HOD og den ny verdensorden


Officeren nr. 1">

HOD og den ny verdensorden


Officeren nr. 1, Hovedorganisationen for Officerer i Danmark 1999

 

Lederen i Officeren nr. 11 1998 udtrykker en drejning af HOD fra at være en upolitisk interesseorganisation til at være interessent i debatten vedrørende en ny verdensorden. Denne drejning er i bedste fald et forsøg på argumentere for en uændret sammensætning af forsvaret til gavn for løsningen af forsvarets opgaver, herunder deltagelsen i internationale opgaver, - i værste fald et unuanceret indlæg i debatten vedrørende "en ny verdensorden".

Er lederen udtryk for det første, ville det klæde foreningen at holde sig til en vurdering af mulighederne for at løse internationale opgaver indenfor såvel nuværende som evt. kommende mindre rammer, fremfor blot, med slet skjult ironi, at glæde sig over, at Hr. Holger K. Nielsen, jf. lederen, tilsyneladende "kom galt afsted" og støttede argumenterne vedrørende militær magt, som et nødvendigt middel bag politiske forhandlinger i forbindelse med løsning af konflikter i Europa.

I fortsættelse af dette kommer HOD selv galt afsted ved først at konstatere, at "...SF jo på ingen måde er toneangivende (inden for) udenrigs- og sikkerhedspolitik..." for derefter at slå fast, at Hr. Holger K. Nielsens udtalelser kan give "...radikal pacifisme vind i sejlene". En modsætning i egen argumentation, som efterfølgende anvendes til endnu engang at skælde ud på Radikal forsvarspolitik, eller rettere, endnu engang giver lederskribenten mulighed for at nævne "en vis hr. Estrup", som lederen kalder den radikale forsvarsordfører.

Som upolitisk organisation for officererne i forsvaret burde lederskribenten holde sig for god til at glæde sig over de "små sejre" og i stedet holde sig målet for øje og argumentere for et troværdigt forsvar - som officererne ser det. Er SF ikke toneangivende, så er det vel ikke i den grad nødvendigt at tage stilling til SF's holdning fremfor regeringens. At Hr. Jørgen Estrup endvidere går ind for besparelser i forsvaret, er ikke nogen hemmelighed, hvorfor det nok turde være mere relevant at imødegå hans argumenter med bedre argumenter frem for ensidigt at tæske løs på den gamle hvad- kan-det-nytte-politik, som vel egentlig ikke er radikal mere. I hvert tilfælde ikke mere end, at Hr. Jørgen Estrup, senest under et møde på Søværnets Officersskole den 2. december 1998, understregede nødvendigheden af en fastere integration af dansk forsvar i NATO. At dette så skal ske gennem en fordeling af opgaverne, sådan at dansk forsvar ikke mere kan opfattes som suverænt i traditionel forstand, er en anden sag. En sag som kun få officerer deler.

Vil HOD og dermed officererne have politikerne i tale, er det nødvendigt at nuancere synspunkterne og imødegå politiske synspunkter med saglige og respektfulde argumenter. Rollen som politiker er forskellig fra rollen som embedsmand, og det er derfor et nødvendigt udgangspunkt for enhver dialog, at officererne viser, at de forstår og accepterer politikernes opgave, og dermed holder sig til at være "sagligt betænkelige" overfor eksempelvis nedskæringer. Lykkes dette ikke, bekræfter det netop fordommene om officererne som repræsentanter for vildmændene i det danske våbenskjold.

Skulle lederen være udtryk for HOD's syn på den nye verdensorden, står det til gengæld endnu værre til. Lederen udtrykker bekymring over, "at europæerne bliver ved med at læne sig op ad stormagterne...", i stedet for at gå mere "helhjertet" ind for en større europæisk indsats for fred i Europa. Om end det i teorien er muligt at udelukke USA som partner i europæisk sikkerhed (men nok ikke i praksis), så skal det slås fast, at Rusland, hvad enten lederskribenten kan lide det eller ej, fortsat er en regional stormagt i Europa, hvorfor denne "stormagt" da også altid vil være en nødvendig brik i europæisk sikkerhed - ikke mindst når det gælder forholdene i Central- og Østeuropa.

Lederen fortsætter med udsagnet om, at "...politikere søger magten for magtens sødmes skyld", idet lederskribenten forhåbentlig mener diktatorer og ikke politikere, og konstaterer, at "politisk holdbare løsninger (...) kun skabes (gennem) militært pres". Dette har vist sig delvis at være en mulighed, men at tro på, at man samtidigt kan opbygge "nye kulturelle holdninger, afsvække (...) hadet og opbygge infrastrukturer" er en illusion. Måske ikke i én konflikt, men hver gang, og i en målestok, hvor et militært magtapparat skal holde en hel nation i skak, medens nye kulturelle holdninger skabes, er ikke realistisk. Så hellere politiske forhandlinger, som lederen da også angiver som værende et middel. Det er bare ærgerligt, at NATO nævnes som en mulighed - det er nok snarere FN (OSCE) og EU, der er relevante. Det skulle gerne stå klart, at ikke mindst officererne i Danmark er klar over, at politiske løsninger på uro i Europa skabes af ovennævnte sikkerhedsregimer, og at NATO i den forstand "blot" er et militært aktiv - i hvert tilfælde indtil politikerne har bestemt noget andet.

Jeg er enig i, at dansk forsvar efterhånden er et minimumsforsvar, og at et fortsat engagement, såvel nationalt som internationalt, formentlig kræver en fastholdelse, for ikke at sige en forhøjelse, af de nuværende budgetter. Jeg er til gengæld ikke enig i, hverken HOD's prioritering af hvor vægten i argumentationen skal lægges eller i HOD's ny verdensorden - HOD skal være mere nuanceret end blot militær, militær og atter militær.

   

 '