Weekendavisen 20. - 28. maj 2009

Soldater i politik

Af Pernille Bramming

Uden sikkerhed, ingen udvikling, uden udvikling, ingen sikkerhed. Det er den nød, der skal knækkes i den afghanske Helmand-provins, og derfor duer det ikke at organisere indsatsen som klassisk, militær »oprørsbekæmpelse«. Taleban-grupperne er kun en del af problemet. Udenrigsministeriets klassiske DANIDA-projekter såsom at bygge skoler nytter heller ikke: Problemet er ikke mangel på skoler, men at skoler bliver brændt af og eleverne hindret i at komme i skole.

Det påpeges i en ny rapport, Afghanistan: Organizing Danish Civil-Military Relations, skrevet af seniorforsker Søren Schmidt, som udmærker sig ved at være forbilledlig skarp: Det er et politisk projekt, NATO er gået ind i i Helmand-provinsen. Situationen er her som i en »fejlslagen stat«, hvor der ikke er én dominerende, politisk magtstruktur, som kan opretholde fred og sikkerhed. Derfor er man nødt til i første omgang at løse de problemer, som indebærer, at stærke, lokale aktører er imod, at der bliver oprettet en sådan dominerende politisk magtstruktur.

»Ja, jeg er enig. Der er ingen tvivl om, at det er et politisk projekt,« siger major Nicolas Veicherts, der er souschef på Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, i et interview til Weekendavisen om rapporten.

»Der er krig, og spørgsmålet er, hvad der skal til for at stabilisere Helmand. Vi kan ikke vinde med militære midler,« siger Nicolas Veicherts.

»Samtidig står vi med det problem, at NGO'erne og andre civile organisationer ikke kan arbejde i Helmand-provinsen, fordi det er for farligt. De kræfter, som er imod det politiske projekt, skelner ikke mellem ISAF-styrker eller NGO'er, som gerne vil bygge skoler og veje eller hjælpe kvinder med systuer eller hønseopdræt. De vil angribe og ødelægge alle projekter, der kan fremme det politiske projekt.«

Nicolas Veicherts har selv i de senere år været en af de mest flittige fortalere for den mere overordnet type planlægning, der går under betegnelsen civil-militær samtænkning. Han sad da også i panelet på seminaret »Civil-militær samtænkning. De næste fem år?«, som blev afholdt på DIIS i slutningen af april, hvor Afghanistan-rapporten blev præsenteret sammen med en række andre rapporter om civil-militær samtænkning.

»Før man kan gå i gang med de klassiske udviklingsprojekter, er man nødt til at få stablet et minimum af myndigheder på benene med bare nogen autoritet. Der skal rekrutteres og uddannes politi, og der skal ansættes ikke-korrupte embedsmænd til at opbygge en lokal administration. Det er en civil indsats, og skal udføres af civile. Militæret kan beskytte dem, og deres indsats skal koordineres med den militære indsats for at skabe sikkerhed i området,« siger Nicolas Veicherts.

»Det forudsætter en plan, som stiller klare krav til en sammenhængende militær og civil indsats, og som derfor ikke alene skal udarbejdes af militæret. Civile og militærfolk er nødt til fysisk at arbejde sammen for de samme mål det samme sted, det er det, man kalder for samtænkning,« siger Nicolas Veicherts.

Det er først i næste fase, hvor der er skabt en fred, som skal bevares, at en anden type bredere civil indsats kan komme på banen. Det påpeger Søren Schmidt også i rapporten, idet han sammenligner situationen i Helmand-provinsen med situationen i Badakshan-provinsen, som netop er i den fredsbevarende fase. Derfor er det også vigtigt at skræddersy strategien fra provins til provins og at være i stand til at skifte strategi i takt med, at der indtræffer forandringer.

Som indsatsen i Helmand-provinsen er organiseret lige nu, er der ikke nogen overordnet dansk styring af den civile og militære samtænkning, påpeger Søren Schmidt i rapporten, idet han anbefaler, at der oprettes en dansk styringskomité.

»Det er en super god ide. Det er blevet bedre, men der er stadigvæk en tendens til, at militæret helst vil kæmpe og Udenrigsministeriet helst fokusere på indsatsen andre steder i Afghanistan. Selv de bedste viljer kan ikke overkomme to så forskellige virksomhedskulturer som forsvarets og Udenrigsministeriets,« siger Nicolas Veicherts, der selv længe har påpeget behovet for en instans, der kan skære igennem og prioritere.

»Det kunne være en tværministeriel gruppe med statsministeriet for bordenden,« siger han. 

I rapporten giver Søren Schmidt flere eksempler på, at dansk strategi og virkeligheden i Helmand ikke hænger sammen, ligesom der mangler vidensdeling mellem danskere og britere i Helmand. For eksempel er der i »Danish Strategy Paper no.3: Strategi for den danske indsats i Afghanistan 2008-2012«, som blev udgivet i juni 2008, ikke nogen reference til briternes »Roadmap for Helmand«, som blev udgivet i december 2007, og som netop udstikker de overordnede retningslinjer for samtænkning af den civile og militære indsats i provinsen.

Det indikerer, at »den danske Afghanistan-strategi ikke blev udviklet på grundlag af en bredere forståelse af situationen og de faktuelle forhold og underbygger det hidtidige indtryk af mangel på koordination mellem partner-landene,« skriver Søren Schmidt.

Det er en barsk kritik, som hverken militæret eller Udenrigsministeriet kan sidde overhørig.

Kritikken leder også frem til en anbefaling af en ny form for uddannelse. Der er mangel på folk, som kan tænke i politisk strategi og politisk administration såvel som militær strategi og taktik samt besidder stor interkulturel kompetence – og helst også taler flere forskellige sprog.

»Der er netop oprettet en »master of disaster-management« uddannelse ved Københavns Universitet. Man kunne forestille sig en lignende uddannelse med mindre »disaster« og mere krig i stedet,« siger Nicolas Veicherts.

»Danmark vil altid være en for lille partner til, at det er os, der skal lægge den store, sammenhængende civile og militære plan. Men vores officerer og embedsmænd skal være med i planlægningen og løbende kunne analysere planerne, både for at kunne være effektive i felten, men også for at kunne påpege manglende sammenhæng. I sidste ende skal vi også være i stand til at advare vore politikere om ringe planlægning, som vi for eksempel så det i Irak i 2003.«

De store huller i den civil-militære samtænkning skal ses på baggrund af, at det kun er fire-fem år siden, man overhovedet begyndte at tænke i de baner. På DIIS-seminaret betegnede Nicolas Veicherts rapporten som »en milepæl«, idet det nu ikke mere er et spørgsmål, om man overhovedet skal samtænke den civile og den militære indsats, men om hvordan man gør det.

På et mere overordnet plan fastslog Daniel Korski, at »alle gør det dårligt, men deler man NATO-landene op i tre divisioner, ligger vi i første division sammen med Storbritannien, Holland, Tyskland og Finland.« Denne vurdering baserede han på en større, sammenlignende undersøgelse, han har foretaget. Daniel Korski er senior policy fellow fra European Council for Foreign Relations.

Kigger man nærmere på de »underliggende problemer«, der får folk i Helmand til at modarbejde én dominerende, politisk magtstruktur, så kan de ifølge Søren Schmidt sammenfattes med et ord: opium. Opium fungerer som den lim, der binder taleban, krigsherrer og korrupte afghanske embedsmænd og officerer fra hær og politi sammen i en fælles bestræbelse på at forpurre oprettelsen af lov og orden.

Det er disse opiumsbaroner, der skal bringes i en situation, hvor det er mere interessant for dem at tjene penge på lovligt landbrug og industri. Først da får de også interesse i, at der i det hele taget er lov og orden og i at anerkende en politisk magtstruktur.

»Alle er enige om, at opium er så stort et problem, at man er nødt til at gøre noget, og det er også derfor, at NATO har ændret strategi fra, at opiums-industrien ikke var et NATO-anliggende til, at den er det. Man har bare ikke fundet nogen løsning på det problem endnu. Det er meget, meget kompliceret. Det er endnu ikke lykkedes at løse det i Sydamerika. Det vil nærmest kræve en revolution i Afghanistan at løse det,« siger Nicolas Veicherts.

En fremgangsmåde kan ifølge Søren Schmidt være dels med militære midler at lægge hindringer i vejen for opiumsbaronernes indtjening: ødelægge laboratorier, forhindre transporter, forhindre import af udstyr og så videre. Dels at lokke med agro-industrielle projekter som en erstatning. Han giver ikke konkrete eksempler, men det kunne være møller, mejerier, ketchup-fabrikker og så videre.

»Hvis vi havde nok styrker, kunne vi måske stresse opiumsbaronerne så meget, at de måtte vælge mellem at blive nedkæmpet eller at tjene penge på en anden måde, men det har vi ikke. Lige nu har vi kun styrker nok til at skabe sikkerhed i mindre områder ad gangen, som for eksempel i byen Gereshk og dens opland,« siger Nicolas Veicherts.

»Når der senere i år bliver indsat flere amerikanske styrker, vil sikkerheden kunne forbedres yderligere, men det kommer sandsynligvis ikke til at ramme opiumbaronerne direkte.«

Tanken om at man på ren machiavellisk vis skulle forhandle »møller for fred« med krigs- og feudalherrer er Nicolas Veicherts dog skeptisk overfor:

»Det kommer an på, hvad endemålet for vores indsats er. Hvis det alene gælder om at nedkæmpe taleban, så kan det være udmærket at prøve at overtale feudale herremænd til at bede deres fæstebønder om at dyrke hvede i stedet for opium. Men hvis endemålet er en form for demokratisering, så vil denne fremgangsmåde jo være med til at legitimere de nuværende feudale forhold,« siger Nicolas Veicherts.

Forfølger man logikken i Søren Schmidts analyse et skridt længere, end han selv gør, fører det netop til et spørgsmålstegn ved det fornuftige i at anvende meget store ressourcer på »demokratiske« valg i et område som Helmand-provinsen, sådan som de vestlige lande har planlagt.

»Det er nødvendigt med en form for valg på nationalt plan, fordi Vesten rent politisk har behov for at kunne forhandle med et »frit land«. Men på regionalt plan virker det meget håbløst. Korruptionen er så omfattende, at der er en stor risiko for, at det er »the bad guys«, der vinder valgene, for hvem kan og tør overhovedet stille op? Jeg vil klart foretrække en proces, hvor udenlandske og afghanske teknokrater og eksperter udpeger og støtter »den rette mand«,« siger Nicolas Veicherts.

Som eksempel nævner han, at netop Helmands nuværende guvernør, der ikke er demokratisk valgt, roses for sin indsats for stabilitet og udvikling.

Senest har præsident Obama præciseret, at NATO er gået ind i Afghanistan for at sikre, at der ikke er nogen, som vil beværte organisationer som al-Qaeda og altså lægge jord til baser, hvorfra der beordres angreb på mål i Vesten. Det behøver man ikke at skabe demokratiske tilstande for at opnå – det vil række at have uddannet nok afghanske sikkerhedsstyrker til at løse opgaven, hvorpå NATO kan trække sig ud.

»Hvis det primære argument for vores indsats i Afghanistan er, at det er et fremskudt forsvar for Danmark, så betyder det, at vi må leve med, at afghanerne er anderledes. Spørgsmålet er bare, hvor langt man når med dette argument i forhold til den danske offentlighed?

Indtil videre har vi jo rent politisk mest slået på, at kvinder og børn skal have det bedre, på skolebyggerier og rent vand. Og vi har diskuteret, om det er rimeligt, at vores soldater skal dø for en formørket lovgivning, der tillader voldtægt i ægteskabet. Måske skal vi til at tale mere om, at vi lykkes med at holde taleban fra magten, og at det resultat er godt nok.«