Kommentar bragt i Politiken 3. februar 2005

Der er farligt i Afghanistan

Men de danske styrker i landet bliver hverken mere eller mindre udsatte af, om de også skal ind i kampen mod opiumdyrkningen. De er under alle omstændigheder oplagte terrormål.

Af Nicolas Teodors Veicherts

major, DIIS

EFTER AT HAVE givet sig selv en ekstra uge at debattere i besluttede Folketinget i går at sende militære styrker til det sydlige Afghanistan. Udsættelsen skyldtes blandt andet en debat om danske soldaters eventuelle deltagelse i ødelæggelsen af de afghanske opiumsmarker. Den debat giver det indtryk, at den danske indsats bliver mindre farlig, så længe man holder sig fra direkte angreb på opiumproduktionen og fokuserer på sikringen af genopbygnings- og udviklingsindsatsen. Det er forkert. Det er nemlig i sig selv farligt, at danske styrker medvirker til udviklingen af et stadig mere demokratisk Afghanistan med stadig mindre plads og indflydelse til Taleban og de lokale krigsherrer.

Et nødvendigt middel i denne udvikling er at ødelægge de opiumsmarker, der finansierer dele af modstanden i Afghanistan. Det kan ske ved afbrænding eller ved at overtale lokale bønder til at skifte afgrøde. Uanset tilgangen vil Taleban og krigsherrerne med alle midler forsøge at hindre denne udvikling, og et af disse midler vil være angreb på de vestlige militære styrker. Ikke fra en skyttegrav omkring den enkelte opiumsmark – de slag vil vestlige og afghanske regeringsstyrker altid vinde – men ved at forfølge det succesrige terrorspor fra Irak, hvor selvmordere, vejsidebomber og kidnapninger har sat udviklingen tilbage, vendt befolkningen mod koalitionen og fået flere koalitionsdeltagere til at trække sig ud. I den kamp vil ingen være fredet.

UDVIKLINGEN er ikke specielt afghansk. Siden Murens fald har Vesten i stadig større omfang anvendt militære styrker som et element i skabelsen af vilkår, der på sigt skal føre til demokrati. Også FN peger i Brahimi-rapporten på behovet for i mindre grad at optræde neutralt og i højere grad at arbejde for målsætninger, der nødvendigvis vil marginalisere en eller flere parter i en konflikt.

Af samme grund vil der også i fremtiden være grupper, der har alt at tabe, og som derfor kæmper imod Vesten med alle midler. Det gjorde de i en årrække på Balkan, det gør de i dag i Afghanistan og Irak, og det vil de fremtidigt gøre i Congo (diamanter) og Sudan (olie/religion), såfremt Vesten vælger at gribe hårdere ind her.

Skal ’farlighed’ gradbøjes, bør det derfor ikke ske i form af, hvad soldaterne får af opgaver, men gennem en vurdering af den plan, som de skal være en del af. I det sydlige Afghanistan står mulighederne groft sagt mellem afbrænding af opiumsmarker eller med mildere metoder at tvinge bønderne til at skifte afgrøde.

Et spørgsmål om, hvorvidt processen kan kortsluttes og løses hurtigt med magt, som amerikanerne synes at mene, eller om det skaber en bedre løsning at gå langsommere frem, som briterne gør. Begge filosofier har fordele og ulemper, og det er med tanke på Irak fortsat et åbent spørgsmål, hvilken af de to der i den sidste ende hurtigst fører til det grundlag for demokrati, der kan frigøre Vestens militære styrker.

En ting er sikkert: Danske styrker i Afghanistan og i fremtidige operationsområder vil fortsat være oplagte mål for baghold, vejsidebomber og anden terror. Det kan ikke gradbøjes, medmindre landstyrkerne udskiftes med fly eller skibe. Det er den nye verdensorden, der udspringer af Vestens og FN’s vilje til ikke længere at nøjes med at sende militære styrker ind imellem stridende parter, men i stedet at angribe de grupperinger, der modsætter sig målet om demokrati.