Kommentar i Politiken 25. februar 2006
Af
Afdelingen for Konflikt- og Sikkerhedsstudier
DIIS
Det er ikke
soldaterne, der kan vinde freden
Claus Kolds analyse (Kroniken 16.2) af danske soldaters opgaveløsning i Kosovo, og dermed implicit i Afghanistan og Irak m.v., fører ham til den konklusion, at danske soldater er forkert uddannede. De er groft sagt for meget soldater. Kold skriver blandt andet, at soldaterne skal have en bred og dyb faglig baggrund, og have nået en modenhed, der giver dem den fornødne menneskelige ballast, der bygger på indsigt i samfundsmæssige konflikter og personlig empati, hvorefter Kold mere end antyder, at det har danske soldater ikke. Det er dog ikke det provokerende ved Kolds kronik. Det er til gengæld Kolds præmis om, at det er soldaternes opgave at skabe den del af freden, der med Kolds ord forudsætter ”dialog, gensidighed, empati, gennemskuelighed, kulturkompetence, konfliktkompetence og forhandlingskompetence.” Den præmis er forkert.
Fredsskabelse handler groft sagt om at skabe de vilkår, der giver konfliktramte befolkninger et bedre liv – indledningsvis i form af sikkerhed og den stabilitet, der udspringer af en velfungerende infrastruktur og efterfølgende gennem skabelse af job og retssikkerhed. Pointen er, at ingen af disse opgaver – lige udover sikkerheden – er militære opgaver. Opgaverne er alle civile, og bør derfor alle løses af civile eksperter: Fra FN’s ekspertorganisationer over de store NGO’er til embedsværkets egne eksperter.
Når militæret alligevel er involveret i den civile del af fredsskabelsen, hvad enten det er humanitære projekter, genopbygningsindsats, uddannelse af politi eller bilæggelse af lokale og regionale interne konflikter m.v., så er det altså ikke, fordi opgaven er militær, men fordi fraværet af civile organisationer skaber et vakuum, der nødvendigvis må fyldes. Sker det ikke, sættes hele den politiske målsætning om at skabe stabilitet og demokrati på spil. Irak er et glimrende eksempel på konsekvenserne af en manglende civil indsats; nemlig at den irakiske befolkning delvist har mistet tilliden til Vestens projekt, fordi det ikke har indfriet irakernes forventninger.
Her vil mange ty til det traditionelle argument om, at de civile opgaver først kan løses, når militæret har skabt den fornødne sikkerhed. Det er bare ikke muligt. Dels fordi oprørsbekæmpelse er en årelang proces, dels fordi det mest givtige mål for oprørere nu engang er den civile indsats. Ikke fordi den er ubevæbnet, men fordi det er den civile indsats’ positive indflydelse i konfliktområdet, der skal vinde den lokale befolkning for Vestens projekt.
Tidens interventioner er på den måde blevet farligere for de civile organisationer, eksperter og private entreprenører samtidig med, at deres tidlige indsættelse er blevet en afgørende faktor for succes. Det er da også derfor, at militæret ikke skal genopdrages til at blive civile eksperter, men i stedet videreuddannes i kunsten at sikre den civile indsats og i anden række at bekæmpe oprørere. Her viser situationen i både Irak og Afghanistan, at der er masser at lære endnu.
Af samme grund bør forsvarsforligets tanker om samtænkning af militær og civil indsats snarest følges op af et egentligt beredskab inden for alle de nødvendige civile områder.