Konfrontation: Nødhjælp som krigens forlængede arm
Politiken 19. december 2004, 4. sektion, side 9
  
Konfrontation. De humanitære organisationer kan ikke tillade sig at prioritere anderledes end politikerne, mener major Nicolas Veicherts, DIIS. Men generalsekretær Jørgen Poulsen, Dansk Røde Kors, står fast på, at nødhjælp skal forblive neutral og behovsstyret.
 
Af Tea Sletved
 
Jørgen Poulsen: Vi er ikke militærets formildende gode

 

Hvorfor mener du ikke, at humanitære organisationer skal samarbejde med militæret - hvis resultatet er en mere holdbar fredssituation?

»Vi kan ikke underlægge os en militær kommando, vi skal have vores uafhængighed. Vi må aldrig glemme, at vi som nødhjælpsfolk skal prioritere dem, som er i størst nød, og ikke efter militære behov. Nødhjælp skal gives neutralt, og vi skal have alles tillid for at kunne hjælpe alle. Vi kan ikke både være bajonetter og uddele nødhjælp. Jeg har stor forståelse for, at militæret har brug for at gøre noget for lokalbefolkningen i et område, hvor de skal sikre fred. I tidligere krige havde soldaterne slik med til børnene og cigaretter til de voksne, for at sikre befolkningens tillid. Nu om dage har man også ingeniører med, som kan opretholde elektricitetsforsyningen og kloaksystemerne. Men vi kan aldrig blive en del af en militær invasion«.

Man ser i højere grad, at bistandsmidler følger den militære indsats - er I ikke nødt til at følge med for at få del i pengene?

»Det er en meget forretningsmæssig betragtning, og vi vil hellere miste den forretning, end vi vil miste vores berettigelse. Den mister vi, hvis vi går ind i et så tæt samarbejde med militæret. Vi skal jo også være der i overmorgen, når soldaterne er taget hjem. Men jeg er ikke så bekymret for, at vi skal blive skubbet af banen, for der er altid brug for en neutral mellempart som os. Vi kan heller ikke undvære FN, men det vil altid være dirigeret af et politisk mandat fra Sikkerhedsrådet. Røde Kors er bygget op til at udfylde rollen som neutral part - hvilket alle lande har skrevet under på«.

Men uden penge kan I vel ikke udføre jeres nødhjælpsarbejde?

»Sådan er vilkårene, hvis vi vil udføre nødhjælpsarbejdet på vores præmisser. Hvis vilkårene bliver samarbejde til gengæld for afhængighed, så har vi ingen berettigelse. Så kan vi lige så godt forsvinde. For hvis nødhjælpsorganisationerne foretager det tætte parløb med militæret, så vil de blive opfattet som en part i konflikten og miste muligheden for at gøre en indsats. Når man snakker om humanitær indsats koblet med den militære indsats, så er nødhjælpen først og fremmest medtænkt for at løse den militære del, og vi vil ikke bare være et formildende gode til befolkningen som del af en militær intervention«.

Hvad kommer det til at betyde for nødhjælpens karakter, hvis flere og flere nødhjælpsopgaver går til private firmaer?

»Så mister vi muligheden for at hjælpe alle. Det gør mig bekymret, når militæret på den måde fremtræder som både militær og hjælpeorganisation og dermed forplumrer den rolle, som Røde Kors og andre organisationer har, så folk får den opfattelse, at militær og nødhjælp hører sammen«.

Læger uden grænser har været nødt til at trække sig ud af Afghanistan - kan det ikke af sikkerhedsmæssige årsager være nødvendigt at samarbejde med militæret?

»Nej, tværtimod, det skal gå den anden vej. Det kræver mere uafhængighed og mere neutralitet fra nødhjælpsorganisationernes side, hvis vi i fremtiden vil kunne hjælpe nødlidende mennesker. Normalt har vi arbejdet med alle - både Saddam Hussein og Bush, og i Afghanistan kendte vi alle krigsherrerne. På den måde har Røde Kors været en skudsikker vest. Men så kommer der situationer, som vi har set det i Irak, hvor man har en dagsorden med angreb på FN og endnu værre Røde Kors, som er blevet opfattet som en del af den vestlige alliance. Men vi arbejder meget på at løse det problem«.
Hvordan kan I helt konkret sikre, at I ikke opfattes som part i konflikten?

»Ved at arbejde efter ofrenes behov og ikke militærets. Vi snakker nu med både madrasserne i Quetta, mullaherne i Irak og amerikanerne. Vi må genopbygge tilliden ,og det gør vi kun ved at vise, at vi er den neutrale part, blandt andet ved at gå ind i Abu Ghraib-fængslet og råbe op, når nogen overtræder krigens regler«.
Men hvad så, hvis dem, som I prøver at hjælpe, ikke opfatter jer som neutrale?

»Så har vi et problem. Det er ikke nok, at vores handlinger er neutrale. Vi skal opfattes af alle som neutrale. Det er en gang imellem et problem - det har det været i Irak, fordi der har været en vestlig angribende part, men det gælder også andre konflikter, hvor lande i Vesten har været indblandet. Derfor skal rollerne mellem den militære og den humanitære mission gøres endnu skarpere. Og ikke det modsatte. Det er bekymrende, at man helt konsekvent har humanitære organisationer knyttet til militæret i Afghanistan, det er direkte farligt for nødhjælpsorganisationerne. Det forplumrer rollerne«.

 

Nicolas Veicherts: Politisk dagsorden - også for nødhjælp

Hvorfor skal nødhjælpsorganisationer opgive deres traditionelle uafhængighed og indgå i et tættere samarbejde med militæret?

»Først og fremmest skal der være tale om et gensidigt samarbejde – og det skal kun foregå, hvor Vesten samtidig intervenerer militært. Dernæst må vi erkende, at der er sket et skift inden for Vestens militære indsats siden murens fald og især efter 11. september. Vestens militær er ikke længere bare fredsbevarende, vi går i dag aktivt ind og siger, at vi vil lave om på nogle lande. Vi vil skabe sikkerhed som grundlag for en bæredygtig demokratisk udvikling. Både fordi folk, der bor i de her lande, har det dårligt, men også fordi landene truer os. Hvis man gennemfører en væbnet intervention, som man har set det i Irak og Afghanistan, så kan man altså ikke nøjes med en militær indsats. Der skal samtidig være en humanitær og en civil indsats. Hvis vi skal løse verdens konflikter, ud over ’bare’ at afhjælpe hungersnød og katastrofer, så er det nødt til at ske i et samspil. Og det er lige præcis i den kontekst, at de humanitære organisationer bliver presset på deres uafhængighed. Man kan stille spørgsmålet: Kan de humanitære organisationer forblive uafhængige, kan de tillade sig at prioritere anderledes end de vestlige politikere? Det mener jeg ikke, at de kan«.

Men mister organisationerne så ikke tilliden fra krigens anden part og hermed muligheden for at operere og hjælpe i begge lejre?

»Jo, det kan blive en konsekvens. Men det kan også meget vel være, at vi står over for et paradigmeskifte, hvor nødhjælpsorganisationerne mere end før helt fysisk må følge den vestlige intervention. Det er svært at optræde neutralt i Afghanistan og i Irak: Både fordi organisationerne får penge fra de vestlige lande, som samtidig er den angribende part, og fordi nødhjælpsarbejderne også rent fysisk ligner dem fra Vesten«.

Men er det ikke i forvejen hærens opgave at sørge for at hjælpe nødhjælpsarbejdere ved at holde veje og lufthavne sikre, så de kan komme frem og hjælpe?

»Jo, men hvis du kigger på Irak, så er det jo ikke lykkedes. Og spørgsmålet er, om det er realistisk. Vi er jo kommet ind i et land, hvor der er nogen, der bare ikke kan lide os. Hvis de ikke kan dræbe soldaterne, fordi de efterhånden er virkelig godt beskyttet og i øvrigt skyder igen, så er det da oplagt at dræbe nødhjælpsarbejdere eller civile entreprenører. Det ligger da også lige til højrebenet at begynde at skyde på nødhjælpsarbejdere, hvis man vil ødelægge Vestens målsætning – nemlig at skabe et nyt Irak. Det ændrer bare ikke på, at der er et nødhjælpsbehov, og det betyder, at de humanitære organisationer, hvis de fortsat vil hjælpe i krigszonerne, må gøre det koordineret med militæret.

Hvis nødhjælpsorganisationerne nægter at samarbejde på de politiske og militære præmisser, er løsningen så at gå til profitorienterede organisationer?

»Hvis man ikke kan få andre humanitære organisationer til at løse opgaven, vil den enten blive løst af militæret – og det er de formentlig ikke særlig gode til, fordi militæret har en tendens til at sige, som man har set i Afghanistan: ’I kan få nødhjælp, hvis I kommer med nogle oplysninger’. Eller man kan spørge en privat, profitorienteret entreprenør, typisk et stort amerikansk firma eller eksempelvis det danske Danish Camp Supply. Men på den måde mister de humanitære organisationer jo helt deres mulighed for at gå ind og prioritere indsatsen i Irak. Så bliver indsatsen jo prioriteret hundrede procent fra politisk hold«.

Men mister de humanitære organisationer ikke deres eksistensberettigelse, hvis de ikke hjælper der, hvor der er mest brug for hjælp, i stedet for det sted, som har den største politiske betydning?

Det er et meget etisk spørgsmål. Eftersom det er politikerne og dermed befolkningerne i Vesten, der bestemmer, hvor og når Vesten vil føre krig, så skal hjælpen også prioriteres dér. Alt andet er ulogisk. Krig er alt for alvorligt til, at ikke alle midler sættes ind på at vinde den. Det stiller nu en gang krav om, at den humanitære og militære indsats koordineres bedre. Nogle gange vil det betyde, at de, som har størst behov her og nu, ikke hjælpes, fordi andre løsninger skaber bedre rammer for fred. Omvendt skal også militæret være rede til at ubetinget at støtte den humanitære indsats, når den har direkte bæring på freden.«