Kronik i Weekendavisen, 9.
november 2007
Send flere bureaukrater
Afghanistan. Det er ikke kun Taleban, der er
fjenden. Fraværet af en markant og effektiv civil indsats for genopbygning og socioøkonomisk
fremgang kan medføre, at den militære indsats viser sig forgæves.
Af
Når man som soldat under og efter en udsendelse skal forklare sig selv og
andre, hvorfor éns indsats giver mening, vælger man
ofte situationer, hvor mennesker konkret er blevet hjulpet. Eksempelvis i form
af en bro, en brønd, en skole eller bare plastic for vinduerne.
Allerbedst er det selvfølgelig, når man som soldat efter endnu en udsendelse i
samme område kan berette om fremskridt i selve det samfund, som den
internationale indsats ønsker at hjælpe eller forandre. En ting er dog
soldatens opfattelse; en anden er vurderingen af den samlede nationale indsats.
Dén indsats kan ikke måles på enkeltprojekter, men skal vurderes i lyset af de
mål, som det internationale samfund har sat sig for den samlede indsats.
Alligevel kom antallet og værdien af hærens egne genopbygningsprojekter i
centrum for debatten om den danske indsats i Irak, da den danske bataljon i
august i år blev trukket ud af Irak; måske fordi de fleste ansvarlige
politikere, officerer og eksperter måtte erkende, at situationen i det sydlige
Irak kun på meget få områder levede op til de målsætninger om stabilitet og
sikkerhed, som den internationale koalition indledningsvis havde sat sig.
I Afghanistan er situationen en anden. Efter at have famlet sig en del frem
siden 2003 lader NATOs International Security and Assistance Force (ISAF) nu
til at være ved at have skabt en plan for den militære indsats i landet, der i
højere grad end før tilgodeser behovet for at skabe, fastholde og udvikle den
afghanske befolknings opbakning til Vestens og den afghanske stats projekt. Og
som samtidig imødegår det objektive problem, at chefen for ISAF ikke har fuld
kontrol med styrkerne i Afghanistan, hvorfor planen er tilpasset, hvad de
bidragydende lande stiller af tropper i provinserne.
Planen bygger på etableringen af et antal Afghan Development Zones i de mest urolige provinser. I disse
zoner vil ISAF i samarbejde med nationale sikkerhedsstyrker indledningsvis
tilintetgøre eller neutralisere den væbnede modstand – som danske og britiske styrker gør det lige nu i Helmandprovinsen –
for på den måde at skabe en sikkerhed i zonen, der tilgodeser en efterfølgende
civil indsats og dermed den lokale befolkning.
Forventningen til zonerne er, at de i takt med enrelativt
stigende velstand kombineret med en sikkerhedsgaranti vil skabe en tro på
fremtiden, der gør det svært for oprørere at operere i zonen. Samtidig skal
zonerne for de afghanere, der lever udenfor, manifestere et reelt og attraktivt
alternativ til den undertrykkelse, som Taleban, andre oprørsgrupper eller
krigsherrer står for. I takt med at disse to tilstande indtræder, vil zonerne
kunne udvides og med tiden smelte sammen med andre zoner.
Helt afgørende for ISAFs plan er to ting: For det
første må zonerne ikke bliver større, end at de kontinuerligt kan sikres af ISAF-styrker og med tiden af afghanske sikkerhedsstyrker.
Kontrollen med zonerne må ikke falde tilbage i hænderne på Taleban eller andre
oprørere. Hverken direkte, som det skete i den tidligere dansk »erobrede« by Musa Qala, der nu igen er under
Talebans kontrol – eller i kraft af
terrorisme inde i zonen, der får befolkningen til at vurdere, at den er mere
sikker, såfremt ISAF og nationale sikkerhedsstyrker helt forlader zonen.
Netop terror over for befolkningen vurderes af ekspert i
Afghanistan-konflikten, Peter Dahl Thruelsen ved
Forsvarsakademiet, at blive et endnu oftere anvendt middel i Talebans kamp mod
Vesten og regeringen i Kabul. Indtræffer sådanne tilbageslag, vil ISAF skulle
begynde forfra, hvilket både vil være dyrt og uvilkårligt gøre tabet af
soldater yderligere kontroversielt.
For det andet skal den civile indsats i zonerne hurtigt skabe tro på et bedre
fysisk liv i form af rent vand, lægehjælp, etablering af infrastruktur, større
vareudbud, støtte til landbrug og småindustri samt skolegang. Ikke fordi
afghanerne er ved at dø af sult, men fordi de er ekstremt fattige, meget
uvidende og stolte.
Deres opbakning til ISAF-styrkens opgave er derfor i
høj grad en funktion af en umiddelbar og mærkbar forbedring af deres
levevilkår. Hertil kommer behovet for at rådgive, uddanne og i nogle tilfælde
kontrollere det lokale provinsstyre, sådan at provinsstyrets politi, dommere,
embedsmænd og andre ikke selv skaber utryghed og modvilje i befolkningen.
Det er af samme grund heller ikke muligt at lade afghanske sikkerhedsstyrker
overtage kontrollen med zonerne, før styrkerne har demonstreret, at de ikke
alene kan opretholde sikkerheden, men også undgå at skabe utryghed og modvilje
i befolkningen.
Konsekvensen af etableringen af Afghan Development Zones bliver nu for ISAF, for Vesten, og for
den afghanske regering at acceptere, at de indsatte militære styrker nok skal
bekæmpe Taleban, men ikke som hidtil, hvor ISAF-styrkerne
har været i offensiven og opsøgt, fundet og kæmpet med Taleban. I stedet skal
Taleban, efter at være blevet smidt ud af zonen, nu i højere grad afvises ved
porten så at sige, om end specialstyrker til stadighed skal søge at holde oprørsgrupper
uden for zonerne nede.
Målestokken for, hvor hurtigt zonerne kan udvides eller nye zoner etableres – idet jeg forudsætter, at ISAF ikke tilføres
substantielt flere styrker eller får mulighed for fuldt ud at anvende de
styrker, der er indsat i mere fredelige områder –
bliver dermed ikke en funktion af ISAFs eller den
afghanske hærs kapacitet, men af effekten af den civile indsats. Dermed bliver
det den civile indsats, der afgør slaget om Afghanistan.
Dilemmaet i Afghanistan lige nu er, at mens ISAF er godt på vej til at tilpasse
sine rådige ressourcer til en brugbar plan, er det endnu ikke lykkedes at skabe
garanti for den nødvendige massive civile indsats i de kritiske områder i det
sydlige Afghanistan. Hverken til støtte for et bedre fysisk liv eller til gavn
for opbygningen af en nogenlunde retfærdig og stabil stat. Hverken i de zoner,
der etableres nu, eller i de zoner, der efterfølgende skal etableres.
Baggrunden for den manglende civile indsats har hidtil været den ringe
sikkerhedssituation, men den må forventes forbedret væsentligt i de kommende
måneder som en konsekvens af ISAFs fokuserede
anvendelse af flere styrker på færre områder. Alligevel er der intet i sol og
måne, der tyder på, at FN, EU eller de involverede nationer er i stand til at
sende det fornødne antal mange hundrede embedsmænd fra stort set alle slags
ministerier, politifolk, dommere og andre eksperter af sted. Selv i de meget
fredelige nordlige områder af Afghanistan er manglen på eksperter uomtvistelig.
Misforholdet mellem militær og civil indsats vilføre
til, at afghanerne med tiden vil opfatte ISAF som et problem. Både fordi den
enkelte afghaner ikke får det bedre, og fordi Taleban vil forstå at udnytte
denne indbyggede svaghed i tidens militære indsatser til propagandaformål, som
det også er sket i Irak. Og i den situation kan der være god grund til at være
bekymret for afghanernes særlige evne til i krisetider at samles om at modgå en
fælles ydre fjende.
Med etableringen af Afghan Development
Zones peger meget på, at NATOs forsvarsministre ikke skal bruge al deres energi
på at diskutere flere styrker indbyrdes; de skulle nok snarere begynde at
diskutere, om indsatsen i Afghanistan på tværs af ministerier er i balance.
Partierne bag den danske indsats i Afghanistan er i nogen grad opmærksom på
problematikken og har derfor ikke bare forstærket den militære indsats, men
også den civile indsats i Helmand-provinsen. Samtidig har man stillet krav om,
at effekten af den samlede danske militære og civile indsats skal måles.
Det væsentlige i den forbindelse er, at målingerne ikke, som i Irak, kommer til
at ske i form af en opregning af antal nybyggede skoler, broer og brønde og
hvor mange piger, der nu går i skole. Det er selvfølgelig ikke uvæsentligt; men
afgørende er det, at indsatsen måles i forhold til den afghanske befolknings
støtte til og ønske om at blive en del af konceptet Afghan
Development Zones og dermed af Vestens projekt.
Målingerne bør derfor heller ikke ske i en rent dansk kontekst, som om den
danske indsats i sig selv skaber en slags separatfred. Målingerne skal ske i
sammenhæng med den indsats, som de danske styrker er en del af. Det vil sige
den samlede britisk ledede indsats i Helmand-provinsen – eller måske endog ISAFs samlede
operationer i det sydlige Afghanistan.
Jo hurtigere vi kommer i gang med at måle, jo hurtigere vil vi opdage, at vi
formentlig har et alvorligt problem –
og at det ikke kun er Taleban. Det er også vores egen vilje til at indsætte de
nødvendige civile kapaciteter.