April var i sit lunefulde hjørne.
En knivskarp blæst med
slagregn og nu og da med en enkelt haglbyge jog gennem gaderne">
April var i sit lunefulde
hjørne. En knivskarp blæst med
slagregn og nu og da med en enkelt haglbyge jog gennem gaderne, og selv om solen
af og til brød gennem skyerne for at glitre i den våde asfalt, så det næsten
skar i øjnene, formåede den dog ikke at bringe varme i den klynge unge mænd, der
sammenkrøbne med en kuffert eller vadsæk i de blåfrosne næver stod foran
Gardehusarkasernens store smedejerns-gitterport. Indkaldelsesordren lød på
klokken et, og ikke et minut før ville porten blive slået op. Skønt klokken endnu
manglede tyve minutter i et, var de cirka 150 mand, som årgangen bestod af,
næsten alle ankommet, - ængstelige for at komme for sent og mere eller mindre
ukendt, som de fleste af dem var, med afstande og befordringsmulighederne i
hovedstaden. En efternøler nærmede sig
tøvende fra sporvognsstoppestedet slæbende på sin bagage. – Af den ubeslutsomme
måde, hvorpå han bevægede sig over gaden, forsigtig spejdende til alle sider,
gættede man sig til, at han – som de fleste af os – var fra landet. ”Goddav. – Ja, jeg hedder
Christian Larsen,” sagde han, idet han stillede vadsækken fra sig og så sig
omkring. ”Skidt med ded,
kammerat,” var der en, der svarede. ”Om lidt hedder du slet ikke novet, for så
er du kons et nommer.” Der hvilede en trykket
stemning over forsamlingen, og skønt en enkelt forsoren Københavner nu og da
forsøgte at sætte lidt liv i gemytterne ved at rive en vittighed af sig, opnåede
han kun at fremkalde en anstrengt latter fra de nærmest stående. Hver for sig stod vi med
vore egne lidt beklemte tanker om, hvad der forestod. - Atten måneder er en
lang tid at se frem, og en følelse af hjemve var da også så småt begyndt at
snige sig over en og anden. Ja, selv Christian Larsen
var ved at blive lidt betænkelig, skønt det kun var tre timer siden, hans mor
havde klynket farvel til ham og for sidste gang bekymret havde pålagt ham at
passe godt på sig selv, mens hans far stolt og oprømt havde slået ham på
skulderen, sendte han allerede en længselsfuld tanke til det hjemlige
spisekammer, som for øvrigt senere viste sig at være alsidig repræsenteret i
hans bugnende vadsæk. Christian havde ellers
været svært stolt, lige siden han på sessionen var blevet taget til Husarerne,
og under navnet ”Christian Husar” var han da også straks blevet landsbyens
midtpunkt. – Pigerne havde ligefrem kappedes om at komme til at danse med ham,
når der var bal i forsamlingshuset, og selv havde han næsten følt sig, som om
han allerede var Husar. - Hans mor havde da
heller ikke ladet nogen lejlighed gå fra sig til at fortælle, at hendes søn,
Christian, var taget til husarerne. ”Ja, Christian, han ska’ nok klare sig. For
han ri’er jo så godt. Han er s’mænd den eneste, der kan tumle den røde plag. –
Men den er jo også så utidig. ”Ded er ved ded, at
fa’ren er en Freder’sborghingst,” plejede gårdejer Larsen ved en sådan lejlighed
at indskyde, ”men Kredstjan, han ka’ li’godt or’ne ham.” Men som Ckristian nu stod
her foran de store, røde bygninger, var det alligevel, som om modet sank. Det
var jo ikke lutter solstrålefortællinger, Ane Træskomagers Viggo havde fortalt
herfra, når han i sin flotte lyseblå uniform havde været hjemme på orlov. ”Det
røde helvede”, havde han kaldt kasernen. Christian skottede til
portvagten, der med klirrende sporer i sin lange, blå rytterkappe og med den
lange ryttersabel, der næsten nåede jorden, daskende ved siden, uanfægtet
skridtede frem og tilbage på den anden side af porten. Han skød hjertet op i
livet. Det er jo bare en kollega. I morgen ville han selv være i den samme
uniform. – Han gik helt hen til porten: ”Hov, du! - Ska' du ikke snart lukke
op?" Husaren drejede hovedet.
og så ligegyldigt på ham: ”Kender du ikke klokken, dit bomuldsdyr? - For resten
skal du ikke være så hidsig. Du kan, tidsnok komme på denne her side. ”Her lades
alt håb ude, skal jeg nemlig sige dig, hvis du ikke ved det i forvejen. - Har du
ikke en smøg?" ” Jov, jov.” Christian
rodede ivrigt i Lommerne og fandt omsider en Pakke Cigaretter frem. - Der var
ikke taget hul på den endnu, og han fumlede med sine røde, valne fingre for at
lukke den op. ”La’ mig.” Husaren
snuppede utålmodigt pakken ind gennem Gitteret. I det, samme kom en officer
gående rask ned mod porten. Husaren trådte hurtigt tilbage, åbnede den lille
sideport, knaldede hælene sammen, så Sporerne klirrede, og gjorde honnør. -
Officeren sendte ham et undersøgende blik, idet han passerede, - det var
åbenbart Vagten forbudt at tale med nogen. Da Husaren havde lukket
Porten efter sin overordnede, genoptog han uforstyrret sin gang frem og
tilbage. ”Hov!” kaldte Christian. Husaren lod, som han ikke
hørte det. ”Hov!” kom det lidt
højere. - Husaren drejede Hovedet: ”Sssst! - Der må ikke
snakkes til vagten." Christian blev både flov og ærgerlig. Den pakke cigaretter
kunde han altså godt sige farvel til. – Det var ellers lige frækt nok. Længere kom han ikke i
sine betragtninger, for nu trådte vagtkommandøren frem i døren til vagtstuen. –
Uden at værdige den ventende forsamling så meget som et blik så han op mod det
store ur på gymnastikbygningen. Den viste et halvt minut i et. – Med et ryk
nåede den lange viser den lille prik under tallet tolv. – Han nikkede mod
porten: ”Luk op!” Den store port svingede
tilbage, og ind tumlede skubbende og puffende den brogede flok af sølle
nysgerrige og forventningsfulde vordende rekrutter. ”Du alstyrende, for en
samling åndssløve, umælende individer,” hørte jer vagtkommandøren bemærke, idet
vi masede forbi ham. ”De bliver da også om muligt værre og værre for hvert år.” Med et klirrende smæld
faldt porten i bag os. Christian kunne ikke
rigtig lide den lyd. Han sendte en vemodig længselsfuld tanke til gården
derhjemme. Nu måtte de være ved at rykke i marken efter middag. De skulle jo så
byg i dag. – Mon den ny forkarl nu kunde klare det lige så godt som han. ”Hov, kammeret! Ku’ du
tænke dig og smække porten op for far her?” Udenfor porten stod en
lille fyr med opstoppernæse sammen med en høj, lyd ung herre i regnfrakke og
studenterhue. Førstnævnte, der førte
ordet, var i cykelbenklæder og gamasker, og en kasket med stiv skygge var
skubbet så langt bag i nakken, at et helt vildnis af sort krøllet hår kom til
syne. ”Hvem skal De tale med?”
spurgte vagtkommandøren. ”Tæle mæ’? – Jæ ska’ ikke
tæe mæ’ nogen, hvis som at der æl’så ikke er nogen og ska’ tæle mæ maj.” ”Ja, men hvad vil De da?
– hvad er Deres ærinde?” Vagtkommandøren antog ham
åbenbart efter påklædningen og den frimodige optræden og svajeragtige jargon for
et cykelbud fra en eller anden forretning. Kasketten fik et skub:
”Vil? – Jæ’ vil helst ikke, - æl’så. Men det er vel ikke te’ at smøje ujenom. –
Vi ska’ æl’så være husarer, - til og begynde mæ’ – sijen bli’r vi vel nok
generaler, professoren dér og maj.” ”Nåh, sådan. – De ar
altså indkaldte?” ”Nemli’! – Der traf De
li’egodt hojet på sømmet. Her ska’ De bære se.” Han trak en krøllet
indkaldelsesordre op af inderlommen. ”Nå, så De prøve på at
være morsom. Ja, det skal De snart blive ked af. Hvad i hede hule…..! Er De
skrup ravende gal, mand! Komme daskende her langt over tiden. – Hvorfor kommer
De for sent?” ”For sent? – Nå, vi ska’
jo ikke mæ’ toget, vel? - Det kan vel nås endnu.
Vi har bære været henne og få os en tår frokost, professoren dér og så mig. - Traf hinanden i
sporvognen. – Lijelsesfæller, ikke? - Fælles skæje, fælles
trøst, som man si’r. – Det er i mojgangen, man finder sine sænde venner,
hvæ’-beha’r? Uden mæd og drikke…..” ”Hold kæft op skrup af. –
Nej, hov! – Kom herhen!” Den lille mørke, som med
krumme knæ og bagdelen trukket ind allerede for fuld speed var på vej op ad
kasernegaden, snurrede omkring som en top. ”Til tjeneste, Hr.
oberst.” Det så ud som sergenten
sank noget. ”Hvad er Deres navn?” ”Marius Sankelmark
Petersen. Søkle-, lyn- og ekspresbuj i den civile løvebane.” Sergenten noterede i sin
lommebog. Så så han et øjeblik på Marius, før han næsten med et blidt tonefald
sagde: ”Ja, tak. – Vi vil
formodentlig få en del med hinanden at gøre i det kommende halvandet år. – Og
Deres navn?” Han vendte sig om mod den høje lyse. ”Borring. – Holger
Borring.” ”Borring?” Sergenten
smagte lidt på navnet. ”De er student, ser jeg. Er De søn af operasangeren?” ”Nej, jeg er søn af
pastor Borring i Søndersnede.” ”Ja, så.” Sergenten målte
den unge mand med åbenlys misbilligelse. ”Hvordan i alverden er De kommet til
rytteriet med den facon og den længde?” Holger Borring blev rød i
hovedet. ”Jeg søgte om det.” ”Aha. – Nå, så De har
søgt om det. – Vil sagtens gå videre i tjenesten, kan jeg tænke. –
Sekondløjtnantsaspirant, hva?” Studentens øjne strålede:
”Ja! – ja, jeg har altid sådan ønsket at komme til kavaleriet.” ”Javel, ja. – Jo, det
forstår jeg så godt. – Bare De ikke komme til at ændre anskuelse, unge mand. - Vi tales ved om en
månedstid.” Han hævede stemmen til et brøl og pegede op mod gymnastikbygningen:
”Og se så at få lidt fart i gangvorterne!”
Oppe i gymnastiksalen,
hvor vi blev samlet og stillet op langs væggene på to geledder, sad ved et bord
den ritmester, der skulle være chef for rekrutskolen, og en stabssergent, mens
de øvrige befalingsmænd, der var udtaget til skolen, gik rundt for at stille os
på plads og holder skik på os. Efterhånden, som den
enkeltes navn og nummer blev råbt op, skulle han højt og tydeligt svare: ”Her!”
og løbe hen til bordet. Vi blev inddelt i fire
korporalskaber med en sergent som korporalskabsfører for hvert. Så snart disse
formaliteter var til side, blev vi ført hen til badstuen, - varmt og koldt
styrtebad, derefter til lægen, hvor vi blev grundig undersøgt og vaccineret,
hvorefter turen gik til munderingskammeret. ”Ku’ jeg ikke få en a’en
hue i stedet for, Jensen? - Denne her er alt for
bette!” Den spidshue, Christian
Larsen havde fået udleveret, sad som en blegn midt på hans brede hoved. Oversergent Jensen, der
stod for udleveringen, rejste sig ildrød i hovedet og slog i bordet:
”JENSEN???!!!! – Er De gal mand? – Ved han ikke, det hedder, Hr. oversergent?” ”Jov!” svarede Christian
forvirret. ”Det hedder, Javel’!!”
brølede oversergenten.” ”Jov! Har man kendt mage? –næste!” ”Ja, men Hr. overskærsant,”
forsøgte Christian spagfærdig at indvende, ”min hue er alt for lille.” ”For lille??! – skal han
kritisere munderingen? – Huen passer godt nok. – Det er hvidkålshovedet, der er
for stort.” ”Javel, men….” ”Javel, hvad for
noget???!” ”Javel, Hr. overskærsant,
stammede Christian forskræmt. Han var ikke vant til, at nogen brølede sådan til
ham. ”Nå! – skrup så af! –
næste!” Med en stor lærredssæk på
nakken, hvori var proppet: sengetøj, to uniformer, 2 sæt drejlstøj, støvler,
træsko, gymnastiksko, sadeltøj, sabel, fodfolksspade, ryttergevær, spise- og
kogegrejer, strigletøj og meget andet begyndte Christian møjsommeligt at kante
sig ned af den snævre trappe forbi de ventende kammerater. Nede på belægningsstuen
gik vi ivrigt i gang med omklædningen. – Stor blev skuffelsen. – Vi havde ventet
straks at kunne iklæde os den flotte lyseblå uniform med lange hvide snore,
lange støvler med kraver og sporer, sætte spidshuen kækt på skrå og spænde den
lange ryttersabel ved siden. – Men om forladelse, sådan gik det ikke. –
Snorefrakke, måtte vi først bære, når rekrutskolen var forbi, vi var blevet
fordelt til de fire eskadroner, hvor vi i tre måneder skulle gøre tjeneste
sammen med det gamle mandskab, til dette blev hjemsendt i oktober. Sporer fik
man først, efterhånden som berideren skønnede, at den enkelte havde gjort sig
fortjent dertil. – Nå, det ville næppe vare ret længe for hans vedkommende,
mente Christian. Han red jo så godt i forvejen. – Hvad sablen angik, da måtte
denne ikke bæres af rekrutterne i den første tid, med andre ord ikke før de
havde lært at svinge den. For øvrigt blev der ingen
anledning til at pynte sig med de nævnte dele, for udover de to timer, som var
beregnet til afsendelse af det civile tøj, blev der ikke noget af at forlade
kasernen de første uger, og senere hen kun nogle timer søndag eftermiddag, så
længe skolen varede. Nattegn var der ikke noget, der hed for rekrutterne. Og hvad var det så for
noget gammelt slidt kluns, vi havde fået udleveret? Noget var alt for stort, og
nået var alt for småt. Christians kappe slæbte næsten hen af jorden. Han kastede et blik rundt
på kammeraterne. Det var hverken gået Marius eller studenten bedre. Det var da
altid en trøst. Ja, måske kunne han bytte med studenten, for hans tøj stumpede
både på arme og ben, så det ud til. ”Vil i bære se, hva’ man
tillajer sig at byje Marius Sankelmark Petersen. Her er jo plads til en hel
familie i de kluje. – De tror vist det er fæstelævn!” ”Nå, skal vi så se at
blive færdige. Det var
korporalskabsføreren, sergent Larsen, af det gamle mandskab kaldet ”Knuden”, der
trådte ind på belægningsstuen. Inden vi fik lov til at
gå i byen for at afsende vort civile tøj , fik vi en kortfattet instruktion om,
hvorledes vi havde at forholde os på gaden. Skønt vi hverken havde
sabel eller sporer og nærmest så komiske ud i den lille stumpede rekruttrøje,
følte vi os som nogle drabelige krigskarle, da vi lidt efter begav os ud i byen. Næppe var vi kommet
tilbage til kasernen, før der blev råbt: ”Træd an til spisning!”. I en fart fik
vi fat i spisegrejerne og sprang ned af trapperne. ”Kom nu, kom nu! – Alle
ret! – højre om! – løb!” Udenfor spisesalen blev
der kommanderet: ”holdt! – venstre om! – rør!”, hvorefter sergenten fordelte os
i bordhold. Klokken syv blev vi
samlet til instruktion på brandstuen, hvorunder blandt meget andet blev os nøje
indskærpet, at vi, så længe rekrutskolen stod på, skulde holde os skarpt adskilt
fra det gamle mandskab, og at vi under ingen omstændigheder måtte komme på
dettes belægningsstuer. – Det var vel sagtens en forebyggende foranstaltning for
så vidt muligt at undgå ”dårlig påvirkning” fra de gamle durkdrevne fyre til
ikke at tage tjenesten tilstrækkelig nidkært. Sergenten begyndte og
sluttede med at indprente os, at så længe vi var på rekrutskolen, skulde ”al
gang foregå – i løb” indenfor kasernens område, også hvis man skulde på W.C. Samme W.C., som for
øvrigt rent udstyrsmæssigt intet havde tilfælles med et ”W.C.” i denne
forkortelses egentlige betydning, viste sig at være forsynet med et stærkt
skrånende sæde, hvorover der i ca. en alens afstand var anbragt en hønsepind,
der på en yderst generende måde forhindrede en i at rette ryggen endsige læne
sig mageligt tilbage. – Disse foranstaltninger havde åbenbart til formål at
forebygge den fristelse, der ellers naturligt kunde ligge i oftere end absolut
påkrævet at søge dette fredfyldte sted eller forlænge den dermed forbundne
proces med et hårdt tiltrængt pust og en smøg. Da retræten blev blæst
kl. ti, lå vi i vore senge. – Inspektionen kom, og så måtte vi for øvrigt selv
om, hvorvidt vi foretrak at sove eller spekulere over vor trange skæbne i de
følgende 6 timer og 45 minutter.
Skønt de fleste af
jernsengene var både vind og skæve, - ja, nogle have nærmest facon som en båd,
hvor man særdeles ubekvemt mærkede tværstangen gennem madrasserne som en tofte,
- så skulle man nok sove roligt, når en dag på rekrutskolen ved
Gardehusarregimentet var til ende. Klokken 4,45 lød råbet
eller rettere sagt brølet: ”Så står vi op!!” – Fem minutter til at komme i
drejlstøj, træsko og kappe og træde an nedenfor stuerne på to geledder med
strigletøjerne i hånden. ”Alle ret” – højre om! –
til stalden løb!” Med kapperne flagrende
efter os og krampagtigt holdende på spidshuen, som vi endnu ikke havde lært at
anbringe, så den sad fast, hvirvlede vi i det rå morgentusmørke fortumlede mod
staldene, hvor vi straks trådte an på staldgangen på to geledder. ”Alle ret! – til højre
ret ind! – se lige ut! – rør!”. En hurtig optælling for at konstatere, at alle
var til stede. – ”Alle ret! – sno halmviske!” Som en flok ulve styrtede
vi os over de halmknipper, som staldvagten i mellemtiden havde væltet ned fra
foderloftet. – Det gjaldt nemlig om at få fat i det bedste og længste af halmen,
så halmviskene kunne blive faste og hårdt snoede. For hvis det skete, at de
løste sig op under striglingen, kunne man være sikker på en ekstra stroppetur
kommandostrigling for sig selv, som man nok skulle lade være med at glemme i en
hast. ”Se så at blive færdige.
Hvor lang tid skal i bruge til at sno to halmviske. – Til hestene!”. Med en halmvisk i hver
hånd sprang alle hen og stillede sig med front mod staldgangen bag den hest, man
havde fået tildelt. ”Alle ret! – på venstre
side af halsen – begynd!” I et spring var man oppe
i spiltovet, hvor man med store regelmæssige svingende armbevægelser i takt med
staldunderofficerens ”et-to-et-to-et-to-et-to” striglede på livet løs –
skiftevis mod og med hårlaget – til sveden haglede af os. ”Hold inde! – bag hestene
ret! – læg halmviskene” – fat halmviskene! – læg halmviskene! – fat halmviskene!
– til hesten! – bag hesten! – til hesten! – bag hesten! – på højre side af
krydset – begynd! – et-to-et-to-et-to-et-to.” Hvis sergenten – hvad han
ofte gjorde – fandt, at der ikke blev lagt den fornødne energi i striglingen,
eller der ikke var det rette sving over halmviskene, blev vi kommanderet til at
hoppe på hug op og ned af staldgangen og samtidig strigle ud i den tomme luft. Efter en sådan tur skulle
man nok lære at gøre sig umage. Ved kommandoen. ”Bag
hesten ret!” skulle man i et spring være nede og stå ret på staldgangen bag ved
hesten. Hvis træskoene var slidt
fladbundede, skete det hyppigt, at man i sin iver gled og med et bump satte sig
på sin ende. – Det gjorde ikke alene forbistret ondt. Men plejede som regel også
at påkalde sergentens opmærksomhed og unåde. Hestene, som fra det
gamle mandskabs side ikke var vant til alt dette postyr, gav åbenlyst deres
mishag til kende ved sommetider at lange et bagben ud, idet vi sprang ned. – Når
det skete, var det ikke udpræget morsomt at skulle stille sig i retstilling lige
bagved bæstet med ryggen til uden så meget som at turde dreje et øje i hovedet.
– Og når man så efter måske ti gange at have skullet bøje og rette sig med
halmviskene atter fløj op til hesten, hændte det ikke så sjældent, at den
smækkede ørerne i nakken og nappede efter en, - sommetider med held, - ligesom
enkelte var så durkdrevne at klemme en op mod spilbommen, som dog til alt held
var ophængt i stykke kæde for hver ende og derfor kunne give noget efter. Denne foranstaltning var
dog næppe truffet for vor skyld, men for at hestene ikke skulde komme til at slå
benene eller på anden måde kommer galt af sted. Efter en halv times
kommandostrigling var man opløst i sved og så udaset, at man vilde være faldet
om på stedet, hvis man blot havde turdet. De følgende tre kvarter
gik med almindelig strigling op afpudsning af hestene. Det sidste kvarter var
reserveret til rengøring af stalden. – Halmen blev omhyggelig rystet fra
gødningen, som af fire mand med skovle blev læsset på to bærebøre med to mand
ved hver. – Så snart der var top på kassen, vaklede man med dirrende knæ ud til
møddingen, væltede læsset af og vendte omgående tilbage i trav efter en ny
forsyning. Efter ”mænnerne” med
bærebøre og skovle fejede 6 mand på stribe den brede staldgang, og efter dem
igen kom så resten af mandskabet, der hørte til den pågældende stald. De lignede
en flok høns, der pikker korn, idet de med fingrene skulde pille de små halmstrå
og andre efterladenskaber, som kostene ikke havde fået med, op mellem
brolægningen. Men så var stalden også
så ren og appetitlig, at man godt kunne have holdt middagsselskab der i kjole og
hvidt. ”Til hestene! – kapperne
på! – på to geledder træd an! – til højre ret! – se lige ut! – højre om! – på
stuerne løb!” Sanseløst stormede vi af
sted i vild flugt, trædende hinanden i hælene for ikke at komme bagefter. Og
sådan fart havde vi på en dag, hvor nogle af det gamle mandskab havde efterladt
en bærebør udenfor stalddøren, væltede to-tre mand samtidig over den, så lange
de var, mens fem-seks mand, der var lige i nakken på dem, faldt ovenpå igen. Jeg gad nok vidst, om
ikke de bistre underofficerer mange gange har taget sig et billigt grin over os
bag vor ryg. Så snart vi havde hentet
vore spisegrejer på belægningsstuen og var blevet vasket, trådte vi atter an
nedenfor. ”Ret! – højre om! – løb!” En halv time til at
drikke det fluidum, der benævnedes kaffe, klæde om i blå uniform og atter stille
nedenfor stuerne, klat til at tage fat på dagens righoldige øvelsesprogram:
opsadling, ridning, gymnastik, våbenbrug, geværeksercits, gevær- og skydeteori,
munderingseftersyn, hurtig feltmæssig oppakning og opsadling, militær anstand og
meget mere. Heraf var dog kun ridning, gymnastik og våbenbrug obligatorisk for
hver dag. Efter
middagsstaldtjenesten trådte vi an på staldgangen til appel, hvorunder
stabssergenten oplæste alle meddelelser af vigtighed, udtog de forskellige
vagter, uddelte nattegn og orlov – som var ukendte begreber på rekrutskolen -,
fordelte posten og om fredagen udbetalte lønning, hvilket for en uge beløb sig
til den svimlende sum af fire kroner og halvfems øre. Derefter var der to timer
til spisning og hvil, før der blev taget fat på eftermiddagens program. Klokken seks var
aftenstaldtjenesten tilendebragt. – Spisning fra klokken seks til halv syv, og
fra klokken otte til ni var der tvungen pudsning på pudseloftet. Denne time kunde
imidlertid godt for den enkeltes vedkommende blive til halvanden time, for under
pudsningen indfandt barberen sig for at klippe dem, der af korporalskabsføreren
blev udpeget som værende for langhårede. Jo flere sergenten
beordrede klippet, jo gladere var barberen, som jo fik sin betaling – i parentes
bemærket ikke for, men af hver enkelt. Og han kunne overkomme at klippe mange på
den forholdsvis korte tid, om også der ikke var ret meget hår tilbage, når han
var færdig. Men på den anden side tog han det heller ikke så nøje, selvom en og
anden kom til at minde om en trappestige i nakken. Offeret var nemlig forhindret
i at gøre vrøvl i tide, da en luksus som spejl – endsige nakkespejl – ikke
forefandtes. – Og selv om et sådant havde været ved hånden, var der alligevel
næppe nogen, der havde fordristet sig til at protestere, da sergenten som regel
stod ved siden af og sludrede med barberen. Men når denne havde haft
en særlig god dag, hændte det heller ikke sjældent, at han bagefter bød
sergenten på en øl i makketutten. For øvrigt gjorde
barberen også forretning på anden måde, idet han fra sin rummelige håndtaske
forsynede basserne med forskellige nødvendighedsartikler, såsom hånd- og
barbersæbe, hår-, negle- og tandbørster, barberblade og maskiner, og hvad man
ellers kunne have mere eller navnlig mindre brug for. Når en af trompeterne på
slaget ti blæste retræten, - som ikke alene kunne høres over hele kasernen, men
også over en stor del af kvarteret, så mange omkringboende endog stillede deres
ure derefter, - blev lyset slukket. – Så gjaldt det om at være i seng, for man
kunne aldrig være sikker på, at inspektionen ikke kom, allerede før den sidste
tone var døet hen. Så kunne det ske, at en
skarp lomme lygte blev stukket lige ned i hovedet på en og anden, eller at
tæpperne blev slået til side. Det var for at kontrollere, at ingen i sidste
øjeblik var hoppet i seng med tøjet på, eller at sengen ikke var ”markeret” med
en udstoppet uniform, mens kalorius var gået en tur i byen.
På grund af de mange
breve og madvarer, som Christian stadig modtog hjemmefra, var han snart blevet
kaldt ”Mors Christian”, mens et vittig hoved havde fæstet navnet ”Kommoden” på
Marius Sankelmark Petersen. Hvorvidt det refererede til hans ganske usædvanligt
hjulede ben eller den omstændighed, at hans far var møbelsnedker, forblev
uafklaret. – At Holger Borring beholdt betegnelsen ”Professoren”, almindeligvis
forkortet til ”Fesser”, kunde selvfølgelig tilskrives studenterhuen. – I øvrigt
havde de i nævnte rækkefølge henholdsvis numrene: 985, 986 og 987, til daglig
forkortet 85, 86 og 87. – Hvorfor jeg ikke fik noget øgenavn, men slet og ret
blev kaldt 88, Trandelev, ved jeg ikke. Ved rytteriet får hver
rekrut en betegnelse foruden sit nummer, ofte navnet, hvis det ikke er så
almindeligt, at der er flere af samme navn i årgangen, men som regel bynavnet.
Denne betegnelse, som de beholder gennem hele tjenestetiden, udelukker dog ikke,
at de mellem kammeraterne bliver kaldt ved et eller andet øgenavn. Det var i middagspausen
en af de dage, hvor regimentets musikkorps serverede ”messingsuppe” for enden af
kasernegaden. Skønt der var helt varmt
i aprilsolen på bænkene udenfor, hvor en del af det tjenstgørende mandskab og
enkelte befalingsmænd sad og nød musikken, mens de rygende deres cigaretter
fordøjede middagsmaden, havde adskillelige af rekrutterne foretrukket at hvide
de mødige og ømme lemmer på belægningsstuerne. Fessor og jeg tog den på
langs på vore senge med støvlerne oppe på fodendens jernstativ for ikke at svine
lagnerne til, hvorimod Kommoden var beskæftiget med at pudse sine støvler. Han
kneb det ene øje til for at undgå røgen for den cigaret, der dinglede i den ene
mundvig. ”Hvoffor spæller de nu
ikke no’ne or’entli’e måsækstykker i stejet for, Flyv fugl, flyv, og Sætter
Jensens Søndæ, og hva’ hva’ alle disse hersens åpusser hejjer”, bemærkede han,
da musikken tav efter at have spillet, Sæterjentens Søndag. – ”Jæ, - se det var
no’et helt ændet.” Kommoden slog takt med børsten, medens han med den mundvig,
der ikke var optaget af cigaretten, begyndte at fløjte med på, Riberhus March,
som nu smældene ind gennem de åbenstående vinduer. ”Ridder Hulds Mars er nu et
storardi’ måsækstøkke. - - Hva’ søren er den æ’ mænd? – sidder du og tujer?” Han
gloede på Mors Christian, som ganske stille sad på sin sengekant og græd. I
bogstaveligste forstand – græd. – ”Er der no’en, der har taget din top,
brormænd?” ”Jeg er så træt,”
snøftede Mors Christian. ”Jeg ka’ ikke forstå, a’ ded er ded, der ska’ være så
sjov – navetter.” ”Hvem siger, a’ det ska’
være sjov!” spurgte Kommoden. ”Ded siger min farbror. –
Han har også våren husar.” ”Du ska’ se, det beror
nok på en erindringsforskyjning. – Forkælkning i flagknoppen eller så’en no’et.
Hæn er vel en ældre sjentlemænd, din farbror?” Skønt Mors Christian
nærmest var andagtsfuld i sin utrolige nærighed med de hjemlige
fødevareforsendelser, som han omhyggeligt låsede inde i sit madskab, kunde jeg
ikke lade være med at have lidt ondt af ham, som han sad dèr træt og forfulgt af
sine skuffede, stolte forventninger. – En sørgelig karikatur på en rask husar. Jeg forsøgte at stive ham
lidt af: ”Op med humøret, 85. Kan
vi andre tåle mosten, kan du vel også. Vi skal jo ikke være rekrutter altid,
vel?” Mors Christian tørrede
sig under næsen. ”Ja, men de javer så’en
mæ’ mig. Jeg er så træt.” ”S’fø’lig er du trat. Det
er jo ikke noget rekreationshjem, vel?” Kommoden vilde åbenbart også yde sit
bidrag til at trøste og opmuntre mors Christian. ”Men det er rækti’nok, hva’ 88
siger, og det hele er jo også kuns en overgang, som ræven sagde, da de trak
bælgen af ham. Og når du nu engang er her, så må du også nyje, hva’ der står på
spisesejlen, li’som vos andre. Ka’ du ikke forstå det, dit skvajjerhoje?” Træk
du bare rullegardinet op igen. Man ka’ jo bli’e helt melankolsk a’ og se på så’n
et buldent hoje, når man også sæl er så trat som et helt alderdomshjem.” I det samme trådte
”Primus” – premierløjtnanten – ind, fulgt af ”Knuden”, - sergent Larsen. ”Stuen ret!” råbte Fessor
som den, der først fik øje på dem, idet han sprang op fra sengen. ”Primus” blev et øjeblik
stående indenfor døren og lod blikket løbe stuen rundt, hvor de ca. 10
rekrutter, som for øjeblikket var så uheldige at opholde sig der, nu stod som
saltstøtter. – Han slog ridepisken mod støvlerne med et klask. ”Nå det må jeg nok sige,
sergent Larsen! – Har de ikke indskærpet for mandskabet, at de ikke må pudse på
belægningsstuerne eller ligge og flyde på sengene med støvlerne på. – Vil De
notere de tre mand dèr.” Han pegede med ridepisken på kommoden, Fessor og mig. Sergent Larsen trak sin
lommebog frem og sendte os et ærgerligt blik. Nu fik han jo ubehageligheder for
vor skyld. ”Og hvad er så det for en
uorden?” ”Primus” begyndte at gå fra seng til seng. ”Ved de ikke, at træskoene
skal stå for enden af sengen? – Og at tøjet har sin plads på de dertil
indrettede knager og ikke på sengene, - pudsegrejerne på hylden. – Hul på
strømpen, ser jeg, - og ydermere sorte tæer, - svinemikkel! – red den seng om”.
Med en rask bevægelse rev han tæpper og lagner på gulvet, hvorved et stykke
ostemad, som i en fart var stukket til side, kom til syne. ”Næ, - nu har jeg aldrig
set så galt. – Utroligt. – Minsandten om han ikke bruger sengen som spisekammer.
– Nummer???” ”Gardehusar rekrut nummer
nihundredehyvoghalfers,” mumlede synderen med munden halv fuld af ostemad, som
han ikke havde fået tid til at tygge færdig. ”Tal højt,” råbte
premierløjtnanten. ”Højt, klart og tydeligt. Nå!” Det gav et sæt i den
ulykkelige rekrut. ”Gardehusar re….” Han holdt pludselig inde og stirrede med et
rædselsslagent udtryk på premierløjtnantens ene frakkeopslag, hvor et stykke
halvtygget ostemad havde sat sig fast. Hvis 77 blot havde ladet
som ingenting, var der næppe sket noget, men nu blev premierløjtnantens
opmærksom på hans blik, der som hypnotiseret hang ved ostemaden. ”Næ, - nu har jeg
aldrig…..det er dog for galt. Sandelig om han ikke står der og spytter sine
gamle halvfordøjede fødemidler i hovedet på mig. Vil De ta’ Dem alvorligt af
ham, sergent Larsen. Meget alvorligt. – Det er sundhedsfarligt at opholde sig i
hans nærhed”. Premierløjtnanten pirkede
ostemaden af ærmet med ridepisken og vendte sig for at gå ud af døren, da hans
blik faldt på Mors Christians bedrøvelige ansigt. ”Hvad er der i vejen med
Dem?” ”Der er ikke novet i
vejen, hr. primærløjtnant.” ”Hm! De ligner jo en hel
begravelse. – Følg med.” Så snart Primus var vel
ude af døren efterfulgt af den benovede Mors Christian, kan det nok være at
stuen fik en omgang af Knuden, så loftet var ved at falde ned om ørene på os.
Imod hvad han stillede os i udsigt, dersom vi ikke tog os ganske anderledes
sammen for fremtiden, må den spanske inkvisition havde været den rene barnemad
at regne. Vi tænkte med bekymring
iblandet en god portion nysgerrighed på, hvad der vel skulde ske med Mors
Christian, siden premierløjtnanten havde beordret ham til at følge med. Men da
Mors Christian lidt efter atter viste sig, så han helt oplivet ud. Hvad premierløjtnanten
havde sagt til ham, vilde han ikke ud med. Men fakta var, at hans humør var
steget adskillelige grader. Næste formiddag, da vi
var trådt an i stalden, spurgte den tjenstgørende staldunderofficer: ”Er der
nogen, der har studentereksamen?” ”Javel, hr. sergent.”
Fessor trådte tre skridt frem og knaldede hælene sammen. ”Ja så. – Det var ikke
mange. Nej, det kunde jeg ha’ sagt mig selv. Men er der da nogen, der har
realeksamen?” Her var jeg så heldig at
kunde melde mig i behagelig forventning om en fin tjans med lidt skrivearbejde
på regimentskontoret eller lignende. Sergenten rystede
medlidende på hovedet. ”Står det virkelig så
sløjt til med åndslivet på landet?” – Resten kan måske hverken læse eller
skrive, når det kommer til stykket.” – Han sukkede opgivende. ”Ja, ja, da. Så
prøver vi at gå den anden vej. – Er her da nogen analfabeter?” Kommoden betænkte sig et
øjeblik, før han nærmest sprang ud af geleddet. ”Jævel, hr. sergent.!” Både Fessor og jeg var
ved at eksplodere af tilbageholdt latter, og jeg kunde se, at det også kneb for
sergenten at bevare alvoren. – Kun Kommoden stod granalvorlig. ”Er De nu også analfabet?
spurgte sergenten. ”Jæ, jæ. Undskyld. Jævel,
hr. sergent. Jæ’ har blot ikke no’en papirer. Jæ’ måtte nemli’ afbryje min
ujdænnelse inden som jæ’ var helt ujlært.” ”Godt. – Så går i tre
straks i gang med at tømme og vaske retiraderne. Spande og koste får i udleveret
hos lygtetænderen. Træd af! – Løb!” ”Der tog hæn vel nok
temperaturen på vos,” bemærkede Kommoden ærgerligt, da vi var kommet i gang med
vort ubehagelige og ildelugtende arbejde. ”Vi var godt tossede, at
vi meldte vos.” ”Ja, navnlig du”, svarede
Fessor. ”Du er jo ikke analfabet.” ”S’fø’li’ er jeg ikke
det. – Æner ikke, hva’ en allaplanet er. – Men i troede vel li’som maj, a’ der
var en dæksmand på krogen.”
Mors Christian døjede
ganske forskrækkeligt med at lære militær-anstand og huske meldinger. Vi stod trådt an i
springgården og var blandt meget andet ved at lære, hvorledes man reglementeret
havde at henvende sig til en overordnet for at opnå tilladelse til at træde af i
et nødvendigt ærinde. ”Det hedder:
Gardehusarrekrut nummer 985, Tyvelse, anmoder hr. sergenten om tilladelse til at
træde af på naturens vegne’,” brølede sergenten, da Mors Christian vel for
tiende gang havde kludret i det. ”Om igen!” ”Gardehusarrekrut nummer
985, Tyvelse, anmoder hr. skærsanten om at træde i naturens vegne.” Sergenten rystede
opgivende på hovedet. Stakkels forældre, der
har fået en så ”overbegavet” søn. – Men fordi De ikke har opfundet nogen form
for sprængstof, behøver De jo ikke at snakke, som om De havde mulen fuld af
varme kartofler, vel?” - Luk dog munden op mand,
så man kan høre, hvad De siger. – Kan De se den vandpost, dernede?” Han pegede
ned mod den anden ende af springgården. – ”Nå det var meget. Nu løber De
derned, - nej, De flyver gennem luften. – Og når De så er kommet derned,
afleverer De ti på hinanden følgende gange denne melding så højt, at jeg kan
høre det herop: ”Gardehusarrekrut 985 Tyvelse, melder at han ikke har hørt
knaldet, da krudtet blev opfundet! – gentag!” Mors Christian gentog
meldingen og sergenten kommanderede: ”Højre om – løb!” Og af sted for Mors
Christian med kappen flagrende efter sig, som om en vis mand var i hælende på
ham. Sergenten bemærkede tørt,
at hvad 85 så åbenbart manglede af omløb i hovedet, var han øjensynligt til
gengæld blevet udrustet med i benene. Da Christian omsider af
sine lungers fulde kraft havde afleveret meldingen de befalede 10 gange, blev
han beordret til for sig selv at marchere rundt om vandposten, og hver gang han
kom om på dens østre side gøre front, stram honnør og på reglementeret vis
anmode vandposten om tilladelse til at træde af på naturens vegne, lige til han
havde lært det. For så vidt havde
”Knuden” ret. Mors Christian havde hverken opfundet skohornet eller de dybe
tallerkner, med mindre hans ubeskrivelige tungnemhed kunde forklares ved, at han
så let lod sig skræmme og derved blev så forvirret, at det hele kørte rundt i
hovedet på ham. ”Knuden” hersede og
regerede med ham for at få proppet det mest elementære ind i hans stakkels
overbelastede hjerne, men da han en dag stillede ham spørgsmålet: ”Hvem er chef for
Gardehusarregimentet?” og Mors Christian til almindelig jubel uden at betænke
sig svarede: ”Stabsskærsant Madsen!” – opgav han det som håbløst. Kommoden derimod var ikke
så let at jage med. En dag, hvor han ikke
havde været så rask i vendingen, som ”Knuden” ønskede, blev han kommanderet til
for sig selv at løbe fem gange rundt om en af barakstaldene. Kommoden for af sted og
forsvandt om det første hjørne, men der gik syv lange og syv brede, før han
viste sig igen. ”Knuden rasede” ”Hvad pokker har De
bestilt, mand? – hørte De ikke, jeg sagde, De skulde løbe?” ”Jævel, hr. sergent. ”Hvorfor løber De så
ikke?” ”Det gør jeg også, hr.
sergent!” ”Hvor kan det så være,
det tog så lang tid?” ”Det ved jeg ikke, hr.
sergent.” Atter blev Kommoden sendt
af sted, og atter gik der syv lange og syv brede, før han med tungen ud af
halsen kom susende rundt om det sidste hjørne, så han næsten lå ned i svinget. Det var tydeligt nok, at
Kommoden, så snart han var vel ude af syne, tog sig et hvil. – Menj da det jo
foregik, hvor ingen kunde se det, hjalp det ikke, hvor meget Kommoden end
skældte og smældte. – Kommoden fastholdt stædigt, at han ikke kunde løbe
hurtigere. Enden på det hele blev,
at sergenten blev nødt til selv at tage turen med de beordrede fem gange rundt i
skarpt trav sammen med kommoden for at passe på, at han ikke snød. Der blev stort mandefald
i rekrutternes rækker i de første tre uger. – Fessor fik halsbetændelse og kom
på ”Grødslottet”, som militærhospitalet populært kaldtes mand og mand imellem.
Nogle blev så gennemredne, at huden gik af både bagdelen og indersiden af
lårene, mens andre fik benhindebetændelse af den megen løben og gymnastik. Skønt jeg var så heldig
at gå fri af disse ubehageligheder, fik jeg mit på anden måde. En dag, da vi rigtigt
blev herset igennem med sabelhugning, var jeg blevet så træt, at sablen smuttede
i hånden på mig, og jeg kom til at hugge mig selv oven i hovedet. – Hugget var
så kraftigt, at jeg besvimede. – Da jeg kom til mig selv, holdt to mand mig
under vandhanen, mens Kommoden dirigerede strålen. Udover, at det blødte en
del, var der dog ingen skade sket, og så snart blodet var standset, og jeg havde
fået hældt lidt jod i såret, måtte jeg også på den igen. Den eneste ulempe, min
klodsethed efterlod sig, var, at tænderne i kammen, når jeg redte mig, i lange
tider efter var tilbøjelig til at få fat i såret og det ar, som endnu mange år
efter var ret fremhævet.
Pudsningen voldte os
mange kvaler. Du store kineser, hvor vi pudsede! – Vi druknede i pudsning. – To
sæt sadeltøj med kandar og trense, hvor lædertøjet skulde vaskes og smøres ind,
spænderne pudses eller lakeres og bøjler og bid sandskures og poleres, tre
uniformer og to kapper børstes og bankes, de hvide snore skures i gallasæbe og
knapperne pudses i polérstål, sabelgehæng og støvlekraver behandles med pibeler
og støvlerosetterne pudses. Støvler og træsko blankes – også under svangen – til
de skinnede som lak, gymnastikskoene pibes, sengetæpper og madrasser bankes og
fodfolksspade sandskures. Ryttergeværet skulle skilles ad, trækkes igennem og
alle dele smøres ind i vaseline, som igen skulde gnides af, hver gang der var
geværeftersyn hos bøssemageren, som var den mest kritiske og strengeste af dem
alle. Det var hverken til at se
hoved eller hale på. Og så måtte man endda
prise sig lykkelig, at man ikke hørte til rekylafdelingen, for selv det
fornemste og sarteste spædbarn kunde ikke kræve en mere omsorgsfuld pasning op
pleje end et rekylgevær. Og så har jeg endda slet
ikke nævnt renholdelse af hestene og de så berygtede hesteparader, som vi på det
tidspunkt endnu ikke havde stiftet bekendtskab med. men det falder jo også sådan
set noget udenfor det egentlige begreb pudsning. Men var sagerne ikke i
pinlig orden, når den officer, der havde søndagsparaden, kritisk vendte og
drejede alt for at se det rigtigt efter i alle kroge og hjørner, - og at der for
eksempel ikke var taget en blyant til hjælp for at skjule rusten i jerntøjets
små krinkelkroge, eller hvis det støvede den mindste smule, når han slog på
sengetæpper eller beklædningsgenstande med sin ridepisk, ja så var der ikke
noget, der hed udgangstilladelse. – Tværtimod kunde man være brandsikker på
ompudsning eller ekstra vagt eller staldtjeneste om søndagen. Man blev også ”knaldet”,
hvis man for eksempel havde sorte negle eller hul på strømpen, når hele
eskadronen under søndagsparaden blev beordret til at trække den ene støvle af.
Sådan var jeg nær kommet
til at hænge på den en søndag morgen, hvor jeg netop om eftermiddagen var
inviteret på biltur med en onkel til mig, der boede i København. Nyklippede, vandkæmmede
og lugtende langt væk af sæbe og pudseremedier mødte vi et par minutter før ni i
stalden. Hvert minut, vi havde
haft til hvor egen rådighed om lørdagen, var gået med at pudse, ligesom
adskillige havde snydt sig til at stå op længe før tiden søndag morgen for at
lægge sidste hånd på værket i håb om at få alting i orden, så de kunde klare
paraden. Skønt vi således af en
ærlig vilje havde gjort, hvad der stod i vor magt, følte vi os i høj grad
usikre. – Jeg skævede til mit sadeltøj, som skinnede og på reglementeret vis
sammen med kandar og trense hang i den lange række på sin knage bagved hestene. ”På to geledder træd an!
– alle ret! – til højre ret ind!” I et par lange spring var
”Knuden” nede for enden af geledderne, hvor han skrævende med let bøjede knæ og
det ene øje knebet til tog sigte langs forreste geled. ”Længere tilbage på
venstre fløj. – Det var for meget. – Ja, - sådan. – Ind med madskabet, - nej,
ikke ham den lille høje med kartoffelnæsen. – Ja, ham. – Ind ned vommen, siger
jeg. – Nej, det kan ikke nytte, at han jager enden bagud. Du alstyrende for en
facon på en husar. Han skulde aldrig have været lagt til. Virker jo som en
væmmelig fedtplet på hele eskadronen. – Træk nu den modbydelige ædekasse ind,
siger jeg. – Nå, det kan åbenbart ikke blive bedre – eller dårligere. Stræk
gulerødderne 82. – Hvad ser jeg, - møgbeskidte negle. Renser i ikke klovene på
landet, må jeg spørge? – Svinepukkel. – Ret knæene 67. Nå, det kan han ikke.
Græsk rundbuestil. Hans far er måske hjulmager. Der er ikke noget at grine af,
ham med basunkinderne. - Huen ned over højre
øje. Sådan, - ja, han ser bedst ud i mørke. - - Se lige ut! – rør! – nu ikke
noget med at flytte futteralerne.” Hurtigt råbte han alle
numrene op efter styrkelisten for at kontrollere, at ingen manglede, idet den
pågældende rettede sig op, trak sablen an og svarede: ”HER!” Nu viste
premierløjtnanten sig for enden af staldgangen. ”Alle ret! – giv agt se
til højre!” kommanderede sergenten, og da ”Primus” var nået hen foran
geledderne: ”Se lige ut!”, hvorpå han snurrede rundt med front mod
premierløjtnanten, knaldede hælene sammen, så sporene klirrede og afleverede
styrken med hånden til huen. ”Primus” kiggede flygtigt
på styrkelisten. ”Tak.” Så vendte han sig om mod os: ”Rør!” En efter en fra højre
fløj af første geled blev vi nu underkastet en særdeles kritisk undersøgelse,
idet hver enkelt rettede sig op og stod stiv som en pind, efterhånden som turen
kom til ham. – Lige bag ”Primus” gik sergenten med sin lommebog parat til at
notere, hvad der måtte være at udsætte. Premierløjtnanten rettede
på en hue her og skubbede lidt til en sabel der. ”Hvor er halsbindet?” Mors Christian blev rød i
hovedet og tog sig uvilkårligt til kraven. ”Stå ret!” – Hvad fumler
De efter? – Tror De måske ikke, hvad jeg siger? – Hvorfor har De ikke noget
halsbind på?” ”De’, de’, ded må jeg ha’
glemt, hr. primærløjtnant.” ”De er her for at huske,
- ikke for at glemme.” Premierløjtnanten tog
huen af ham. ”Har De ikke noget spejl?” ”Jov, - javel, hr.
premierløjtnant.” ”Hvorfor kan De så ikke
frisere Dem anstændigt?” Man kan jo blive søsyg af at se på den skilning. – Vil
De for resten sørge for, at den mand bliver klippet, sergent Larsen. – Så er De
måske heller ikke vasket? Ræk hænderne frem.” Rød i hovedet strakte
Mors Christian sine tykke røde hænder frem med håndfladerne opad. ”Hm. – vend dem om.” Christian snurrede rundt. ”Ikke Dem! Hænderne
selvfølgelig!” brølede premierløjtnanten. I en fart fik Mors Christian rettet
fejltagelsen. – Premierløjtnanten trak altopgivende øjenbrynene i vejret. ”Næ, det er dog for galt.
– Se engang her, sergent Larsen. – Sorte negle. – Vil De notere den mand og lade
ham stille om i eftermiddag. – Jeg må pålægge Dem at indskærpe mandskabet bedre
renlighed, sergent Larsen. Han vendte sig atter om
mod den ulykkelige Mors Christian. ”Nummer?” ”985, Tyvelse, hr.
primærløjtnant.” ”Hvad er De i det civile
liv?” ”Landmand, hr.
primærløjtnant.” ”Landmand? – ja, hvad vil
det sige? – er De godsejer eller grøftegraver?” ”Gårdmandssøn, hr.
primærløjtnant.” Tilsyneladende tilfreds
med denne oplysning gik premierløjtnanten videre. Endnu to mand blev ”knaldet”,
før det var slut med første geled. ”Første geled ret! – to
skridt fremad – gå!” Der blev knaldet fire
mand i andet geled. ”Højre støvle af og knap
frakken op!” Denne ordre for at
kontrollere, at strømperne var hele og skjorterne rene, var jeg ikke belavet på.
Nu var gode råd dyre, for jeg vidste, at jeg havde et lille hul på hælen af min
højre strømpe. – Men havde det været den venstre, havde det ikke været bedre,
for dér var hul på tåen. – Hvad var her at gøre? –Pludselig fik jeg en lys idé.
Det ville vare et lille øjeblik, før premierløjtnanten nåede til venstre fløj af
andet geled, hvor jeg stod. – I en fart fik jeg begge støvler af, trak begge
strømper på højre fod, så den ene strømpe dækkede hullet på den anden og
omvendt, og trak så venstre støvle på igen. ”Hvordan er det, han
fumler dernede på venstre fløj for at trække en støvle af?” snerrede
premierløjtnanten. Bare han nu ikke opdagede
mit lille, fikse nummer. Det forekom mig, at både
premierløjtnanten og sergenten stirrede en evighed på min fremstrakte fod, før
de langt om længe bevægede sig videre. Jeg drog straks et
lettelsens suk, men kom straks i tanker om, at der var en lang ende igen.
Sadeltøjet og derefter stuen med alt, hvad der hørte til. Det rent personlige
eftersyn var jo det mindste af det, vidste jeg. Inden paraden var forbi,
var de fleste da også ”knaldet” på et eller andet, og det må vist nærmes kaldes
et held, at jeg var blandt de få, der klarede frisag.
Selv om gymnastikken nok
kunde tage pippet fra os, var ridningen og navnlig sabelhugningen alligevel det
strengeste for de fleste. - Det sidste krævede nemlig ikke alene kræfter, men
også smidighed, og en halv times kommandohugning med den lange, tunge
ryttersabel skulde nok få sveden frem. Huggene skulde være lange
og slanke og fløjte i luften. - Det gjaldt om at række sig og være lind i
håndleddet. De, der i den første tid
ikke kunde gøre det nogenlunde tilfredsstillende, fik en grime at stå og svinge
med i stedet for sabelen. Særdeles praktisk - men forbistret ydmygende. Der gik det meste af en
uge, før vi første gang kom i ridehuset. Da langt de fleste var
landboere, havde alle ved 4. korporalskab med undtagelse af Fessor og Kommoden
haft med heste at gøre, før de kom i trøjen. - Vi glædede os derfor til den
første ridetime, for det var jo netop det med ridningen, der var det spændende
og tiltrækkende ved at være husar. Kun Fessor og Kommoden
var lidt betænkelige, for under staldtjenesten i den forløbne uge havde de
allerede fået en forsmag på, at ikke alle militærheste var lige elskværdigt
indstillet overfor det nye mandskab. Måske har hestene kunnet
mærke den kejtede og usikre måde, hvorpå vi tog på det hele. Nok er det,
adskillige af dem smækkede ørerne i nakken og vendte det hvide ud af øjnene, når
vi gik op til dem, og når gjorden skulde strammes, svingede en og anden hovedet
om på siden, krængede læberne op og klappede tænderne sammen med et smæld, og så
gjaldt det om at flytte sig i en fart. Bagefter har jeg egentlig
godt kunnet forstå, hvorfor såvel underofficerer som det gamle mandskab og
hestene tog så temmelig uvenligt mod rekrutterne. For selv om disse faktisk
var ganske uden skyld, så forvoldte de alligevel en masse postyr og ekstra
ulejlighed, ukendte som de jo var med alt, - også med de utallige små fif og
fiduser, som man efterhånden lærte, og som lettede tjenesten på mange måder
dagen igennem. Det næsten hyggelige
kaserneliv med kun ca. 150 tjenstgørende husarer, som på det tidspunkt allerede
var et år gamle i tjenesten, hvor alle både befalingsmænd og menige var rystet
sammen gennem godt og ondt, hvor alle kendte hinanden, og hvor hver passede sit,
var nu pludselig blevet forstyrret af lige så mange stive, klodsede, tungnemme,
fummelfingrede, forvirrede og uvidende rekrutter, som i løbet af kort tid skulle
oplæres i alle våbenartens færdigheder og forvandles til raske husarer. Så megen kommanderen og
militær anstand, hvor reglementet i enhver henseende til punkt og prikke skulde
overholdes, undlod nemlig selvsagt ikke til en vis grad også at påvirke de
befalingsmænd, der ikke havde direkte med rekrutterne at gøre, til overfor det
tjenstgørende mandskab at opfriske en hel del heraf, som ellers lidt efter lidt
var blevet lagt på hylden. Men tilbage til
opsadlingen, Den hest, Mors Christian
havde fået tildelt, var en ældre kantet dame, som skulede og mistænksomt iagttog
ham under hans nidkære bestræbelser for at få dækkenet lagt reglementeret sammen
og med pinlig nøjagtighed anbragt det og sadelpuden på hendes ryg. Omsider blev han dog
færdig, og med trensen over venstre arm spændte han grimen af. Men da ”Lotte”
skulde have biddet i munden, var det ham umuligt at få hende til at lukke munden
op. - Ikke tale om, at hun vilde skille tænderne ad. Mors Christian skiftevis
lokkede og truede, men lige meget hjalp det. Hoppen lagde blot tvært ørerne i
nakken og bed sine lange, gule tænder endnu fastere sammen. En efter en fik
kammeraterne sadlet op og vendt deres respektive gangere om i spiltovet klar til
at rykke ud. - Til sidst var han den eneste, der ikke var færdig. Berideren, af det gamle
mandskab kaldet ”Vovehalsen”, kom farende som skudt ud af en kanon. - Han var en
lille mand med et par helt usandsynligt tynde ben i rundbuestil, som stod i et
udpræget misforhold til hans tunge, hærdebrede overkrop og store kuglerunde,
blårøde hoved. Sit tilnavn havde han
fået, fordi de gamle husarer hævdede, at ingen andre end han turde gå på så
tynde ben. ”Er han faldet i søvn
derhenne, siden han ikke er færdig endnu?” Mors Christian gjorde
front med hånden til huen: ”Hoppen vil ikke lukke munden op, hr. overskærsant.” ”Vil hun ikke gave op? -
Nej, det kan jeg katten rive mig godt forstå. - Hun har vel fået krampe i kæften
af bare grin over at se sådan en krykhusar. Se så her. - Flyt gulerødderne og
la’ mig. - Sådan - der er jo ikke noget hun hellere vil, bare hun kan få lov til
det. Den mest fredsommelige hoppe ved hele regimentet. RYK UD!” - og uden at se
sig tilbage begav ”Vovehalsen” sig over mod det østre ridehus, mens vi med
hestene ved tøjlen fulgte efter i enkeltkolonne. Her blev opsadlingen, der
foreløbig indskrænkede sig til trense og sadelpude uden stigbøjler, underkastet
et kritisk eftersyn. Den viste sig i de fleste
tilfælde at være forkert. Da fejlene var blevet
rettet, og vi havde trukket hestene et par gange rundt på volten, lød ordren:
”Sid op!” En enkelt var hurtig
oppe, men for langt de flestes vedkommende var det betydeligt lettere sagt end
gjort. Foranstaltningen med at
lukke dørene viste sig at være særdeles hensigtsmæssig, for i løbet af et
øjeblik udviklede scenen sig til et veritabelt ”Wild West Show”. Fessor havde øjensynligt
ikke fået strammet buggjorden tilstrækkeligt, for under hans energiske
bestræbelser for at komme op på ryggen af sin ”Pegasus” drejede hele
arrangementet rundt, så hesten fik sadelpude og dækken under maven. Det syntes den åbenbart
ikke om, for den eksploderede øjeblikkelig i et helt fyrværkeri af krumspring,
så savsmulden stod i en sky omkring den. Fessor, der på grund af
sin længde ikke havde så højt at hoppe som vi andre og derfor omtrent var kommet
helt op, fløj som et meteor ud i verdensrummet for i næste nu at havne midt inde
i volten, hvorfra han fortumlet og måbende fulgte sin gangers ubeherskede
bukkespring med store forskræmte øjne. Under pusten og
krampagtige spjæt med benene asede og masede rekrutterne for at komme op på
hestene. Men disse syntes ikke at være vant til denne form for opsidning. I
hvert fald udviste kun de færreste den fornødne tålmodighed, hvorfor de fleste
af ”rytterne” i løbet af 0,5 atter befandt sig på jorden. Til min ubeskrivelige
forbavselse var Mors Christian til trods for sit usædvanlige tunge bagparti
kommet så langt, at han lå på maven tværs over sadelpuden og netop skulde til at
svinge det højre ben over hestens ryg, da også denne lod sig rive med af den
almindelige forvirring. - Den lagde ørerne tilbage, kørte et par gange rundt med
halen og sendte så med et ”i.i-i-v” Mors Christian et par alen op i luften, så
han røg helt ud mod barrieren. ”Vovehalsen” blev
mørkeblå i hovedet af arrigskab. ”Hvad pokker er det, han
foretager sig, ham kanonslaget, derhenne? - Tror han, det er en cirkus? - Aldrig
har jeg set magen til samling kagekoner. - Og I vil være husarer, - ha! - Selv
fodfolket vilde skamme sig over jer. - Og hvordan er det I behandler de
stakkels, fredsommelige dyr? - I fortjente Søren harke mig at blive meldt til
Foreningen til Dyrenes Beskyttelse hele bundtet. - Kan I se at vågne op og få
fat på hestene, ellers skal jeg dælen dundre mig ondulere jer, så jeres egen mor
ikke kan kende jer igen, hvis i skulde være så heldige at overleve det og engang
i fremtiden gøre jer fortjente til at få orlov.” Opildnede af denne salut
lykkedes vort næste forsøg betydeligt bedre, da vi atter havde fået fat på vores
respektive gangere. Det er utroligt, hvad man
kan, når man ved, man skal, og at der ikke er nogen vej udenom. Mors Christian skulle
snart blive klar over, at dette her var noget ganske andet end at ride rundt på
”den røde plag” derhjemme søndag formiddag. - Det var en meget flov historie for
ham, der netop havde pralet af, at han red så godt i forvejen. For inden længe
viste han sig at være den mest umulige i hele korporalskabet, og han blev derfor
også den, der sidst blev udrustet med de eftertragtede sporer. ”Hvordan er det ham
kraftbollen dér sidder og fumler med tøjlerne?” - Det var atter Mors Christian,
det var galt med. ”Man skulle minsandten tro, at han var kommet ind med
firetoget fra den syvogtyvende kartoffelrække. - Tror han, han sidder derhjemme
i gyngestolen og læser avisen, hva’? - Nej, han kan vel ikke engang læse, når
det kommer til stykket. - Tag dog fat på hesten mand. Ned med hælene, ind med
albuerne. - Han er Søren harke mig også hjulbenet på armene. - Så, - der røg
huen. - Ja, det kunde jeg da nok tænke. Ned og saml den op og bliv så dernede
foreløbig. - Ja, det ku’ han li’. Stå og ta’ sig en lille middagslur, hva’. -
Kan han se at komme ud på volten igen!” Mors Christian måtte nu
øm og forslået, som han var, humpe ved siden af hesten en halv snes omgange, til
han var ved at tabe vejret. ”Nå, er han så blevet
vågen? Kom så herind.” Forpustet og næsten
opløst i sved vaklede Christian ind i midten af volten med hesten ved tøjlen. ”Sid op!” kommanderede
berideren. Mors Christian arbejdede
som en rasende. ”Nå, bliver det snart til
noget?” ”Vovehalsen” tog et tag bagi for at hjælpe ham op, men han må nok
have fået fat i lidt mere end bukserne, for Mors Christian udstødte et vræl og
var nær røget helt over på den modsatte side. ”Han må nok hellere øve
sig lidt mere,” knurrede ”Vovehalsen” ubarmhjertigt. - ”Ti gange til højre og
venstre - sid af og op!” Jeg fik helt ondt af Mors
Christian, for inden han var færdig med sin stroppetur, var han så udaset, at
benene rystede under ham. Nogle af de, der havde
lettere ved det, var imidlertid så uforsigtige åbenlyst at more sig over ham. -
Det skulde de ikke have gjort, for i næste nu lød kommandoen: ”Sid af! - sid op!
- sid af! - sid op! - sid af! - sid op!”, alt imens hestene travede rundt på
volten. ”Skrrrrrrridt! - aldrig
har jeg set sådan en samling slappe dødbidere.” ”Vovehalsen” smed kappen og gik
hen til den nærmeste hest. ”Se så her. Er det noget
at snakke om?” Uden det tilsyneladende
voldte ham den mindste anstrengelse sprang han nu selv op og af til venstre og
højre nogle gange i både trav og galop. Det var en hel cirkusforestilling. - Han
afleverede hesten igen. ”Sådan skal I bære jer
ad. - Trrrrrav! - bedre knæslut, - fremadæltende sæde. - Schenklerne til hesten,
- løse knæ- og fodled. - Taktmæssig schenkel, - albuerne til kroppen, - blødt
håndled, - hænderne ned. Ja, sådan. Hvordan er det, han sidder og støder peber?
Og ham der, han ligner jo en klat smør på en varm kartoffel. - Bagud skift hest!
- skift hest! - galop! - skrrrrridt! - sid af! - sid op! -trrrrrav! - halv
parade! - hold afstand, ham bonden dèr! - parér! - klap hesten - et, - to,tre! -
sid af! enkeltkolonne til stalden!” Og med ”Vovehalsen” i
spidsen vaklede vi med skrævende ben tilbage til stalden efter vor første
ridetime. I otte dage kunde de
fleste af os dårligt nok kravle, så ømme blev vi. - Men selv om mange blev ”gennemredne”,
så var der ingen, der gik til lægen, så længe det overhovedet kunde undgås. -
For det første blev man ålet, og for det andet havde adskillelige allerede
stiftet bekendtskab med behandlingerne, der, hvis tilfældet ikke var meget
alvorligt, som regel forenkledes til fortrinsvis at omfatte jod og amerikansk
olie. Det første til udvendig og det sidste til indvendig brug. For øvrigt hævdede
Kommoden efter at have prøvet det, at amerikansk olie var et særdeles probat og
effektivt middel mod forkølelse. Når man først havde fået en ordentlig skefuld,
turde man nemlig simpelthen ikke hoste, påstod han. Efter en sådan tur i
ridehuset var det ikke udpræget morsomt at træde an til gymnastik næste
formiddag. For du glade verden, hvor blev vi tyret igennem. Og der var ikke
noget, der hed, at man ikke kunde. Nej, man skulde simpelthen. Men det er nu
også ganske utroligt, hvor et svirp af en smækker spanskrørs-ridepisk på en
strammet drejlsbuksebag kunde gøre en tung rekrut lettere bagi, når han skulde
springe over hesten eller plinten. Resultatet udeblev da
heller ikke, for efter et par måneders forløb var de fleste knap til at kende
igen. - Der var sandelig
kommet, hvad man kunde kalde ”flugt over feltet”. I forbindelse med
opsadling og ridning var der for resten en øvelse, der ikke var særlig populær,
nemlig ”hestemønstring”. Og her har jeg nu ”Vovehalsen” stærkt mistænkt for at
udvælge de mest kulrede af hestene netop til dette formål. At ”mønstre” en hest vil
sige at præsentere den både i stilstand og i de forskellige gangarter på rette
måde, hvilket senere kom til anvendelse under dyrlægeeftersyn, udstationering og
så de frygtede hesteparader, hvor det blandt andet blev efterset, om hestene var
tilfredsstillende striglet, renholdt og passet. Det var ikke så let
foruden alt det andet at holde to heste så rene, at der intetsteds var mindste
støv at finde, når den officer, der havde paraden, gned mod hårene med sine
hvide handsker. ”Sådan, sådan. - Få den
nu til at stå lige på alle fire. - Lidt bedre op med hovedet. - Sådan - venstre
om, -trav!” Men knap var Fessor
begyndt at trave hesten op langs ridebanen, før ”Vovehalsen” slog et mægtigt
knald med sin lange cambriere. - Hesten slog enden i vejret og tog et par ”langsader”,
så Fessor gik på næsen og slap tøjlerne, hvorpå den med et højt rejst hoved og
halen lige i vejret satte i galop op gennem kasernegaden. ”Er de splintrende gal,
mand? - Ved De ikke, at det er en dødssynd at slippe hesten? - Hvad pokker giver
De slip for?” Fessor rejste sig. Han
trak på det ene ben. ”Den sparkede ud efter
mig, hr. oversergent, og jeg kunde heller ikke holde den.” ”Sparkede den ud efter
Dem?” ”Vovehalsens” tonefald var nærmest medlidende, men gik i næste nu over i
et brøl: ”Hvad tror De, De har fat i tøjlerne for? - For at slippe, hva’?” - Ved
De måske ikke, at De hellere må lade Dem slå ihjel end slippe hesten? - En ny
mand koster kun et femøres brevkort. - Hvor tror De, man får en ny hest til den
pris, hvis den brækker benene, hva’? - Se at få fat på den i en fart, og så om
igen. - Og så slipper De ikke, om De så skal lade Dem slæbe kasernen rundt. Har
De forstået?”
Omsider oprandt den store
dag, da skolen var slut, og rekrutterne skulle fordeles til eskadronerne. Rekrutskolen stod på
gloende pæle, og selv blandt befalingsmændene var der en vis nervøsitet at
spore. - Selveste ryttergeneralen kom nemlig til stede for at overvære den
afsluttende opvisning, hvor det skulle vise sig, hvor meget rekrutterne havde
lært. ”Vovehalsen” kradsede sig
i overskægget og sendte Mors Christian et ærgerligt blik. ”Bare man kunne sende ham
kunstrytteren dér i biografen så længe - så vilde jeg godt selv betale
billetten,” brummede han. ”Han er jo i stand til at ødelægge hele tegningen. -
Sidder som en ildtang på en so.” Efter samråd med ”Staben”
(stabssergenten), lykkedes det ham imidlertid - til Mors Christians skuffelse, -
at få det ordnet således, at Mors Christian fik staldvagt den pågældende dag. På lignende måde blev
endnu et par stykker, som man skønnede ikke vilde pynte på opvisningen gemt væk. Efter opvisningen var vi
ikke så lidt stolte, da generalen udtalte sin særlige tilfredshed med 4.
korporalskabs præstationer. Samtidig med at
korporalskabet blev splittet ved fordelingen til eskadronerne, måtte vi tage
afsked med Fessor, som jo skulde på Kornetskolen, samt et par andre af
kammeraterne, som skulde på Korporalskolen. Fessor kom vi ikke til at
savne ret meget, for selv om han var en ganske flink fyr, så var og blev han et
skvat, som bedre havde passet som ”sygeslæver” ved sundhedstropperne eller på et
kontor ved forplejningskorpset. Og så skulde den svækling
endda uddannes til befalingsmand af reserven - ved Gardehusarregimentet? - Man
måtte sige som Shakespeares Hamlet: ”Der er flere ting mellem himmel og jord,
end du drømmer om i din filosofi, Horatio.” Til vor store glæde var
Mors Christian, Kommoden og jeg så heldige alle tre at blive forlagt til 4.
”Bunke”, som eskadronerne populært benævnedes mellem mandskabet. - Det var et
pudsigt træf, at vi, som havde været sidekammerater ved 4. korporalskab gennem
rekrutskolen, nu også alle kom til 4. eskadron, og ydermere på samme
belægningsstue. Med undtagelse af
”Mester”, som ritmesteren kaldtes, - der efter sin periode som chef for
rekrutskolen atter blev chef for 4. eskadron, - og ”Knuden” fik vi helt nye
befalingsmænd. Disse var ”Primus” -
premierløjtnanten, ”Staben” - stabssergenten, også kalde ”lokomotivet”,
”Jomfruen”, som var oversergent og berider, samt tre sergenter, hvoraf en var
skydelærer, en gymnastiklærer, og en fægtelærer, foruden to korporaler og to
underkorporaler. Stabssergenten havde
nærmest form som et æg, - absolut tykkest på midten, - Han var som regel iført
en regnfrakke, der oprindeligt havde været mørkegrå, men som nu var grøn ag
ælde, et par ridebenklæder, der var så snævre som et trikot, og et par støvler,
der lignede raflebægre, og som i utallige folder hang helt nede om anklerne.
Midt oppe på hans kuglerunde maskinklippede røde hoved sad en uniformskasket som
dem man brugte i 1864. Når han med skrævende,
korte skridt og den tykke mave stærkt fremskudt lydeligt pustende bevægede sig,
gik hans korte arme som et par stempelstænger, hvilket havde forskaffet ham
øgenavnet ”Lokomotivet.” ”Jomfruen” havde fået sit
tilnavn, fordi han altid tiltalte mandskabet i femininum. Hvis en husar for
eksempel kom for at aflevere en melding, plejede han at modtage ham med et: ”Hvad vil hun?” Skydelæreren hed aldrig
andet end ”Snuseren”, og gymnastiklæreren ”Skæg og Støvler”, til trods for, at
han var glatbarberet, mens fægtelæreren gik under navnet ”Splinten”. Selv om vi stadig havde
indtryk af, at en rekrut rangerede lige så langt under en ”gammel husar”, som en
sekondløjtnant under en generalmajor, viste alle befalingsmændene sig straks
langt flinkere imod os, efter vi var kommet til eskadronerne. - Ja, mange af de
underofficerer, som i begyndelsen skræmte os fra vid og sans og forekom os at
være nogle umenneskelige slavepiskere, afslørede sig efterhånden som nogle
brilliante kærnekarle. Egentlig en storartet
type, de fleste af dem. - Flotte karle, dygtige, hårdføre og flinke og
kammeratlige bag et strengt og brysk væsen. - Som regel var de også rene
akrobater og ikke bange for noget, - heller ikke for at give en rask husar en
håndsrækning eller hjælpe ham ud af en eller anden knibe, hvis han ellers havde
gjort sig fortjent dertil. Samtidig med at retræten
blev blæst klokken ti, blev også kaserneporten låst. - De, der havde nattegn,
hvad vi efter at være kommet til eskadronen også kunne opnå, skulde derfor melde
sig i vagten, når de kom hjem, for at vagtkommandøren kunde krydse dem af på den
liste, han havde modtaget over nattegn fra de respektive eskadronskontorer. Et nattegn ved husarerne
gjaldt kun til klokken tolv. Det varede derfor ikke længe, før de dristigste af
os, deriblandt selvfølgelig Kommoden, af og til benyttede os af det samme trick,
som det gamle mandskab, når det en enkelt gang skete, at man havde hårdt brug
for at være ude til efter nævnte tidspunkt. I sådanne tilfælde gik
det nemlig slet ikke an at søge om nattegn, idet man jo så skulde krydses af på
nattegnslisten i vagten, når man kom hjem. - I stedet for
”markerede” man sengen, hvilket utallige gange gik godt, og når man så ud på de
små timer vendte tilbage på kasernen, ”plankede” man den i stedet for at gøre
sin entre gennem porten. Ganske vist var det høje
plankeværk, der omgav hele kasernen, forsynet med pigtråd foroven, og det hændte
derfor også af og til, at der gik en trekant i bukserne. Selv om det i sig selv
kunne være ubehageligt nok, - navnlig hvad angik de ”indiskrete” spørgsmål, man
kunne blive stillet overfor, når man den følgende dag skulde have bukserne
ombyttet på munderingskammeret, - så var det dog langt værre, hvis man var så
uheldig at springe lige ned i armene på en eller anden overordnet, der havde
lugtet lunten, for så kunde udflugten godt ende i ”spjældet”. Men hvis det drejede sig
om en husar, der ellers var rask til sin tjeneste, kunde det også hænde, at
sagen blev afgjort på stedet med et par på kassen, hvad der selvfølgelig var
langt at foretrække, selv om sådan et par ”øretæver” ikke havde ret meget at
gøre med de valne lussinger, man erindrede fra skoletiden. Sådan var kommoden en nat
lidt for sent på den. Klokken kunde vel være hen ad halv tre, da ”Jomfruen”
efter en inspektion i stalden hørte skraben mod plankeværket udfor 1. eskadrons
mødding. - Trykket op mod
plankeværket så han kort efter et hoved forsigtig kigge op, og da alt
tilsyneladende var roligt, fulgte hele personen hurtigt efter, undgik behændigt
pigtråden, idet den svingede sig over og et øjeblik efter hang i armene, før den
med et blødt spring landede på jorden. ”Hvem er hun?” Kommoden blinkede mod den
stærke lommelygte. ”Nå, er det Dem, 86.”
Oversergenten slukkede lygten. ”Lad mig så høre, hvilke undskyldninger De denne
gang kan finde på. De plejer jo at være ret opfindsom i den henseende, selv om
De jo nok kan indse, at den med ”Langebro” og ”sporvognsstandsning” ikke kan
klare den denne gang.” ”Jævel, hr. oversergent.” ”Nå?” ”Jæ, der er ælså ingen
undskyldning, hr. oversergent. Je’ rajneje æl’så bære mæ’, a’ den gik.” ”Men det gjorde den æl’så
bære ikke. Hvor har De været?” ”Te’ føsseldæ’, hr.
oversergent.” ”Hm. - Hvad er det De har
under trøjen?” ”En flæske sokkerlæje,
hr. oversergent og så en pose wienerbrød te’ 88.” ”Hm. - - - Vil De
indmeldes, eller foretrækker De et par på gummerne?” ”Øretæverne, hr.
oversergent.” De faldt prompte om med
appel. ”Skrup så af 86. - Men
husk, at næste gang slipper De ikke så billigt. Kommoden rejste sig
fortumlet og gjorde honnør. ”Jævel, hr. oversergent.
- Og mænge tak.” Kommodens medfødte
slagfærdighed skaffede ham for øvrigt ikke så få ubehageligheder på halsen, ja,
ved en bestemt lejlighed endog et kortere ophold i ”spjældet”. Det skyldtes såmænd ikke
egentlig respektløshed, og med undtagelse af ”Lokomotivet”, som ikke kunde lide
ham, og altid var på nakken af ham, hvor han kunde, hvilken modvilje var
udpræget gensidig, - stod han da også på god fod med de fleste af
befalingsmændene. Der var ikke en ond blodsdråbe i ham, og som kammerat var han
i klasse A. Det skete således en af
de første dage i eskadronen, at Kommoden og jeg havde fået nattegn og var taget
en lille tur i Tivoli. - Vi havde dame på, dansede, kørte i rutsjebane og morede
os i det hele taget storartet. Vi var netop på vej ud,
da vi fik øje på en sekundløjtnant af fodfolket, som med sin pige under armen
kom gående imod os. Kommoden skubbede til mig
med albuen. ”Vi hilser ikke, du. Det er jo kuns en ”tudsetræder”.” Men næppe havde vi
passeret den næsten jævnaldrende løjtnant, før denne stansede os med et: ”Hov,
De dèr. - Skal De ikke hilse?” Kommoden drejede hovedet:
”Fra hvem?” Selvfølgelig var det
forkert. Når man nu engang er i trøjen, ja så er man i trøjen og må indordne sig
under reglementet, men hva’? Man finder jo på så mange kunster i den alder. Løjtnanten forlangte vore
numre, som han omhyggeligt efter først at have trukket højre handske af,
noterede i sin lommebog, hvilken formalitet Kommoden trøstede sig med, kun blev
iagttaget for at vise pigen sin magt og vælde. At vi ikke hørte mere til den
historie taler for, at han måske havde ret. For øvrigt tror jeg, at
det mest var, fordi Kommoden blinkede til pigen, som drejede hovedet og sendte
ham et smil, at løjtnanten overhovedet tog nogen notits af os. - Men hvorfor dog
fæstne sig ved det. Han burde dog have vidst
og bøjet sig for den kendsgerning, at rytteriet, før hesten blev ombyttet med
cyklen, i særlig grad havde det smukke køns bevågenhed. De lille episode, der
skaffede Kommoden sin spjældtur, skyldtes for resten mere den omstændighed, at
han var faldet i søvn på vagten end hans rapmundethed. Det var en nat, hvor
Kommoden havde portvagt. Klokken var henad tre, og
da det kun sjældent skete, at nogen kom gennem porten på den tid, havde han sat
sig til rette op mod muren i det lille åbne portrum foran vagtstuerne ved siden
af hovedporten. Men uheldet vilde, at
netop en af løjtnanterne kom sent hjem den nat. Han var på motorcykle, og da han
kom til porten, tudede han i hornet, og da ingen viste sig, tudede han nok
engang. Nå, vagten sov altså. -
Løjtnanten tog sin nøgle til sideporten frem og lukkede sig selv ind. Men da han
havde stillet motorcyklen op ad muren og vilde gå ind i vagtstuen, var han nær
faldet over Kommoden, som med benene strakt fra sig sov trygt. Løjtnanten skubbede til
ham med foden. ”Hov, De dèr!” En højlydt snorken var
svaret. - Løjtnanten ruskede i ham, og Kommoden slog øjnene op. ”Er De portvagt?” spurgte
løjtnanten. Kommoden kom søvndrukkent
på benene og gjorde honnør. ”Jævel, hr. løjtnant”. ”Hvorfor lukker De så
ikke op, når jeg tuder?” ”Jæ’ sov, hr. løjtnant,
og derfor hørte jeg det ikke.” Taget på fersk gerning,
var det jo håbløst at nægte. - ”Men hvordan er
løjtnanten så kommet ind?” Overrumplet af det
ligefremme spørgsmål svarede løjtnanten: ”Jeg lukkede mig selv ind.” Kommoden så næsten
bebrejdende op på ham. ”Så var der jo ingen
grund te’ at vække maj, hr. løjtnant.” Med interesse studerede
vi hver lørdag eftermiddag øvelseslisten for den kommende uge. Den var
betydeligt morsommere og mere afvekslende, end den havde været på skolen og
omfattede nu: Brug af lanse og
kårdehugning i fri ”kontra” med maske og plastrong, pistolskydning, hugning med
skarpslepne sabler til grene og figurer, alt sammen både til fods og til hest,
desuden skarpskydning på skydebanerne på Amager, teoretisk felttjeneste,
springning i springgården, remonteridning, øvelser i felten, terrænridning,
patroillie- og rekognoscerings- og meldetjeneste, regiments- og
eskadronekscercits, kantonnements og bivuakeringsøvelser, natøvelser,
hestesvømning og undervisning i hestens anatomi og behandling af dens mest
almindelige sygdomme og benskader. Dertil kom senere tre
uger i teltlejr i Jægerspris, fægtningsskydning i terrænet ved Frederiksværk, og
derefter de store efterårsmanøvrer. Under skarphugning til
hest var det pudsigt at se, hvorledes de ældre heste klogt lagde ørene fladt ned
mod nakken. Men samtidig viste et eller flere hak i ørerne på enkelte af dem,
hvad der havde lært dem at iagttage denne forsigtighedsregel. Det var i det hele taget
en rent ud forbløffende klogskab enkelte af disse ældre militærheste kunde lægge
for dagen, og netop ved 4. eskadron var der en sådan udspekuleret rad. Den hed
Figaro. En morgen da den blev
trukket ud af stalden, var den halt. - Stokhalt. - Skønt det var dyrlægen
umuligt at finde nogen årsag til haltheden, blev den selvfølgelig trukket ind
igen. - Det blev til en længere ferie for Figaro, for til trods for den
almindelige behandling med A. B.-vands-omslag, - en opløsning af allun og
blysukker, - skiftevis varme og kolde omslag, gnidning med kamferolie og meget
andet blev forsøgt, vedblev Figaro at være halt. Ganske vist var der ingen
ømhed at konstatere noget sted, og når den stod i sin bås, støttede den da også
udmærket på det syge ben, men så snart den blev trukket udenfor, haltede den. Imidlertid var den en dag
så uheldig at glemme, hvad det var for et ben, den plejede at halte på, og da
den fik rettet fejltagelsen, var det for sent. Dyrlægens mistanke var
blevet vakt, og inden længe kunde man med sikkerhed afsløre Figaro som ren og
skær simulant. Men skønt der herefter
ikke mere var nogen, der tog hinkeriet for gode varer, fortsatte den
ufortrødent, - ihukommende det tidligere gode resultat, - hver eneste morgen med
det samme nummer. Snart var det et forben og snart et bagben, den haltede på. Imidlertid fortog
haltheden sig, så snart den var blevet klar over, at der ikke blev taget nogen
hensyn til ”lidelsen”, og så var der i øvrigt ikke mere i vejen med den dag. Det
må åbenbart have været for besværligt at hinke rundt på tre ben hele dagen. - Men alligevel gentog
den samme forestilling sig igen næste morgen. - Håbet beskæmmer jo ingen, selvom
resultatet sjældent står i forhold til anstrengelserne.
Regimentet skulde på
efterårsmanøvrer og i kantonnement på egnen mellem Næstved, Ringsted og
Slagelse, hvor vi blandt andet skulle prøve kræfter med 4. Dragonregiment, som
dengang endnu eksisterede og havde garnison i Næstved. Mors Christian nærede et
lønligt håb om, at vi under manøvrerne også vilde blive indkvarteret i Tyvelse,
hvor hans fars gård lå, eller i nærmeste omegn. Det vilde vi andre,
specielt Kommoden og jeg, heller ikke være kede af, for når det regner på
præsten, drypper det jo som bekendt på degnen, og vore tænder løb allerede i
vand, efterhånden som Christian udmalede sin mors berømmelige kogekunst for os,
mens tågede drømmesyner, - hvori fede, saftige, stegte ænder, flæskestege med
sprød svær, øl og snaps spillede en fremtrædende rolle, - bølgede for vort indre
øje. Til deltagelse i
manøvrerne var der allerede nogen tid forud blevet indkaldt en del
befalingsmænd, hvoriblandt en noget ældre løjtnant, som skulde gøre tjeneste ved
4. ”bunke”. Han, som i det civile liv
var godsejer i Jylland, viste sig at være en omfangsrig herre med et robust og
buldrende væsen. For øvrigt syntes han at
betragte sin indkaldelse som en kærkommen ferie, og efter hans ansigtsfarve at
dømme så han heller ikke ud til at gå af vejen for de våde varer. Hans tørst viste sig da
også snart at stå i harmonisk forhold til hans kulør og omfang, for som Kommoden
sagde, var Mors Christian, - der havde fået tjansen som oppasser for løjtnanten,
- allerede efter få dages forløb ved at få hård hud i fingrene af at hente
bajere til ham, hvilket også foranledigede Kommoden til at komme med den
bemærkning om, at løjtnanten burde dekoreres med Bajerkorset, i betragtning af
alle de øller han plaskede i sig. Løjtnanten havde
installeret sig hos en ugift broder i Hellerup, og havde sin kone med. For som
han sagde: ”Når jeg skal have en måneds ferie, skal hyænen katten rive mig også
ha’ lov at more sig.” Selv viste han sig kun
sjældent i Hellerup. Allerede den første aften
skulde han ud at gøre byen usikker sammen med nogle af sine venner, i hvilken
anledning han kaldte Christian til sig: ”Hør, min ven, kan du
spole til Hellerup for mig og hente min livkjole. - Her har du til sporvognen og
en øl, hvis du skulde blive tørstig undervejs. Hvis der så kommer en nydelig
lille ung dame og lukker op, når du ringer på, så er det ikke hende, du skal
snakke med. Husk det. Men hvis det er en noget mere alderstegen dame med et blik
som en proptrækker, så er det hende, du skal ha’ fat i. Det er nemlig min kone.
Så be’r du hende være så sød at pakke min livkjole med tilbehør sammen til dig i
min gule kuffert, og hvis hun spø’r dig, hvor jeg skal hen, så siger du blot, at
det ved du ikke, men du har hørt noget om, at der skal være herreselskab hos
obersten. - Allez apport.” Efter en halv times
forløb kom der bud fra kasernevagten, om løjtnanten vilde komme til telefonen.
Det viste sig at være hans kone, der gerne vilde udbede sig en nærmere
forklaring, da der var kommet en husar med den besked, at han skulde hente
løjtnantens kjoleliv med tilbehør i en gul kuffert. Den historie kom Mors
Christian til at høre for mange gange, rent bortset fra, at løjtnanten modtog
med følgende salut: ”Du er jo født idiot, dit kvaj. Men det kan du vel ikke selv
gøre for.” I det hele taget havde
samme reserveløjtnant en noget ejendommelig måde at udtrykke sig på. Således
kaldte han en dag, da vi havde skydeteori, Kommoden frem foran geleddet for at
lade ham forklare, hvor meget han havde forstået af ”krudtgassens indvirkning på
projektilet.” Imidlertid fandt han ikke
Kommodens udredning fyldestgørende, hvorfor han illustrerede det for ham på
følgende måde: Hvis jeg nu gi’r dig en på siden af hovedet med denne her, hvad
sker der så?” Kommoden skævede
betænkeligt til løjtnantens højre hånd, der af størrelse og farve som en skinke
faretruende svævede over hans hoved. ”Nå, det ved du heller
ikke. Så skal jeg sige dig det. Så flyver du over på væggen der og fortoner dig
som en rød plamage. - Og hvad sker der så, hvis jeg gi’r dig en på kærnehuset
med den her?” Løjtnanten løftede
venstre hånd. ”Jæh, -så ryger jæ’ vel
over på den ænden væg.” ”Rigtigt, - rigtigt. Men
hvis jeg nu samtidig gi’r dig en på kassen med begge hænder, - hvad sker der
så?” ”Så bliver jæ’ ståendes,
hr. løjtnant.” ”Nej”, brølede løjtnanten
gemytligt. ”Så falder du om - og er død!” Desværre kom løjtnanten
slet ikke med i kantonnement. - Dagen før vi skulde rykke af, gled han med sin
motorcykel i det fedtede føre og pådrog sig en lettere hjernerystelse, og skønt
han protesterede på det kraftigste, forlangte lægen, at han skulde holde sengen
mindst otte dage, og siden holde sig i ro nogen tid. Dagen før regimentet
skulde drage i felten, herskede der travlhed overalt på kasernen. Det menige mandskab måtte
hver for sig sørge for at få deres kram i orden til feltmæssig udrykning næste
morgen. De, der havde tjans som
oppassere, skulde desuden sørge for officerernes oppakning og personlige
udrustning. Feltkøkkenet blev gjort
klar, beslagsmedens, dyrlægens og lægens kasser og grejer blev sammen med
officerernes kufferter læsset på trænvognene, reserveheste blev udtaget, og
enkelte af mandskabet - deriblandt Kommoden - fik tildelt en anden hest, som
skønnedes at være bedre egnet til de forestående krævende øvelser og lange
landevejsridt end deres faste tjenestehest. Kommoden, Mors Christian
og jeg var så heldigt stillede kun at have os selv at sørge for. Ganske vist havde Mors
Christian i en kortere periode været oppasser for premierløjtnanten, men efter
ved forskellige lejligheder at have gjort sig mindre eller navnlig mere umulig,
tabte denne til sidst tålmodigheden. Den episode, der slog
hovedet på sømmet, indtraf en søndag formiddag, da Primus skulde på ridetur i
Dyrehaven med en ung dame, som han på det tidspunkt tilsyneladende var meget
interesseret i. Han var kommet lidt vel
sent op og havde derfor travlt med at komme af sted, for at bemeldte unge dame
ikke skulde komme til at vente. Ordrerne haglede ned over
Mors Christian, som derfor af bar forvirring og tjenstiver kom til at tage fejl
af dåserne med blanksværte og kakkelovnssværte. I skyndingen bemærkede
Primus ikke noget, og først da den unge dame ude på Eremitagesletten holdt sin
hest an og leende spurgte, om husarofficerens støvler nu også skulde være af
sølv, blev han opmærksom på, at hans støvler skinnede som metal, når solen faldt
på dem. Samme dag fik Mors
Christian sin afsked på gråt papir. Det krævede ikke så lidt
øvelse at pakke og sadle feltmæssigt. For at oppakningen kunde
komme til at fylde mindst muligt, ligge fast uden at trykke hesten i ryggen
eller siden løsne sig under ridtet, kunde det kun gøres på en ganske bestemt og
reglementeret måde og i den foreskrevne rækkefølge. Forinden havde der været
hesteparade, hvor de heste, der ikke fandtes egnede for manøvrerne, var blevet
sorteret fra, og hvor dyrlæger og beridere i forening havde tilpasset
sadelbomme. Derfor havde mange fået nok at gøre med at skifte det komplicerede
ungarske sadeltøj over på de ny bomme, før de kunde gå i gang med den egentlige
oppakning. Efter at have proppet
kogegrejer, spisebestik, strigletøjer og meget andet i de rummelige sadeltasker
blev sadlen hængt op over spilbommen, hvorefter man meget omhyggeligt og fast
rullede sin kappe ude på staldgangen. Sammen med foderposen blev den derefter
spændt på tværs over forsvidslen og sadeltaskerne, mens fodersæk med to foder
havre blev snøret sammen og under mantelsækken, hvori der var undertøj, sokker,
lommetørklæder og lignende personligt udstyr blev spændt over bagsvidslen.
Ryttersabel på venstre og fodfolksspade på højre side af sadlen blev først
spændt på, når sadlen var lagt på hesten. En sådan fuldtpakket
sadel vejede godt til, og det gjaldt derfor om at være meget omhyggelig med, at
den kom til at ligge rigtigt, og at der ikke kom den mindste fold på det
sammenlagte dækken under den, da hesten i så fald uvægerligt i løbet af kort tid
vilde få trykninger i ryggen. Endvidere måtte begge gjorde strammes godt, da man
ellers kunde risikere, at hele molevitten drejede rundt, når man sad op, eller
efterhånden som hestens omfang svandt en lille smule, hvad det altid gjorde, når
man havde redet et stykke. Adskillelige af hestene
havde desuden den kedelige vane at puste sig op, når de blev gjordet, hvad der
selvfølgelig ikke gjorde sagen lettere. Efterhånden som man blev
færdig, vendte man sin hest om i spiltovet, og da alle var klar, trak man på
kommandoen ”ryk ud!” uden for stalden, hvor man sad op. På den ene af de to store
ridebaner blev alle fire eskadroner opmarcheret med front mod midten. I samme nu
regimentschefen red ind på pladsen vendte de fire eskadronchefer deres heste med
front mod deres respektive eskadroner. ”Eskadron - ret! - Giv
agt sabel - ud!” Solen lynede i et kort
glimt i de blanke klinger, og mens befalingsmænd og mandskab på snorlige
geledder ubevægelige som støtter holdt med skuldret sabel, galopperede
eskadroncheferne ind til midten, hilste med sablen og afleverede eskadronerne
til obersten, som dermed overtog den samlede ledelse. På hans kommando: ”Lad
røre!” - vendte ritmestrene sig atter mod deres afdelinger, og i
eskadrons-rækkefølge lød kommandoen: ”Eskadron - sabel - ind!”
- Et glimt - en raslen af stål - ”rør!” - og det taktfaste klap: et -to tre på
højre side af hestens hals genlød over pladsen. Efter en kort instruktion
til eskadroncheferne gav obersten ordre til afmarch, og med ham og hans adjudant
i spidsen rykkede regimentet af under hornsignaler og trompetfanfarer, idet
eskadronerne i rækkefølge med 1. eskadron forrest opløste sig fra midten i
toerkolonne.
Et stykke uden for byen
forplantede råbet: ”Der må ryges” sig fra spidsen gennem rækkerne fra eskadron
til eskadron. Jeg red ved siden af
Kommoden, der som tidligere bemærket var blevet tildelt en ny hest, en tidligere
væddeløber ved navn Arrow, og det mest modbydelige bæst ved hele regimentet. -
Foruden så mange andre irriterende egenskaber havde den idé, at den ikke
vilde skridte, men vedblev at trippe og slå med hovedet, hvad der virkede
overordentlig trættende for rytteren på de lange ture. Kommoden var eddikesur på
Lokomotivet, som havde sørget for, at han yderligere var blevet belemret med
håndhest. Hvad grunden egentlig
var, vidste Kommoden ikke selv, men lige fra den første dag havde stabssergenten
haft et horn i siden på ham, og som en naturlig følge deraf var Kommoden
efterhånden også begyndt at drille og ærgre ham til gengæld, hvor han kunne
komme af sted med det. Men skønt Kommoden ikke
var sådan at tage pippet fra, så havde Lokomotivet dog til syvende og sidst fået
fat i den tykke ende. ”Skal du ikke ryge?”
spurgte jeg. ”Jæ’ har ikke no’et og
ryge på”, vrissede Kommoden, som forgæves prøvede at få Arrow til at falde lidt
til ro. ”Her.” Jeg stak en
cigaret i munden på ham, da han jo havde begge hænder fuldt optaget, og gav ham
ild fra gløden af min cigaret. Det var en selvfølge, at
man delte med hinanden. Ja, selv om man kun havde
en cigaret tilbage, så brækkede man den over og gav sidemanden den halve. Og
Kommoden var en tip-top kammerat, som jeg gerne delte med. Når han, som jo havde sit
hjem i byen, havde været hjemme, eller havde været inviteret ud til et eller
andet fødselsdagsgilde eller lignende, havde han altid noget med hjem til mig.
Det skete jævnligt, når han kom hjem klokken 12 om natten, eller - hvis han
havde ”planket” den - endnu senere, at han vækkede mig med en flaske kold
chokolade eller en bajer og et par stykker wienerbrød. Vi var imidlertid ikke
kommet ret langt på den anden side Roskilde, da den episode, der befriede
Kommoden for håndhesten, indtraf. Skønt Lokomotivet fuldt
og fast troede, det var noget Kommoden havde lavet med vilje, så var det nu et
uheld eller rettere sagt et stykke gammelt indpakningspapir, der var skyld i
miseren. Der var lige blevet givet
signal til skridt, og enkelte af befalingsmændene var siddet af for at strække
benene lidt. Lokomotivet, som ikke
kunde fordrage at ride og hjemme på kasernen kun yderst modvilligt forlod sin
magelige stol på eskadronskontoret, - som han yderligere havde forsynet med en
blød broderet pude, - havde også afgivet sin hest og stolperede nu lydeligt
pustende af sted på sine korte ben et stykke foran os. Om end han heller ikke
var tilhænger af fodsport under nogen form, - når det gjaldt ham selv, så
foretrak han dog så afgjort at gå frem for at sidde overskrævs på en hest. For
bortset fra, at han langtfra var nogen helt på en hesteryg, så er det let
forståeligt, at hans vældige vom ikke har befundet sig godt ved de dermed
uundgåeligt forbundne rystelser, som for hans vedkommende forstærkedes ved, at
han kun så yderst sjældent kom til hest og derfor ikke mere kunde betegnes som
nogen rutineret rytter. Arrow trippede og dansede
sidelæns snart til den ene side og snart til den anden. Jeg kunde se, at
Kommoden allerede var ved at blive øm bagi, mens han stadig forgæves gjorde sig
de hæderligste anstrengelser for at formå dyret til at skridte. ”Du får nok hård hud i
enden, før vi når avten,” bemærkede Mors Christian smørret. Han red lige bagved
Kommoden. ”Hård huj! - Naj,
meloner. - To store fuldmojne meloner, det er hva’ jæ’ får. - Bære mæn endda
hæje kunnet slippe a’ mæ’ den dumme håndhest.” I det samme førte vinden
med en raslen et stort stykke hvidt indpakningspapir tværs over vejen og lige
hen under bugen på Arrow. Den gav et snøft af
rædsel og sprang en hel alen i vejret med alle fire ben. - Spændet i buggjorden
knækkede, den tungt pakkede sadel drejede rundt, og Kommoden havnede på sin i
forvejen så medtagne bagdel i græsrabatten. Han vedblev dog at holde
fast i tøjlerne, så længe han kunde, men da håndhesten trak til den ene side og
Arrow til den anden, måtte han til sidst slippe sidstnævnte, før nogen kunde nå
at komme ham til hjælp. Den satte øjeblikkelig i
strakt galop langs rabatten på samme side, hvor Lokomotivet vraltede af sted.
Ved lyden af hovslagene vendte han sig om, og da han fik øje på Arrow, som i
vild flugt styrede lige mod ham, mens den af glæde over sin frihed slog enden i
vejret den ene gang efter den anden, stillede han sig op med skrævende ben og
udbredte arme for at standse den. ”Prrrrrrrr! Prrrrrr!”
råbte han. - Men Arrow syntes hverken at høre eller se, for den holdt stødt sin
kurs, og Lokomotivet måtte i sidste øjeblik springe helt ud på grøftekanten for
ikke at blive rendt over ende. Men da Arrow
ondskabsfuldt langede ud netop som den for fuldt drøn strøg lige forbi ham,
tabte han balancen. Et øjeblik fægtede han
vildt i luften med armene for at genvinde ligevægten, før han gik bagover og med
et plask forsvandt i den ret dybe grøft, som på grund af de forudgående dages
regn var mere end halvt fuld af vand. Drivvåd og edderspændt
havde han næppe fået arbejdet sig op igen, før han fo’r i hovedet på Kommoden. ”De gjorde det med vilje!
Jeg så det godt! Kom ikke her med Deres løgnehistorier. -De’ de’ det var
meningen, at jeg skulde slås ihjel. - Tilstå det bare. Det var meningen.” Skønt Kommoden i faldet
havde slået sig eftertrykkeligt, afholdt dette ham dog ikke fra at nyde
situationen, hvilket lokkede et lille forsorent grin frem på hans næsvise
ansigt. Lokomotivet blev mørkerød
i hovedet. Han snappede efter vejret og så ud, som skulde han springe i luften i
næste øjeblik. ”Griner De af mig? - Nå,
så De griner af mig oven i købet!” Han snurrede rundt som en
top og satte i løb så hurtigt de små korte ben kunde bære hans tykke korpus. Allerede på lang afstand
begyndte han at råbe. ”Hr. ritmester! Hr.
ritmester! Han griner af mig. ”Mester” klemte monoklen
fastere i øjet. ”Hvem griner af Dem,
stabssergent? spurgte han med et næsten umærkeligt smil. ”Det gør 986, hr.
ritmester. Han prøvede at slå mig ihjel, - og nu griner han af mig.” ”Lad mig snakke med 86.” Da ritmesteren havde hørt
Kommodens fremstilling af sagen, støttet af de, der havde været vidner til
optrinet, vendte han sig atter mod den ophidsede stabssergent: ”Vil De sørge
for, at 86’s håndhest bliver fordelt til en anden mand, stabssergent. Arrow er
en vanskelig hest, og det er derfor meningsløst, at han også skal ride med en
håndhest. Det var en bedsk pille at
sluge for Staben. Men der var jo ikke andet for ham at gøre end at smække hånden
til huen og sige: ”Javel, hr. ritmester.” Kommoden fik for resten
megen ”fornøjelse” af Arrow under manøvrerne. En dag blev han og jeg
sendt af sted som stafetter. - Vi red gennem terrænet
og var netop på vej op ad et bakkedrag, da en dragonpatrouille pludseligt kom
til syne over bakkekammen fra den modsatte side. Den fik straks øje på os.
Sablerne fløj af skederne, og i susende galop gik det ned imod os. Overmagten var for stor.
Vi snurrede derfor omkring, og af sted gik den vilde jagt. Arrow, som jo var
fuldblod, fo’r af sted som en pil og lagde hurtigt større og større afstand
mellem sig og sine forfølgere, hvorimod jeg efter et par kilometers ridt over
stok og sten, grøfter og gærder blev indhentet og taget til fange. Jeg kunde ikke lade være
at tænke på, hvordan Kommodens vilde ridt mon vilde ende. For det var en kendt
sag, ar Arrow var ”durkløber”, hvilket vil sige, at den, når den kom i galop og
blev varm, ikke var til at holde. Den løb løbsk, og da den som alle durkløbere
var lidt skør i hovedet, styrtede den aldeles sanseløst af sted uden at reagere
for hverken det ene eller det andet. Da jeg langt om længe
selv nåede tilbage til eskadronen, fortalte kammeraterne mig, hvordan det var
gået Kommoden, idet tilfældet vilde, at hans ufrivillige stormridt fandt sin
afslutning netop der, hvor eskadronen havde gjort holdt. Pludselig havde de fået
øje på et mørkt punkt, som over markerne nærmede sig med rivende hast. Da det
kom så nær, at man kunde genkende Arrow, var man straks klar over, at den var
gal. Et par mand sprang frem for at standse den vilde ekvipage, men da Arrow med
jordklumperne flyvende fra hovene styrede lige løs på dem som en vædder, måtte
de i sidste øjeblik springe til side for at redde livet. De nåede lige at opfange
et glimt af Kommodens stivnede træk, da han med åbenstående mund og vidt
opspilede øjne i et vældig spring fløj over grøften og landevejen lige midt
gennem hele eskadronen og fortsatte over markerne på den anden side. - Dèr rejste sig et
vældigt tjørnehegn. Dèr måtte den sanseløse flugt vel standse. - Men nej! - I et
mægtigt spring forsøgte Arrow at forcere forhindringen med det resultat, at den
havnede midt i den, mens Kommoden i en stor bue fortsatte ud over hovedet på sin
ganger, for sprællende og forrevet at blive hængende højt oppe i det tornede
grenfilter. Jeg var som sagt blevet
taget til fange. Da jeg var blevet
grundigt visiteret for eventuelle skriftlige meldinger, hvorunden min mund
blandt andet blev spærret op og gennemrodet af en ikke helt ren pegefinger, blev
to mand sendt af sted med mig til fjendes hovedkvarter. De var dog ikke nået ret
langt med deres fangst, før en husarpatrouille på fem mand dukkede op. For at redde deres eget
skind måtte de to dragoner efterlade mig, og da de kort efter forfulgt af de fem
husarer var forsvundet i terrænet, befandt jeg mig alene i naturen. Jeg søgte at finde
tilbage til min eskadron, som imidlertid viste sig at være brudt op i
mellemtiden. Som jeg holdt der i tvivl
om, hvad jeg skulde foretage mig, kom en enlig officer ridende med sin
ordonnans. Det viste sig at være en ritmester fra dragonerne, der nu fungerede
som kampdommer. ”Hvad holder De her
efter?” spurgte han og holdt sin hest an. Jeg forklarede kort, hvad
der var passeret. ”Så må De hellere
foreløbig følge med mig.” Det viste sig at være en
mægtig tjans, for da vi lidt efter sad af, delte ritmesteren sin ikke kedelige
madpakke med mig. Og da han op af sadeltaskerne trak to øller, hvoraf han rakte
mig den ene og til slut bød mig en stor cigar, sendte jeg de Næstved Dragoner en
venlig tanke.
Øvelsen var sluttet ved
Alstedgården sidst på eftermiddagen, og eskadronen var ved at blive fordelt til
de respektive kvarterer for de kommende to dage. Hovedparten skulde ligge
i Alsted, mens en mindre del blev indkvarteret i Tyvelse et par kilometer
derfra, syd for Susåen. Som sidekammerater
plejede Mors Christian, Kommoden og jeg at få kvarter sammen, og det traf sig nu
så heldigt, at vi var blandt de få, der skulle ligge i Tyvelse. Ganske vist var vi ikke
så heldige at blive indkvarteret hos Mor Christians forældre, men da Christian
tog mod til sig og fortalte ”Mester”, at hans fars gård lå i Tyvelse, og han
derfor anmodede om at blive indkvarteret derhjemme, gav ”Mester” straks sin
tilladelse. Derimod lykkedes det ikke
Christian at få Kommoden og mig med. - Det var selvfølgelig ”Lokomotivet”, der
stak en kæp i hjulet for os. ”Det vil bringe alt for
megen forstyrrelse i indkvarteringsplanen, hr. ritmester,” indvendte han, idet
han med noget, der skulde ligne et smil, tilføjede: ”Ellers undte jeg dem det
såmænd gerne.” ”Hm. Ja, De har sikkert
ret, stabssergent,” nikkede ”Mester” og fortsatte henvendt til os: ”Men De har
jo lov at besøge Deres kammerat i aften, hvis tjenesten ellers tillader det.” Men det spydige blik
”Lokomotivet” sendte Kommoden, tydede ikke på, at ”tjenesten vilde tillade” os
at blive gjort bekendt med Mors Christians kødgryder, og da det ydermere viste
sig, at vi skulde i samme kvarter som ”Lokomotivet” og ”Knuden”, svandt vort
sidste håb. ”Tak, så ve’ jaj beskej.”
Kommoden sukkede. ”Den har hæn lævet godt. - Der bli’r ikke no’et mæ’ og forlæje
kvarteret, - det ka’ du godt øsrajne mæ’, min blomst.” Men var Kommoden og jeg
skuffede, så var Mors Christian det ikke mindre, og det ikke var lutter blide
tanker, han sendte ”Lokomotivets” brede selvtilfredse ryg, da vi lidt efter med
ham i spidsen red ud af Alsted mod Tyvelse, skulde også snart vise sig. Med besvær drejede
”Lokomotivet” hovedet. ”985, kom her hen. - Sig
mig engang, De er jo godt kendt her på egnen. Kan vi ikke komme en nærmere vej
til Tyvelse end helt rundt ad landevejen. Jeg mener, er der ikke et andet sted,
man kan komme over Susåen?” Det varede et øjeblik,
før Mors Christian svarede. ”Jov, hr. stabsskærsant.
Ded ka’ nok la’ sig gøre. Jeg ved et sted, hvor der ikke er ret dyvt. Dèr ka’ vi
savtens vade over.” ”Hm. Hvor dybt er der?”
spurgte ”Staben” forsigtigt. ”Å, der ka’ vel være
sådden omkring ved en alen vand.” ”Nå, nå. - Men bunden, -
er den nu fast og sikker?” ”Ok ja, ded er sandbund,
hr. stabsskærsant”. ”Ja, så. - Ja, det er
godt 85. Vil De så ride foran og vise vej.” Mors Christian førte os
nu ind over markerne, og på nogle få minutter var vi ved Susåen. ”Er De nu helt sikker på,
at det er her?” spurgte ”Staben” en smule betænkelig. ”Jeg synes, her ser ret
dybt ud.” Hvor dybt der var, kunde
man ikke se, da vandet var meget plumret og bunden derfor ikke var synlig nogen
steder. ”Jov, ded ska’ nok være
her,” svarede Mors Christian. ”Stabsskærsanten ka’ rolig ride ud.” ”Ja, ja. - Hm. - Men rid
De nu alligevel hellere først, 85.” ”Jov, hr. stabsskærsant,
men hoppen vil ikke gå ud alene. Hun ka’ ikke li’ vand. ”Det var nu rigtig nok,
det vidste vi alle sammen. ”Staben” så sig tilbage,
som vilde han kalde en anden mand frem, men betænkte sig. Det må åbenbart være
gået op for ham, at han i så fald vilde gøre sig til grin. Han bed tænderne sammen
og pustede kinderne ud. ”Kom så, kom så, hyp,
hyp, - kom så. Der er ikke noget at være bange for.” Disse overtalelser var
ganske overflødige, for den hest ”Staben” red, var bestemt ikke bange for noget.
Den var så rolig og sikker, som en gammel veltjent militærhest overhovedet kan
være og dertil from som et lam. ”Lokomotivet” og Mors
Christian sprang omtrent samtidig ud fra bredden med fire fem meters afstand.
Men mens vandet knap nåede Christians hest til bugen, forsvandt ”Stabens” hest
næsten helt under vandet. ”Staben” tabte balancen
og kom derved til at rykke i højre tøjle med hele sin vægt. - Det lydige dyr
reagerede straks ved at dreje omkring, men dens bevægelse hæmmedes af det dybe
vand. Den gled, - et mægtigt plask - et råb, der druknede i en gurglende boblen
- og ”Stabens” velkendte uniformskasket, der langsomt flød med strømmen, var det
eneste man så. Det varede dog kun et
øjeblik, før hesten med vandet sprøjtende til alle sider med et sæt kom på
benene og begyndte at arbejde sig op på bredden, og næsten samtidig kom
”Stabens” kuglerunde maskinklippede hoved til syne. Som han med sit grå
hængeskæg og vidt opspilede øjne prustende og spyttende dukkede op, lignede han
grangiveligt en sælhund. - Men vi skulde vel vogte os for at give udtryk for det
komiske i situationen, for samtidig med at forskrækkelsen tydeligt stod malet i
hans fyldige træk, var han blåviolet i hovedet af raseri. I samme øjeblik,
ekvipagen forsvandt i dybet, var ”Knuden” sprunget af hesten for at komme sin
overordnede til hjælp, og mens han nu halede i ”Staben” af alle kræfter for
atter at få ham op på det tørre, kunde vi se, hvor han måtte kæmpe for at bevare
alvoren. Hostende og spyttende så
”Lokomotivet” sig om efter den formastelige Mors Christian. Men denne var
uanfægtet fortsat over åen og holdt nu udenfor rækkevidde på den modsatte bred. ”Staben” fægtede vildt i
luften og truede ad ham, og mens en af mandskabet gjorde jagt på
uniformskasketten, fik synderen det glatte lag. ”Det var meningen, at jeg
skulde druknes, - nægt det ikke. - Det var meningen. - Men den sag skal blive
indberettet for obersten. - De skal komme for en krigsret. Og så skal det nok
vise sig, at det er et helt komplot.” Her sendte han Kommoden et bistert blik. Men Mors Christian
hævdede stædigt, at han ikke kunde gøre for det. Han havde på grund af, at
vandstanden efter den megen regn var noget højere end normalt, taget nogle få
meter fejl af vadestedet, hvilket også fremgik af, at han selv var kommet
helskindet over. Desuden var det jo stabssergenten selv, der vilde skyde genvej
og havde beordret ham til at vise vej. ”Lokomotivet” skulde ikke
have noget af at gentage forsøget, og da han dryppende af vand og mudder var
kommet til hest igen, fortsatte vi derfor tilbage mod landevejen og broen. Kommoden grinede. ”Der ga’ du ham vel nok
et ordentlig knald på brillen. - Du ka’ rajne mæ, a’ han er ond i sulet.” ”Jeg er da ligeglad,”
svarede Mors Christian. ”Jæ, du ka’ jo være
li’eglad, hvornår det er jul, - bære den ikke fælder i påsken. Hæn ka’ nemli’
ældri’ bevise, a’ du gore de’ mæ’ vilje.” ”Det var ikke med vilje,”
protesterede Mors Christian forsigtigt. ”Gu’ var de’ så,”
fastslog Kommoden. ”Du har min fulde ægtelse.” ”Ve’ du bære se her.
Ræktige senge mæ’ lægner og det hele. - Og en skål mæ’ ævler på bordet. Det er
vist et rækti kvarter, vi er kommet i. Hva’ mener du, Trandelev?” Kommoden følte
på sengene. ”Fermadræsser! - Er du rækti rund.” ”Ja, når vi blot ikke
havde haft ”Lokomotivet med. Han skal nok sørge for, at vi ikke får megen glæde
af opholdet.” Vi var ved at vake os i
det lille hyggelige karlekammer, som den trivelige og venlige gårdmandskone
havde anvist os. Det var kun sjældent, at
pladsforholdene eller gæstfriheden strakte sig til rigtige senge til det menige
mandskab. Men selv om man også kunde sove fortræffeligt på et høloft, så var det
nu alligevel en glædelig overraskelse. Gårdmandskonen bankede på
døren. ”Ja, så kan vi godt
spise, hvis I ellers er færdige.” ”Mange tak. Vi skal
straks være der.” Der var dækket til seks i
den fine stue, som så ud til kun at blive taget i brug, når der var gæster. Kommoden blev lidt
forlegen stående lige indenfor døren. Han skubbede mig i siden og hviskede: ”Tak
skæ-l du ha’. - Øl og snæps - og ændestaj.” ”Knuden” gned sig oprømt
i hænderne. ”Det må jeg sige, fru
Andersen. De forstår sandelig at gøre det festligt,” og med et smil til os
tilføjede han: ”Vi har rigtignok været heldige. Det er vist også noget, I kan
bruge, hva?” ”Lokomotivet” viste sig
bred og mægtig i døren. Han bukkede galant for fru Andersen. ”De undskylder nok, hvis
jeg har ladet vente lidt på mig, men-e rhm., jeg måtte skifte fra inderst til
yderst. - Rhm., et lille uheld da vi skulde forcere en Å.” I det samme blev han
opmærksom på Kommoden og mig, som stod op ad væggen ved siden af døren. Smilet forsvandt. Et
øjeblik stod han tvivlrådig, før han atter vendte sig mod fru Andersen. ”Hm. - Er det, - er det
meningen, at det menige mandskab skal spise med ved bordet?” Gårdmandskonen så
forbavset på ham. ”Ja. - Ja, det er da
rigtig nok. De skal da også have mad. - Og de må da også være sultne, tror jeg.” ”Ja, - ja, selvfølgelig,
skal de også have noget at spise, men-e, - ja, misforstå mig ikke, fru Andersen,
men-e - rhm. - ja, kort sagt, så ønsker jeg ikke at spise sammen med det menige
mandskab. - Ifølge reglementet kan jeg gøre krav på ikke at sidde til bords med
det menige mandskab. Den lille gårdmandskone
stod helt betuttet. ”Jeg vil da ikke håbe, at
jeg har gjort noget galt.” Hun så hen på os. ”Men
hvis….” Gårdejer Andersen rejste
sig tungt fra sofaen. ”La’ du mig ordne den,
mutter.” Han rømmede sig og vendte sig mod ”Staben”. ”Ja, se reglementet
kender vi jo ikke novet til. Men hvis som at stabsskærsanten ikke kan spise
sammen med de to onge mennesker dèr, så er der vel ikke andet for, end som at
stabsskærsanten får maden bragt op på sit kammers, når vi andre er færdige. - Andet og mere kan der
vel ikke være at sige om den ting.” ”Staben” pustede kinderne
ud og så over mod ”Knuden” for at søge støtte. Men sergenten stod med ryggen til
ivrigt optaget af at betragte et maleri af gården. - Det så us, som dirrede det
lidt i hans brede skuldre. Efter et længselsfuldt
blik henover det bugnende bord forsøgte ”Staben” et smil. ”Ja, ja. Det er jo heller
ikke sådan at forstå, at det absolut behøver at tages bogstaveligt. - I visse
tilfælde - rhm - som her på krigsfod, ha, ha, - og det ellers drejer sig om et
par velopdragne, soignerede unge mennesker, - kan man selvfølgelig gøre en
undtagelse. Skønt han flere gange,
mens vi spiste, skulede ondt til os, lod vi det ikke ødelægge vor appetit.
Gårdejeren skålede med os, og vi morede os storartet. - ”Knuden” afslørede sig
som en rigtig selskabsmand, og da nogle øller og snapser var gledet ned,
begyndte han at fortælle historier, og han gjorde det så grinagtigt, at navnlig
fru Andersen var ved at falde ned af stolen af latter. Den eneste der ikke
morede sig, var ”Lokomotivet”. Så snart han havde ladet fra Andersens veldækkede
bord vederfares retfærdighed, trak han sig tilbage med en bemærkning om, at han
havde en del skriverier, han skulde have fra hånden. ”Hæn ble’ vel nok sur i
betrækket,” hviskede Kommoden. ”Det var godt, hæn glej, så en ænden en også ka’
tillæje sig og rive en akvavittighed a’ sig.” Oven på maden fik vi en
kop kaffe med hjemmebagte småkager. Da vi havde drukket den, smed gårdejer
Andersen jakken og tog kortene frem. ”Hvad mener de herrer om
en lille seksogtres?” Lidt ud på aftenen rejste
gårdejeren sig og hentede en flaske rom fra hjørneskabet. ”Hvodden stiller de
herrer sig til en romtoddy?” Vi stillede os alle
yderst velvilligt, og fru Andersen gik derfor ud i køkkenet for at varme vand. Timerne gik. Kommoden
vandt et par kroner, og jeg tabte 35 øre. ”Hør, jeg tror I vil
soldater,” - ”Knuden” så op på bornholmeren, - ”klokken er snart et, og vi har
en lang dag for os igen i morgen.” ”Ja, hvad tid skal jeg
kalde?” spurgte fra Andersen henne fra krogen, hvor hun sad med sit håndarbejde. ”De behøver skam ikke
kalde på os, fru Andersen,” svarede ”Knuden”. ”Lad Dem endelig ikke forstyrre af
os. - Vi skal mødes på samlingsstedet i Alsted klokken halv otte. Men først skal
hestene vartes og kvarteret gøres rent, så vi skal allerede op ved halv seks
tiden.” ”Ok, så har jeg allerede
været oppe i en halv time,” lo fru Andersen. ”og ded med at gøre rent, skal
pigen og jeg nok ta’ vos af, mens i ordner hestene. Så ka’ I sove en halv time
mere. Så kalder jeg klokken seks.” ”Jah, mange tak. Det er
selvfølgelig fristende. Men er det nu ikke for megen ulejlighed?” ”Ikke ded ringeste. Ded
manglede da bare, at de unge mennesker selv skulde gøre rent.” ”Ja, så siger vi tak til”
sagde ”Knuden. ”Den halve times søvn kan i vist godt bruge, soldater, I ser mig
allerede noget klatøjet ud.” ”Ja, og hestene ska’ jeg
nok or’ne,” faldt gårdejer Andersen ind. ”Så ka’ ka’len stri’le dom.” ”Næ tak, næ tak,”
protesterede ”Knuden”. Det vil stabssergenten næppe synes om. Men De skal ha’
mange tak for Deres venlige tilbud. ”Nu ska’ det gøre godt at
fålidt fjer på maven,” gabede Kommoden, da han ovre på kammeret trak støvlerne
af. ”Jæ ska’ sove fem kvarter i timen.” ”Skal du ikke ha’ et
æble?” spurgte jeg. ”Et ævle! Er du tosset?
Det vilde da være synd a’ ø’elægge den dajli’e romsmæg.Jæ’ er også så stoppet a’
jæ’ ravner mæ’ et knæld, hvis som a’ jæ’ prøver a’ proppe mere nej.” Jeg vågnede ved, at det
bankede på døren. ”Ja, så er klokken seks,”
lød fru Andersens stemme udenfor. ”Tak, - og godmorgen,”
svarede jeg. ”Go’mor’en. Har i sovet
godt?” ”Storartet.” ”Ja, I var vist godt
trætte. Det li’ner heller ikke novet, at far holdt jer så længe oppe. - Nu ska’
jeg ordne kammeret, mens i er i stalden, så i ikke får vrøvl med stabsskærsanten.
Og så er der morgenkaffe, når I er færdi’e.” Jeg hørte fru Andersen
fjerne sig i sine træsko og tændte lyset. Klokken var et par minutter over seks. Kommoden sov trygt. Han
lå på ryggen med halvåben mund og trak vejret tungt. Der skulde åbenbart
betydeligt mere end fru Andersens spagfærdige banken til for at vække ham. ”Hov, du!” kaldte jeg. Kommoden rørte sig ikke. ”Ka’ du ikke høre, dir
snorketræ?” Ikke en lyd. ”Så står vi op!” råbte
jeg ind i øret på ham. Kommoden fløj op med et
sæt. ”Hva’, hva’? - Åh, er det
ikke andet end daj. - Hvoffor brøler du så’en ind i øret på mig? Hva’ er
klokken?” ”Så mange, at vi skal op.
Og det kan ikke ske for hurtigt, for fru Andersen skal gøre rent og rede senge,
før ”Lokomotivet” kommer på højkant. Han skal nok komme for at snue, kan du
tro.” Selvfølgelig var
”Lokomotivet” ikke mindre sur om morgenen end længere op ad dagen. Da vi rejste os fra
morgenkaffen for at gå ned i stalden og sadle op, fulgte han med. ”Lad mig se jeres
kammer,” sagde han, da vi var kommet ud i gården. Jeg blinkede til
Kommoden, da jeg lukkede døren op og så, at sengene var redt, vinduet lukket op,
gulvet fejet og askebægeret slået ud. ”Hm,” brummede ”Staben”
og så sig omkring. ”Det er I nok kommet let over. Gulvet er jo ikke engang
fejet, kan jeg se. Det skulde have været vasket, når I ikke så meget som gider
tørre jeres støvler af”. I det samme viste fru
Andersen sig i døren. Stabssergenten
gjorde honnør. ”Godmorgen, fru Andersen.
Ja jeg må bede Dem undskylde, som her ser ud,
men….” ”Nej,” bed fru Andersen
ham af. ”Ded er vist mig, der må ondskylde, hvis stabsskærsanten ikke er
tilfreds med rengøringen. Ded er nemlig mig sæl’, der har gjort rent.” Blodet for ”Staben” i
kinderne. ”Ja, men fru Andersen…..,” begyndte han stammende, - ”jeg - forstår
ikke, - jeg mener……” ”Og jeg mener, at nu har
jeg gjort rent her på gården i snart tredive år, så ded forstår jeg mig vist
lige så meget på som stabsskærsanten. - Og så er der ellers kaffe med hjemmebagt
hvedekage til stabsskærsanten inge i stuen.” Under øvelserne dagen
igennem så vi ikke meget til ”Staben”, og da vi hen under aften kom tilbage i
kvarteret, viste han sig langt mere elskværdig end sædvanlig. Ved bordet var han helt
underholdende og prøvede endog at fortælle en historie, som vi alle
pligtskyldigst gjorde vort bedste for at finde morsom og le ad. I modsætning til den
foregående aften trak han sig først tilbage, da klokken var blevet henad elleve. Da vi andre lidt efter
også gik til ro, bemærkede fru Andersen, at stabssergenten vist egentlig var en
flink og rar mand, blot man lærte ham nærmere at kende, og hverken Kommoden
eller jeg fandt nogen anledning til at rive hende ud af hendes vildfarelse.
For selv om vi netop
mente at have lært ham nærmere at kende, så havde vi i aften set ham fra en
side, som vi i hvert fald ikke havde kendt før.
Før vi ved syvtiden næste
morgen tog afsked med de flinke gårdmandsfolk, havde fru Andersen stukket en
solid madpakke, en gammel Carlsberg og en lille flaske med snaps i vore
sadeltasker. Det kan nok være, vi
smavsede, da eskadronen holdt hvil klokken 12: kold andesteg, et par ditto
ribben, hjemmelavet rullepølse og andre gode sager. Kommoden, som tidligere
aldrig havde lagt skjul på sin foragt for landbefolkningen, havde fuldstændig
ændret anskuelse efter sit ophold i Tyvelse. Han sad nu og gnavede på et andelår
med fedtet glinsende over hele hovedet. ”Hvis det smager lige så
godt, som det lyder, så må det smage godt,” bemærkede jeg. ”Himmelsk! - Rent uj sagt
himmelsk! - Jæ’ ka’ næsten høre englene sønge, ve’ jæ’ si’e daj. - Ve’ du for
resten, hva’ jæ’ kommer til og tænke på? - Når som a man mø-jer sådden et rækti’
høved, så er den jo fakta helt ved sijen a’, når som a’ mæn kalder ham en
møjbonde. - For der er jo fakta ingen, som a’ der flinkere end som bønderne. De
er helt rækti’e. Den er da tyjeli’ nok. Helt rækti’e. Bøffen over bønderne,
si’er jæ’ al’så. Tror du måske, a’ der var no’en inge omkring Køvenhævn, som a’
der ha’je pakket sådden op for kræset som den lille tykke neje i Tyvelse? - Naj,
min blomst, det ka’ du roli’ rajne mæ’, a’ der ikke var.” Om eftermiddagen blev
Kommoden, Mors Christian, to mand til og jeg med sergent Larsen som fører sendt
ud på en rekognosceringspatrulje. Vi var siddet af bag en
tjørnehæk langs en sidevej, for at hestene kunde få et lille velfortjent hvil. Solen skinnede, og der
var derfor helt varmt i læ af hækken, hvor vi sad, medens vi røg en cigaret og
lod hestene pille lidt græs. Et stykke fra os lå en
rekylafdeling af infanteriet. I det fjerne hørte vi nok
lidt skyderi, men ellers var alt roligt i nærmeste omegn. Ved den svage rumlen af
et køretøj, der nærmede sig, stak Kommoden sit krøllede hoved op over hækken:
”Av, - der ska’ I ellers se et flåt køretøj!” Kommoden havde ret, det
var virkelig en særdeles fiks lille ekvipage, der kom kørende hen imod os: en
dockart forspændt med to lette røde heste, og på bukken sad den sødeste unge
pige, man kunde se for sine øjne. Da køretøjet var midt
imellem os og rekylafdelingen, dukkede en fjendtlig afdeling frem. -
Rekylafdelingen affyrede en salve, som ”fjenden” straks besvarede. - hestene
blev sky og satte i galop. - Den unge pige gjorde, hvad hun kunde, for at holde
dem an og berolige dem, men kræfterne slog ikke til. - Tømmerne gled mellem
fingrene på hende og farten blev stærkere og stærkere. Da vognen var lige ud for
os, havde hestene helt taget magten. Et par stykker af os sprang over hækken for
at komme til hjælp - men for sent. Men ”Knuden” reddede
situationen. I et nu var han i sadlen
og satte i et vældig spring over tjørnehækken. Kommodens mund stod åben:
”Tak, skæ’l I ha’. - Der er vel nok drøn i kaleschen. - Den klarer han ældri’!” Men ”Knuden” klarede den
- selvfølgelig. - På sit veltrænede ædle dyr indhentede han hurtigt det løbske
køretøj. - Men det var heller ikke for tidligt, for nogle hundrede meter længere
fremme gik hovedvejen på tværs. Han galopperede op på
venstre side af vognen og tvang sin hest tæt op mod de forskræmte dyr, som den
unge pige for længst havde mistet ethvert herredømme over, og som nu styrtede
vildt af sted med den spinkle vogn slingrende efter sig med fare for hvert
øjeblik at vælte eller støde mod et træ. Vi så ham slippe
bøjlerne, læne sig over og gribe fat i seletøjet, og i næste nu sad han på
ryggen af den nærmer kørehest. - Hurtigt samlede han tømmerne, og allerede før
vognen nåede hovedlandevejen, havde han fået magt over dyrene. Da den unge pige var
kommet sig ovenpå forskrækkelsen, takkede hun mange gange for hans modige og
resolutte hjælp. Men ”Knuden” mente ikke,
det var noget at snakke om. ”Hvis De ellers vil lyde
mit råd, lille frøken, så skal DE ikke fortælle noget om den historie, når De
kommer hjem. Ellers får De nok ikke lov til at køre ud alene en anden gang.” Samme eftermiddag blev
Kommoden og jeg sendt nogle kilometer østpå med en melding. - Da den var vel
afleveret, og vi var på vej hjem, bemærkede Kommoden pludseligt: ”Ve’ du hva’,
Trandelev, nu ku’ jæ’ godt drikke en kop kæffe.” ”Det kunde jeg skam også,
men hvordan skulle det gå til?” ”Bære la’ maj. - Den
ordner fær her.” Ved den første bondegård
vi kom forbi, stod der en ung pige ude i haven i færd med at hænge vasketøj op. Kommoden holdt hesten an
og vinkede: ”Dæ’, søster. - Vi har
nok travlt hva’?” Pigen smilede: ”Ja, der
skal jo nogen til det værste.” ”Helt rikti’, Tullemor. -
Men hør engang. Vi er smajjer tørsti’e, kæmmeraten og så mig. - Mon vi ku’ få et
glæs vand, hvis som a’ vi baj pænt om det?” ”Vand? - Jo, det kan I da
rigtignok godt. - Men vil I da ikke hellere ha’ en kop kaffe eller en øl?” Kommoden blinkede
triumferende til mig. ”Jo, tak, der si’er vi
s’fø’li’ ikke naj til. - Man ska’ jo æltij være lidt forsigtig mæ’ og drikke
vand. - Jernhelbrejet ku’ gerne ruste, ha, ha, - eller man ku’ få vænd i
knæerne, ikke? Sådden kendte jæ’ en, der fik vand i knæerne, og han drak ellers
ældri’ vænd - der var blot løvet lidt ned, da hæn børsteje tænder, ha, - ha, -
ha!” Pigen lo med. ”Ja, men så
går det da vist ikke an, at I drikker vand. - Men hvad vil I ha’? Øl eller
kaffe?” ”Jæh, tak, - vi ka’ jo’
drikke øllen, mens De laver kaffen, - ha, ha, ha!” Kommoden blev ikke så
lidt flov over sin frejdighed, da den unge pige lidt efter viste sig at være
datteren på gården. Men inden længe stod hestene i stalden, og vi sad i stuen
ved en kop dampende varm kaffe og nogle store skiver hjemmebagt franskbrød med
tykt smør. - Vi befandt os så godt, at vi rent glemte tiden, og da vi omsider
brød op, var det så småt begyndt at mørkne. Kommoden fløjtede
betydningsfuldt. ”Er du rækti’ rund. Nu
bli’r der vel nok skæg og ballæje, når vi kommer hjem. Må vi bære se at få lidt
fart på, lille Lotte.” ”Ja, hvordan mon vi
klarer den? Lokomotivet får da nok en prop.” ”Bære la’ maj. - Den
klærer fær her. - Vi gi’r dem en serenaje mæ’ a’ vi ble’ afskåret a’ en
fjendtlig størke, og så rej vi forkert og ku ikke finde tilbæge.”
Der blev noget at gøre
med at bringe mundering, våben, sadeltøj og heste i orden, da vi igen kom hjem
på kasernen efter manøvrerne. For selv om vi naturligvis havde både striglet og
pudset i kvartererne, så var alt alligevel svært medtaget af den ofte ublide
medfart, det havde været ude for i ”felten”. Kort tid efter blev det
gamle mandskab hjemsendt. Vinterskolen med ridning,
ridning, våbenbrug, teoretisk felttjeneste, gymnastik og atter ridning skulde
tage sin begyndelse for vort vedkommende, og først når de nye rekrutter kom til
april, kunde vi for alvor føle os som ”gamle husarer”. Efter at ritmestrene
havde taget afsked med det gamle mandskab fra deres respektive eskadroner, og
soldaterbøger og forholdsattester var blevet udleveret, trådte årgangen omklædt
i civilt tøj an på pladsen foran gymnastikbygningen, hvor regimentschefen holdt
en tale til dem, før de trådte af for sidste gang. Det var slet ikke til at
forstå, at alle disse mennesker med lange benklæder, nogle i overtøj, andre
uden, nogle med sixpence, andre med stiv sort hat var de samme, som vi havde
gået og set på i et halvt år og gjort tjeneste sammen med i de sidste tre
måneder. – For hvor havde den civile påklædning dog forandret dem. Og hvad vi endnu mindre
kunde forstå var, at de kunde stå der så rolige og tilsyneladende uanfægtede af,
at de nu skulde hjemsendes. Ja, de kunde vel nok
sagtens. Nu havde de deres på det tørre. – Når de om lidt var gået gennem den
forhadte kaserneport, kunde de tænde deres pibe, - ved Gardehusarregimentet var
det forbudt at ryge pibe udenfor kasernen, - gå hvorhen de vilde og komme hjem,
når det passede dem. Det var et helt år igen,
før det blev vores tur. Det syntes en evighed at
se frem til. Siden, når man tænkte
tilbage forstod man slet ikke, hvor det år var blevet af. Det er vist kun få, der
ikke med glæde mindes deres soldatertid. – I hvert fald har jeg aldrig været så
uheldig at træffe nogen, der for nogen pris vilde have undværet den. Hvis en og anden læser,
som måske ikke selv har været så heldig at have været soldat, af og til har fået
lidt ondt af Mors Christian eller fundet, at rekrutskolen dengang var lige hård
nok, må man huske, at tingene for det meste tager sig værre ud på papiret, end
når man er midt i begivenhederne. Vi var jo alle i samme
båd, og i den alder kan man stå for meget og ryste ubehagelighederne af sig, som
en hund ryster vandet af pelsen. Desuden blev ingen, der ikke fysisk set kunde
placeres i klasse A, udtaget til rytteriet. Det gode kammeratskab og
den raske afvekslende og individuelle tjeneste ved eskadronerne opvejede til
fulde, hvad vi havde måttet døje på rekrutskolen. Og hvis man – for at
blive ved Mors Christian – havde set, hvordan en forkælet, klodset og tungnem
bondeknold gennem tjenesten kunde udvikle sig til en rask og vågen husar, der
endog fik tilkendt både skyttemærket og patruljeryttermærket og ydermere gjorde
sig fortjent til ved sin hjemsendelse at blive udnævnt til underkorporal, - så
han kunde se frem til ved eventuelle hjemkaldelser at fæstne den lille
”natlampevæge” over sine ærmeopslag, - vilde man næppe finde på at ynke ham. Efterhånden som tiden for
vor hjemsendelse nærmede sig, forstod jeg bedre, hvorfor den gamle årgang havde
kunnet tage det så behersket. Måske har mange af dem dengang følt det samme som
jeg. Jo nærmere dagen kom,
hvor man skulde sige farvel til det hele, des mere svandt længselen efter
”friheden.” Da først ”Mester” og
derefter alle eskadronens befalingsmænd trykkede vor hånd til farvel, forstod
man slet ikke, at det var de samme mennesker, man mange gange havde ønsket sad
på Bloksbjerg. – Alt det ubehagelige var glemt. – Det var, som om det var ældre
kammerater, ja i nogle tilfælde endog venner, man skulde tage afsked med. En for en listede vi os
alene ned i stalden, og jeg vil være et asen, om ikke en og anden af de ellers
så hårdhudede husarer har følt noget kildre ned langs næsen, da han for sidste
gang stod med sin trofaste kammerats bløde mule mod sin kind.
Kapitel 1.
Kapitel 2.
Kapitel 3.
Kapitel 4.
Kapitel 5.
Kapitel 6.
Kapitel 7.
Kapitel 8.
Kapitel 9.
Kapitel 10.
Kapitel 11.
Kapitel 12.
Kapitel 13.