Weekendavisen 14. – 20. oktober 2005

Irak. Skal de danske soldater trækkes ud af Irak inden for de næste år, bør der, i stedet for en end-date, opstilles et klart formuleret end-state.

Den store gevinst

Af NICOLAS T. VEICHERTS

DISKUSSIONEN om en slutdato for den danske militære indsats i Irak bør ikke affejes med et argument om, at det at diskutere en dato er at gå oprørernes ærinde. Ønsket om at opstille en dato for en tilbagetrækning fra Irak peger nemlig i sig selv på en manglende forståelse af forskellen mellem at vinde en krig og anvendelsen af militære midler til at skabe den bæredygtige udvikling, der på sigt kan føre til demokrati. En opgave som Vesten for øjeblikket søger at løse på Balkan, i Afghanistan og i Irak.

Hvis man ser nærmere på sådanne kampagners hovedfaser og deres to centrale kendetegn, fremgår det, hvorfor slutdatoer er lidet anvendelige som politisk styringsinstrument.

Når Vesten går i krig med det formål at skabe systemskift og demokrati, begynder man med at indsætte en overlegen militær styrke, der hurtigt afgør den konventionelle del af krigsførelsen.

Herefter følger en postkonfliktfase, der har til formål at skabe forudsætningerne for den ønskede bæredygtige udvikling. Postkonfliktfasen, der ifølge det amerikanske National Defense University kan vare fra fem til tolv år, kan yderligere deles i to:

Først en militært domineret fase, der har til formål at skabe sikkerhed, og hvor modstandere af Vestens målsætninger samt revanchister bekæmpes, som det for øjeblikket sker i Afghanistan og Irak. Dernæst en civilt domineret fase, der fokuserer på skabelsen af de institutioner og den økonomi, der er forudsætningen for en fremtidig bæredygtighed i landet, som det for øjeblikket sker i Bosnien og i Kosovo.

Det første kendetegn for kampagnen er, at målet om bæredygtig udvikling og demokrati stiller krav om lokal, folkelig opbakning. Her er Vestens militære overlegenhed, ikke mindst teknologisk, en støtte i den forstand, at den konventionelle del af krigen kan vindes med et minimum af følgevirkninger i form af ødelæggelser og tab - på begge sider vel at mærke.

Dermed får Vesten hurtigere mulighed for at rette sin vilje mod den ønskede bæredygtige udvikling, men det betyder også, at Vesten får ansvaret for at løse de infrastruktur- og andre projekter, som tidligere regimer ikke har magtet eller ønsket at løse.

Det andet kendetegn udspringer også af Vestens militære overlegenhed og målsætningen om systemskift, der henholdsvis flytter modstandskampen fra den regulære krig til postkonfliktfasen og gør kampen mere indædt i form af angreb på enhver indsats, der gavner det ønskede systemskifte; fra distributionen af humanitær nødhjælp til de civile entreprenørers indsats. En modstand, der i øvrigt vil næres af en utilfreds befolkning, uanset om de støtter modstanden direkte eller bare »godt forstår«, når andre griber til våben.

Et afgørende element for Vestens indsats bliver dermed ikke, hvorvidt et forhadt regime er faldet, men om indsatsen forbedrer livet for den enkelte iraker eller afghaner. I den sammenhæng viser en undersøgelse fra Tufts University, at det spiller en mindre rolle, at Vesten kan love frihed for den enkelte og demokrati på lang sigt, hvis det på kort sigt viser sig at være blevet farligere at bo i sit eget land eller sværere at brødføde sin familie end før en intervention.

Dermed bliver stabilisering, det vil sige den civile indsats, et væsentligt element i den militære del af postkonfliktfasen og sikkerhed, altså den militære indsats, en væsentlig del af den civile indsats. Reelt kan den ene ikke være den anden foruden. Af samme grund er det ikke muligt at opstille datoer for tilbagetrækning af militære styrker. I stedet må kriterier for stabilitet opstilles og afvejes i forhold til behovet for militær indsats efter princippet jo større stabilitet - jo færre militære styrker.

Lige nu synes den eneste positive udvikling i Irak at være processen frem mod en ny forfatning og det efterfølgende valg, der forhåbentlig vil trække irakerne så langt ind i den demokratiske proces, at det reelt marginaliserer de sunni-muslimske oprørere, terroristerne og de mest religiøse shia’er.

Den positive udvikling til trods, skaber den demokratiske proces dog snarere håb end den sikkerhed eller stabilitet, som befolkningen ønsker. Skal de danske soldater trækkes ud af Irak inden for de næste år, bør der, i stedet for en end-date, derfor opstilles et klart formuleret end-state for, hvor mange og hvor godt trænede irakiske styrker der skal til for at overtage den danske militære indsats. At tro, at den samlede vestlige og irakiske sikkerhedsindsats - i Bagdad og i Basra - kan reduceres de næste mange år eller på kort sigt erstattes af en civil indsats, er at stikke sig selv blår i øjnene.

Indtil videre har kampagnen i Irak kun budt på én dato, hvor det var muligt at sige, at en målsætning var nået, og det var, da præsident Bush i sin »mission accomplished« tale den 1. maj 2003 markerede Saddam Hussein regimets fald og afslutningen på den egentlige krigsfase.

Problemet er bare, at en sådan dato ikke kan anvendes til særlig meget, når man går efter den store gevinst, den bæredygtige udvikling, som kun postkonfliktfasen kan tilvejebringe og det først efter mange år.

Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major fra Forsvarsakademiet og for tiden ansat i Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han beskæftiger sig med samtænkning af militær og civil indsats.

Af NICOLAS T. VEICHERTS

DISKUSSIONEN om en slutdato for den danske militære indsats i Irak bør ikke affejes med et argument om, at det at diskutere en dato er at gå oprørernes ærinde. Ønsket om at opstille en dato for en tilbagetrækning fra Irak peger nemlig i sig selv på en manglende forståelse af forskellen mellem at vinde en krig og anvendelsen af militære midler til at skabe den bæredygtige udvikling, der på sigt kan føre til demokrati. En opgave som Vesten for øjeblikket søger at løse på Balkan, i Afghanistan og i Irak.

Hvis man ser nærmere på sådanne kampagners hovedfaser og deres to centrale kendetegn, fremgår det, hvorfor slutdatoer er lidet anvendelige som politisk styringsinstrument.

Når Vesten går i krig med det formål at skabe systemskift og demokrati, begynder man med at indsætte en overlegen militær styrke, der hurtigt afgør den konventionelle del af krigsførelsen.

Herefter følger en postkonfliktfase, der har til formål at skabe forudsætningerne for den ønskede bæredygtige udvikling. Postkonfliktfasen, der ifølge det amerikanske National Defense University kan vare fra fem til tolv år, kan yderligere deles i to:

Først en militært domineret fase, der har til formål at skabe sikkerhed, og hvor modstandere af Vestens målsætninger samt revanchister bekæmpes, som det for øjeblikket sker i Afghanistan og Irak. Dernæst en civilt domineret fase, der fokuserer på skabelsen af de institutioner og den økonomi, der er forudsætningen for en fremtidig bæredygtighed i landet, som det for øjeblikket sker i Bosnien og i Kosovo.

Det første kendetegn for kampagnen er, at målet om bæredygtig udvikling og demokrati stiller krav om lokal, folkelig opbakning. Her er Vestens militære overlegenhed, ikke mindst teknologisk, en støtte i den forstand, at den konventionelle del af krigen kan vindes med et minimum af følgevirkninger i form af ødelæggelser og tab - på begge sider vel at mærke.

Dermed får Vesten hurtigere mulighed for at rette sin vilje mod den ønskede bæredygtige udvikling, men det betyder også, at Vesten får ansvaret for at løse de infrastruktur- og andre projekter, som tidligere regimer ikke har magtet eller ønsket at løse.

Det andet kendetegn udspringer også af Vestens militære overlegenhed og målsætningen om systemskift, der henholdsvis flytter modstandskampen fra den regulære krig til postkonfliktfasen og gør kampen mere indædt i form af angreb på enhver indsats, der gavner det ønskede systemskifte; fra distributionen af humanitær nødhjælp til de civile entreprenørers indsats. En modstand, der i øvrigt vil næres af en utilfreds befolkning, uanset om de støtter modstanden direkte eller bare »godt forstår«, når andre griber til våben.

Et afgørende element for Vestens indsats bliver dermed ikke, hvorvidt et forhadt regime er faldet, men om indsatsen forbedrer livet for den enkelte iraker eller afghaner. I den sammenhæng viser en undersøgelse fra Tufts University, at det spiller en mindre rolle, at Vesten kan love frihed for den enkelte og demokrati på lang sigt, hvis det på kort sigt viser sig at være blevet farligere at bo i sit eget land eller sværere at brødføde sin familie end før en intervention.

Dermed bliver stabilisering, det vil sige den civile indsats, et væsentligt element i den militære del af postkonfliktfasen og sikkerhed, altså den militære indsats, en væsentlig del af den civile indsats. Reelt kan den ene ikke være den anden foruden. Af samme grund er det ikke muligt at opstille datoer for tilbagetrækning af militære styrker. I stedet må kriterier for stabilitet opstilles og afvejes i forhold til behovet for militær indsats efter princippet jo større stabilitet - jo færre militære styrker.

Lige nu synes den eneste positive udvikling i Irak at være processen frem mod en ny forfatning og det efterfølgende valg, der forhåbentlig vil trække irakerne så langt ind i den demokratiske proces, at det reelt marginaliserer de sunni-muslimske oprørere, terroristerne og de mest religiøse shia’er.

Den positive udvikling til trods, skaber den demokratiske proces dog snarere håb end den sikkerhed eller stabilitet, som befolkningen ønsker. Skal de danske soldater trækkes ud af Irak inden for de næste år, bør der, i stedet for en end-date, derfor opstilles et klart formuleret end-state for, hvor mange og hvor godt trænede irakiske styrker der skal til for at overtage den danske militære indsats. At tro, at den samlede vestlige og irakiske sikkerhedsindsats - i Bagdad og i Basra - kan reduceres de næste mange år eller på kort sigt erstattes af en civil indsats, er at stikke sig selv blår i øjnene.

Indtil videre har kampagnen i Irak kun budt på én dato, hvor det var muligt at sige, at en målsætning var nået, og det var, da præsident Bush i sin »mission accomplished« tale den 1. maj 2003 markerede Saddam Hussein regimets fald og afslutningen på den egentlige krigsfase.

Problemet er bare, at en sådan dato ikke kan anvendes til særlig meget, når man går efter den store gevinst, den bæredygtige udvikling, som kun postkonfliktfasen kan tilvejebringe og det først efter mange år.

Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major fra Forsvarsakademiet og for tiden ansat i Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han beskæftiger sig med samtænkning af militær og civil indsats.

Af NICOLAS T. VEICHERTS

DISKUSSIONEN om en slutdato for den danske militære indsats i Irak bør ikke affejes med et argument om, at det at diskutere en dato er at gå oprørernes ærinde. Ønsket om at opstille en dato for en tilbagetrækning fra Irak peger nemlig i sig selv på en manglende forståelse af forskellen mellem at vinde en krig og anvendelsen af militære midler til at skabe den bæredygtige udvikling, der på sigt kan føre til demokrati. En opgave som Vesten for øjeblikket søger at løse på Balkan, i Afghanistan og i Irak.

Hvis man ser nærmere på sådanne kampagners hovedfaser og deres to centrale kendetegn, fremgår det, hvorfor slutdatoer er lidet anvendelige som politisk styringsinstrument.

Når Vesten går i krig med det formål at skabe systemskift og demokrati, begynder man med at indsætte en overlegen militær styrke, der hurtigt afgør den konventionelle del af krigsførelsen.

Herefter følger en postkonfliktfase, der har til formål at skabe forudsætningerne for den ønskede bæredygtige udvikling. Postkonfliktfasen, der ifølge det amerikanske National Defense University kan vare fra fem til tolv år, kan yderligere deles i to:

Først en militært domineret fase, der har til formål at skabe sikkerhed, og hvor modstandere af Vestens målsætninger samt revanchister bekæmpes, som det for øjeblikket sker i Afghanistan og Irak. Dernæst en civilt domineret fase, der fokuserer på skabelsen af de institutioner og den økonomi, der er forudsætningen for en fremtidig bæredygtighed i landet, som det for øjeblikket sker i Bosnien og i Kosovo.

Det første kendetegn for kampagnen er, at målet om bæredygtig udvikling og demokrati stiller krav om lokal, folkelig opbakning. Her er Vestens militære overlegenhed, ikke mindst teknologisk, en støtte i den forstand, at den konventionelle del af krigen kan vindes med et minimum af følgevirkninger i form af ødelæggelser og tab - på begge sider vel at mærke.

Dermed får Vesten hurtigere mulighed for at rette sin vilje mod den ønskede bæredygtige udvikling, men det betyder også, at Vesten får ansvaret for at løse de infrastruktur- og andre projekter, som tidligere regimer ikke har magtet eller ønsket at løse.

Det andet kendetegn udspringer også af Vestens militære overlegenhed og målsætningen om systemskift, der henholdsvis flytter modstandskampen fra den regulære krig til postkonfliktfasen og gør kampen mere indædt i form af angreb på enhver indsats, der gavner det ønskede systemskifte; fra distributionen af humanitær nødhjælp til de civile entreprenørers indsats. En modstand, der i øvrigt vil næres af en utilfreds befolkning, uanset om de støtter modstanden direkte eller bare »godt forstår«, når andre griber til våben.

Et afgørende element for Vestens indsats bliver dermed ikke, hvorvidt et forhadt regime er faldet, men om indsatsen forbedrer livet for den enkelte iraker eller afghaner. I den sammenhæng viser en undersøgelse fra Tufts University, at det spiller en mindre rolle, at Vesten kan love frihed for den enkelte og demokrati på lang sigt, hvis det på kort sigt viser sig at være blevet farligere at bo i sit eget land eller sværere at brødføde sin familie end før en intervention.

Dermed bliver stabilisering, det vil sige den civile indsats, et væsentligt element i den militære del af postkonfliktfasen og sikkerhed, altså den militære indsats, en væsentlig del af den civile indsats. Reelt kan den ene ikke være den anden foruden. Af samme grund er det ikke muligt at opstille datoer for tilbagetrækning af militære styrker. I stedet må kriterier for stabilitet opstilles og afvejes i forhold til behovet for militær indsats efter princippet jo større stabilitet - jo færre militære styrker.

Lige nu synes den eneste positive udvikling i Irak at være processen frem mod en ny forfatning og det efterfølgende valg, der forhåbentlig vil trække irakerne så langt ind i den demokratiske proces, at det reelt marginaliserer de sunni-muslimske oprørere, terroristerne og de mest religiøse shia’er.

Den positive udvikling til trods, skaber den demokratiske proces dog snarere håb end den sikkerhed eller stabilitet, som befolkningen ønsker. Skal de danske soldater trækkes ud af Irak inden for de næste år, bør der, i stedet for en end-date, derfor opstilles et klart formuleret end-state for, hvor mange og hvor godt trænede irakiske styrker der skal til for at overtage den danske militære indsats. At tro, at den samlede vestlige og irakiske sikkerhedsindsats - i Bagdad og i Basra - kan reduceres de næste mange år eller på kort sigt erstattes af en civil indsats, er at stikke sig selv blår i øjnene.

Indtil videre har kampagnen i Irak kun budt på én dato, hvor det var muligt at sige, at en målsætning var nået, og det var, da præsident Bush i sin »mission accomplished« tale den 1. maj 2003 markerede Saddam Hussein regimets fald og afslutningen på den egentlige krigsfase.

Problemet er bare, at en sådan dato ikke kan anvendes til særlig meget, når man går efter den store gevinst, den bæredygtige udvikling, som kun postkonfliktfasen kan tilvejebringe og det først efter mange år.

Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major fra Forsvarsakademiet og for tiden ansat i Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han beskæftiger sig med samtænkning af militær og civil indsats.

Af NICOLAS T. VEICHERTS

DISKUSSIONEN om en slutdato for den danske militære indsats i Irak bør ikke affejes med et argument om, at det at diskutere en dato er at gå oprørernes ærinde. Ønsket om at opstille en dato for en tilbagetrækning fra Irak peger nemlig i sig selv på en manglende forståelse af forskellen mellem at vinde en krig og anvendelsen af militære midler til at skabe den bæredygtige udvikling, der på sigt kan føre til demokrati. En opgave som Vesten for øjeblikket søger at løse på Balkan, i Afghanistan og i Irak.

Hvis man ser nærmere på sådanne kampagners hovedfaser og deres to centrale kendetegn, fremgår det, hvorfor slutdatoer er lidet anvendelige som politisk styringsinstrument.

Når Vesten går i krig med det formål at skabe systemskift og demokrati, begynder man med at indsætte en overlegen militær styrke, der hurtigt afgør den konventionelle del af krigsførelsen.

Herefter følger en postkonfliktfase, der har til formål at skabe forudsætningerne for den ønskede bæredygtige udvikling. Postkonfliktfasen, der ifølge det amerikanske National Defense University kan vare fra fem til tolv år, kan yderligere deles i to:

Først en militært domineret fase, der har til formål at skabe sikkerhed, og hvor modstandere af Vestens målsætninger samt revanchister bekæmpes, som det for øjeblikket sker i Afghanistan og Irak. Dernæst en civilt domineret fase, der fokuserer på skabelsen af de institutioner og den økonomi, der er forudsætningen for en fremtidig bæredygtighed i landet, som det for øjeblikket sker i Bosnien og i Kosovo.

Det første kendetegn for kampagnen er, at målet om bæredygtig udvikling og demokrati stiller krav om lokal, folkelig opbakning. Her er Vestens militære overlegenhed, ikke mindst teknologisk, en støtte i den forstand, at den konventionelle del af krigen kan vindes med et minimum af følgevirkninger i form af ødelæggelser og tab - på begge sider vel at mærke.

Dermed får Vesten hurtigere mulighed for at rette sin vilje mod den ønskede bæredygtige udvikling, men det betyder også, at Vesten får ansvaret for at løse de infrastruktur- og andre projekter, som tidligere regimer ikke har magtet eller ønsket at løse.

Det andet kendetegn udspringer også af Vestens militære overlegenhed og målsætningen om systemskift, der henholdsvis flytter modstandskampen fra den regulære krig til postkonfliktfasen og gør kampen mere indædt i form af angreb på enhver indsats, der gavner det ønskede systemskifte; fra distributionen af humanitær nødhjælp til de civile entreprenørers indsats. En modstand, der i øvrigt vil næres af en utilfreds befolkning, uanset om de støtter modstanden direkte eller bare »godt forstår«, når andre griber til våben.

Et afgørende element for Vestens indsats bliver dermed ikke, hvorvidt et forhadt regime er faldet, men om indsatsen forbedrer livet for den enkelte iraker eller afghaner. I den sammenhæng viser en undersøgelse fra Tufts University, at det spiller en mindre rolle, at Vesten kan love frihed for den enkelte og demokrati på lang sigt, hvis det på kort sigt viser sig at være blevet farligere at bo i sit eget land eller sværere at brødføde sin familie end før en intervention.

Dermed bliver stabilisering, det vil sige den civile indsats, et væsentligt element i den militære del af postkonfliktfasen og sikkerhed, altså den militære indsats, en væsentlig del af den civile indsats. Reelt kan den ene ikke være den anden foruden. Af samme grund er det ikke muligt at opstille datoer for tilbagetrækning af militære styrker. I stedet må kriterier for stabilitet opstilles og afvejes i forhold til behovet for militær indsats efter princippet jo større stabilitet - jo færre militære styrker.

Lige nu synes den eneste positive udvikling i Irak at være processen frem mod en ny forfatning og det efterfølgende valg, der forhåbentlig vil trække irakerne så langt ind i den demokratiske proces, at det reelt marginaliserer de sunni-muslimske oprørere, terroristerne og de mest religiøse shia’er.

Den positive udvikling til trods, skaber den demokratiske proces dog snarere håb end den sikkerhed eller stabilitet, som befolkningen ønsker. Skal de danske soldater trækkes ud af Irak inden for de næste år, bør der, i stedet for en end-date, derfor opstilles et klart formuleret end-state for, hvor mange og hvor godt trænede irakiske styrker der skal til for at overtage den danske militære indsats. At tro, at den samlede vestlige og irakiske sikkerhedsindsats - i Bagdad og i Basra - kan reduceres de næste mange år eller på kort sigt erstattes af en civil indsats, er at stikke sig selv blår i øjnene.

Indtil videre har kampagnen i Irak kun budt på én dato, hvor det var muligt at sige, at en målsætning var nået, og det var, da præsident Bush i sin »mission accomplished« tale den 1. maj 2003 markerede Saddam Hussein regimets fald og afslutningen på den egentlige krigsfase.

Problemet er bare, at en sådan dato ikke kan anvendes til særlig meget, når man går efter den store gevinst, den bæredygtige udvikling, som kun postkonfliktfasen kan tilvejebringe og det først efter mange år.

Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major fra Forsvarsakademiet og for tiden ansat i Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han beskæftiger sig med samtænkning af militær og civil indsats.

Af NICOLAS T. VEICHERTS

DISKUSSIONEN om en slutdato for den danske militære indsats i Irak bør ikke affejes med et argument om, at det at diskutere en dato er at gå oprørernes ærinde. Ønsket om at opstille en dato for en tilbagetrækning fra Irak peger nemlig i sig selv på en manglende forståelse af forskellen mellem at vinde en krig og anvendelsen af militære midler til at skabe den bæredygtige udvikling, der på sigt kan føre til demokrati. En opgave som Vesten for øjeblikket søger at løse på Balkan, i Afghanistan og i Irak.

Hvis man ser nærmere på sådanne kampagners hovedfaser og deres to centrale kendetegn, fremgår det, hvorfor slutdatoer er lidet anvendelige som politisk styringsinstrument.

Når Vesten går i krig med det formål at skabe systemskift og demokrati, begynder man med at indsætte en overlegen militær styrke, der hurtigt afgør den konventionelle del af krigsførelsen.

Herefter følger en postkonfliktfase, der har til formål at skabe forudsætningerne for den ønskede bæredygtige udvikling. Postkonfliktfasen, der ifølge det amerikanske National Defense University kan vare fra fem til tolv år, kan yderligere deles i to:

Først en militært domineret fase, der har til formål at skabe sikkerhed, og hvor modstandere af Vestens målsætninger samt revanchister bekæmpes, som det for øjeblikket sker i Afghanistan og Irak. Dernæst en civilt domineret fase, der fokuserer på skabelsen af de institutioner og den økonomi, der er forudsætningen for en fremtidig bæredygtighed i landet, som det for øjeblikket sker i Bosnien og i Kosovo.

Det første kendetegn for kampagnen er, at målet om bæredygtig udvikling og demokrati stiller krav om lokal, folkelig opbakning. Her er Vestens militære overlegenhed, ikke mindst teknologisk, en støtte i den forstand, at den konventionelle del af krigen kan vindes med et minimum af følgevirkninger i form af ødelæggelser og tab - på begge sider vel at mærke.

Dermed får Vesten hurtigere mulighed for at rette sin vilje mod den ønskede bæredygtige udvikling, men det betyder også, at Vesten får ansvaret for at løse de infrastruktur- og andre projekter, som tidligere regimer ikke har magtet eller ønsket at løse.

Det andet kendetegn udspringer også af Vestens militære overlegenhed og målsætningen om systemskift, der henholdsvis flytter modstandskampen fra den regulære krig til postkonfliktfasen og gør kampen mere indædt i form af angreb på enhver indsats, der gavner det ønskede systemskifte; fra distributionen af humanitær nødhjælp til de civile entreprenørers indsats. En modstand, der i øvrigt vil næres af en utilfreds befolkning, uanset om de støtter modstanden direkte eller bare »godt forstår«, når andre griber til våben.

Et afgørende element for Vestens indsats bliver dermed ikke, hvorvidt et forhadt regime er faldet, men om indsatsen forbedrer livet for den enkelte iraker eller afghaner. I den sammenhæng viser en undersøgelse fra Tufts University, at det spiller en mindre rolle, at Vesten kan love frihed for den enkelte og demokrati på lang sigt, hvis det på kort sigt viser sig at være blevet farligere at bo i sit eget land eller sværere at brødføde sin familie end før en intervention.

Dermed bliver stabilisering, det vil sige den civile indsats, et væsentligt element i den militære del af postkonfliktfasen og sikkerhed, altså den militære indsats, en væsentlig del af den civile indsats. Reelt kan den ene ikke være den anden foruden. Af samme grund er det ikke muligt at opstille datoer for tilbagetrækning af militære styrker. I stedet må kriterier for stabilitet opstilles og afvejes i forhold til behovet for militær indsats efter princippet jo større stabilitet - jo færre militære styrker.

Lige nu synes den eneste positive udvikling i Irak at være processen frem mod en ny forfatning og det efterfølgende valg, der forhåbentlig vil trække irakerne så langt ind i den demokratiske proces, at det reelt marginaliserer de sunni-muslimske oprørere, terroristerne og de mest religiøse shia’er.

Den positive udvikling til trods, skaber den demokratiske proces dog snarere håb end den sikkerhed eller stabilitet, som befolkningen ønsker. Skal de danske soldater trækkes ud af Irak inden for de næste år, bør der, i stedet for en end-date, derfor opstilles et klart formuleret end-state for, hvor mange og hvor godt trænede irakiske styrker der skal til for at overtage den danske militære indsats. At tro, at den samlede vestlige og irakiske sikkerhedsindsats - i Bagdad og i Basra - kan reduceres de næste mange år eller på kort sigt erstattes af en civil indsats, er at stikke sig selv blår i øjnene.

Indtil videre har kampagnen i Irak kun budt på én dato, hvor det var muligt at sige, at en målsætning var nået, og det var, da præsident Bush i sin »mission accomplished« tale den 1. maj 2003 markerede Saddam Hussein regimets fald og afslutningen på den egentlige krigsfase.

Problemet er bare, at en sådan dato ikke kan anvendes til særlig meget, når man går efter den store gevinst, den bæredygtige udvikling, som kun postkonfliktfasen kan tilvejebringe og det først efter mange år.

Nicolas T. Veicherts (f. 1964) er major fra Forsvarsakademiet og for tiden ansat i Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han beskæftiger sig med samtænkning af militær og civil indsats.