Kommentar i Politiken 6. september 2006

Af Nicolas T. Veicherts, oberstløjtnant

Chef for den danske styrke i Feyzabad, Afghanistan.

Diskussionen om længden af danske soldaters udsendelse handler ikke alene om at fastholde de ansatte i forsvaret og rekruttere nye. Også mulighederne for at opfylde de langsigtede militære målsætninger i fx Irak og Afghanistan må vurderes. Ellers kommer vi aldrig hjem.

Fra forsvarets personelorganisationers peges der i disse dage på muligheden for at nedsætte udsendelseslængden for soldater i international tjeneste. Dermed skulle det blive lettere både at fastholde soldaterne i forsvaret, men også lettere at rekruttere nye. Forslaget er meget sympatisk al den stund det tilgodeser soldatens familie, der i kortere tid skal undvære en søn, datter, ægtefælle eller forælder.

En ændring af udsendelsesperioden handler dog ikke alene om fastholdelse og rekruttering. Det er også nødvendigt at gøre sig klart, hvilke konsekvenser en kortere udsendelsesperiode har for løsningen af den militære opgave. For at forstå disse konsekvenser er det nødvendigt kort at introducere to af den moderne krigs præmisser: Den første er, at de militære opgaver i dag ikke alene drejer sig om at vinde et militært slag, men i høj grad også om at sikre den efterfølgende civile indsats, der skaber stabilitet (læs: grundlag for demokrati). De militære indsatser er således betydeligt mere komplekse i dag. Den anden præmis er, at fjenden (fx Taleban og 'powerbrookers' i Afghanistan eller oprørere i Irak) sjældent er en uniformeret, regulær styrke, snarere det modsatte: En civilklædt, irregulær styrke, der blandt andet benytter sig af taktikker, der er imod reglerne for krigsførelse. Af samme grund er fjenden svær at erkende, hans baser svære at finde og hans metoder svære at imødegå.

Ovenstående præmisser gør det til en kompliceret opgave at lave en militær plan og at indsætte militære styrker. For det første skal den militære plan fra begyndelsen udformes i rammen af den civile indsats, der i realiteten skal opretholde den samlede kampagnes momentum i de perioder, hvor fjenden ikke kan findes og bekæmpes. Uden en tidlig civil indsats vil det aldrig lykkes at overbevise den lokale befolkning om det hensigtsmæssige i Vestens forehavende. Denne synkronisering af den militære og civile indsats - på sidstnævntes præmisser - kræver fra militær side et indgående kendskab til de civile kapaciteter i et land, et område eller en by. Hertil kommer selve samarbejdet med andre organisationer, der ligesom alt andet samarbejde ikke bygger på, hvem der bestemmer, men på kendskabet til og respekten for respektive organisationers opgaver i felten. Alene opbygningen af et velfungerende netværk tager tid. Skal militære planer udvikles i takt med de civile - og ikke mindst fungere i rammen af den afgørende civile indsats - må stabenes udsendelsesperiode fastholdes. Som minimum for chefniveauet og de nærmeste stabsofficerer.

I USA peger erfaringerne fra Irak på, at de (få) chefer, der vitterlig forstår sammenhængen mellem sikkerheds- og stabilitetsskabelse - og ikke bare betragter krig som krig i traditionel forstand - bør forblive indsat i relativt lange perioder til gengæld for højere løn, forfremmelse og medaljer. Et dansk alternativ til en sådan mulighed kunne være at lade et "chefkollegium" varetage chefopgaven over fx to år, hvor tre chefer på skift var indsat, mens de to andre "skyggechefer" ved siden af deres funktion i det hjemlige forsvar løbende blev delagtiggjort og deltog i udviklingen af planen i operationsområdet.

Væk fra stabene ude i "forreste linie" er den militære opgave også blevet mere kompleks. Det skyldes, at der ikke længere er nogen forreste linie at følge. I stedet opererer styrkerne midt i en befolkning, der af gode grunde ikke ønsker at bekende kulør før, der er skabt en vis sikkerhed for vestlig succes. Irak og Afghanistan er eksempler herpå. For soldaterne i forreste linie betyder det, at der skal bruges tid på at lære "normalbilledet" at kende, for med dette in mente at kunne få øje på det unormale - det fjendtlige - og det tager tid. Dermed ikke sagt, at kortere udsendelsesperioder risikerer soldaternes liv - snarere tværtimod: Faren ligger i, at soldaterne ikke kan aflæse normalbilledet, hvormed risikoen for at fejltagelser med civile tab til følge stiger. Tab som i hvert tilfælde i Irak har været med til at styrke modstanden mod de vestlige styrker.

Konklusionen er, at udsendelser kan blive så korte, at det er ødelæggende for den langsigtede opgaveløsning. Skal udsendelsesperioderne afkortes bør det derfor ske efter en analyse af hver enkelt funktions betydning. Her taler noget for, at logistiske og administrative enheder kan udsendes i kortere perioder. Hvorvidt kamptropper kan udsendes i kortere perioder afhænger i høj grad af, hvorvidt de har været udsendt før. Stor erfaring fra samme mission taler for kortere udsendelser. Det nuværende system, der i høj grad er baseret på nyuddannede soldater, taler for udsendelsesperioder, som vi kender det i dag.

Til gengæld er det halsløs gerning at tro, at de stabsofficerer, der af forsvaret er trænet i at tænke langsigtet og holistisk, kan nøjes med at være udsendt i fx fire måneder. Tværtimod. De nuværende seks måneder er i forvejen kort tid på nær i de situationer, hvor den forkerte mand får jobbet, som det er sket i Irak mindst en gang. Også derfor skal de dygtigste officerer belønnes med lange udsendelser, men også med mammon, medaljer og forfremmelse.