![]()
6. okt 2008 kl.
00:01
Omlæg
operationen i Afghanistan
Lige nu får vi flere fjender end venner ved vores
militære indgreb. En major foreslår en opprioritering af den civile indsats.
Af NICOLAS T. VEICHERTS
Ingen er længere i tvivl om, at tidens krige i f.eks.
Afghanistan ikke alene kan vindes med militære midler.
Sejr i Afghanistan i form af et nyt stabilt politisk system kan kun ske gennem
en kombination af militær og civil indsats. Særligt når det gælder bekæmpelsen
af væbnede og aggressive oprørsbevægelser som Taleban, er det klart, at den
militære og civile indsats skal ske samtidigt.
Reelt handler oprørsbekæmpelse da heller ikke særlig meget om at bekæmpe
oprørere rent fysisk, men rigtig meget om at skabe et samfund, hvor borgerne
ikke giver oprørerne plads til at operere.
Derfor bør Talebans angreb på soldater, befolkning, skoler, guvernører mv. heller
ikke vække den største bekymring, om end den psykologiske effekt i både Vesten
og blandt den afghanske befolkning er betydelig.
Det bekymrende er, at Taleban tilsyneladende uhindret kan operere blandt den
afghanske befolkning. Derfor er nøglen til sejr i Afghanistan at vende den
afghanske befolknings frygt, sympati eller afmagt over for Taleban – og det kan
kun ske gennem en omfattende civil indsats.
Taleban og andre må ikke længere kunne sige: »Befolkningen støtter os egentlig
ikke, men de forråder os heller ikke«.
Alligevel er det, som om vi ikke helt kan vænne os til tanken. Forslag om at
sende civile eksperter til verdens brændpunkter bliver mødt med skepsis: »Man
kan jo ikke tvinge nogen af sted«. Samtidig sendes der fra politisk hold signaler
om, at militæret selv må løse flere civile opgaver i det sydlige Afghanistan,
indtil situationen er blevet mindre farlig.
Denne kroniks budskab er, at militæret, rådgivet af Udenrigsministeriet, kan
løse mange civile opgaver. Det ændrer dog ikke på behovet for en betydelig og
samtidig civil indsats – drevet af civile eksperter.
Det er nødvendigt at gøre op med den romantiske forestilling om, at vi vinder
den enkelte afghaner for vor sag, så længe vi bygger skoler, brønde, veje og
klinikker. Det gør vi delvis, men initiativerne ændrer ikke i sig selv på de
fundamentale strukturer, der reelt undertrykker afghanerne; nemlig ekstrem
korruption på alle niveauer i civilsamfundet, et uretfærdigt politi- og
retsvæsen, arbejdsløshed og de fysiske konsekvenser af kampen mellem Taleban på
den ene side og koalitionsstyrkerne på den anden.
Kampe, der i øvrigt ofte – uanset sammenhængen – ender med at sætte den
vestlige indsats i et negativt lys – måske netop fordi den enkelte afghaner
ikke kan se og mærke formålet med disse kampe.
Allerede i dag er danske militære ’CIMIC-hold’ (CIMIC: civil-militær
koordination), støttet af repræsentanter fra Udenrigsministeriet, involveret i
skolebyggerier, etablering af brønde og en lang række andre civile projekter.
Det sker som en del af kampen om umiddelbart at vinde afghanernes hjerter for
Vestens og den afghanske regerings sag – for så at sige at skabe umiddelbar
plads og forståelse for tilstedeværelsen af fremmede militære styrker og civile
rådgivere. Derudover påbegyndes også mere udviklingsrelaterede projekter med
henblik på civile organisationers senere overtagelse og styring.
Problemet med projekterne er bare, at de ikke i sig selv får afghanerne til at
falde os om halsen og aktivt vende sig mod Taleban.
Det skyldes ikke kun, at indsatserne ikke for alvor rammer kerneproblemerne i
det afghanske samfund, men også at afghanerne aldrig helhjertet overgiver sig
til en bestemt sag; dertil findes der for mange historiske eksempler på
fundamentale skift i afghanske magtstrukturer lokalt, regionalt og nationalt.
Der skal altså meget og mere til, før afghanerne bliver overbevist om bedre og
holdbare løsninger.
Løsningen på kerneproblematikkerne i Afghanistan kan derfor ikke findes gennem
efteruddannelse af danske og andre soldater inden for korruptionsbekæmpelse,
god forvaltningsskik, træning af politikorps eller etablering af privat
virksomheder – for slet ikke at tale om den rådgivning og uddannelse, der skal
ske af landets embedsværk og af de politiske ledere. Uanset længden af disse
efteruddannelser ville soldaterne ikke kunne løfte opgaven. Dertil er den for
kompliceret.
Der skal rigtige eksperter til (og i Helmand flere end den nuværende
håndfuld). Jeg tænker på Udenrigsministeriets folk fra indsatserne i Afrika, Sydøstasien
og andre underudviklede områder – og på hjemlige embedsmænd og eksperter fra
ministerier og styrelser og på rådgivende ingeniørfirmaer.
Lige nu udgøres de få civile eksperter i felten af det, som jeg vil kalde
’robuste freelancere’, men der er ikke mange af dem – og slet ikke når der, som
her, stilles krav om egentlig statsbygningsekspertise inden for en lang række
specialiserede områder.
Der er ingen tvivl om, at det er farligere at være udsendt end at være i
Danmark, og derfor skal incitamenterne også være i orden. Den enkelte ekspert
skal kunne honorere nogle basale fysiske krav og gennemgå et kursus i
procedurer i forbindelse med ekstreme situationer.
For offentligt ansat skal det endvidere stå klart, at deltagelse i sådanne
indsatser er ønskelig, karrierefremmende og meget lønsom. Incitamenter kunne
også dække omtalte mulighed for særlig attraktiv efteruddannelse eller valg af
arbejdsplads.
Ingen skal tvinges af sted, men de, der tager af sted, skal belønnes.
Grundtræningen kunne i øvrigt tilbydes mere bredt, sådan at det blev muligt at
opstille en pulje af udsendelsesparate eksperter inden for en række
kerneområder.
Disse puljer vil også styrke en igangværende indsats. F.eks. ved at kunne
udsende afløsere i forbindelse med ferie, sygeorlov eller ikke-forudset
hjemsendelse. Væsentligst vil dog være muligheden for med kort varsel at kunne
udsende flere eksperter, når situationen tillader det.
For private firmaer vil en stor løn formentlig betyde meget, men incitamenterne
kunne formentlig drives videre, dersom større danske firmaer som en del af
deres samfundsansvar også så det som et ideal, at medarbejdere fra tid til
anden var indsat til gavn for landet.
Som udsendtE skal de civile eksperter – fuldstændig som det allerede nu sker
med militærets egne CIMIC-folk og Udenrigsministeriets rådgivere i felten –
sikres af kompetente folk.
Forudsat at der også er kapacitet til at imødegå fjender som f.eks. Taleban,
kan sikringen gennemføres af militæret – f.eks. ved brug af de særlige militære
enheder, som Jægerkorpset allerede i dag uddanner, og som indsættes i Bagdad.
Kan militæret ikke dække behovet, bør private sikkerhedsfirmaer ansættes, som
det allerede sker i et vist omfang.
Ønskes større politisk kontrol med sådanne firmaer, kunne en ide i øvrigt være
at lade Jægerkorpset certificere sikkerhedshold opstillet af f.eks.
Hjemmeværnet eller private danske sikkerhedsfirmaer – og så indsætte dem fra
danske lejre under dansk jurisdiktion.
Det skaber også en dansk evne til i andre situationer at indsætte civil
ekspertise i svære missioner, uden at en sådan kapacitet nødvendigvis skal
udsendes i rammen af en dansk militær indsats.
Én ting er dog at sikre flere civile eksperter; en anden er at skabe rimelige
rammer for deres opgaveløsninger. I Irak klagede Udenrigsministeriets eksperter
over, at militæret ofte ikke havde tid til at sikre dem, fordi man løste
»vigtigere opgaver«.
Det problem er delvis løst gennem ovenstående forslag om dedikerede enheder til
sikring af eksperterne, men kun delvis.
Det er afgørende vigtigt, at den militære chef forstår at tilpasse sine
operationer til betydningen af den civile indsats i takt med, at mulighederne
skabes. Det vil med tiden føre til færre ’opsøgninger’ af fjenden til fordel
for etablering af egentlig fysisk sikkerhed i de områder, hvor civile eksperter
opererer.
Konkret i f.eks. Helmand betyder det, at vi nærmer os et tidspunkt, hvor
militæret i højere grad skal sikre den civile indsats – også selv om det måtte
medføre, at Taleban får bedre muligheder for at angribe os. Det vil være en
svær udfordring af traditionel militær tankegang, der hylder offensiven og
dermed princippet om at opsøge fjenden og tage initiativet.
Indsættelsen af enheder fra Jægerkorpset i Helmand f.eks. til målrettet bekæmpelse
af oprørsgrupper i kanten af det danske operationsområde og tankerne om i
særlige situationer at kunne øge den danske styrke, f.eks. med CIMIC-folk, er i
øvrigt et godt supplement i en situation, hvor den danske bataljon i større
grad må forventes at operere i et efterhånden mere veldefineret område.
Det vil dog aldrig ændre på, at bataljonen formentlig helt frem til 2012 vil
skulle have en slagkraftig styrke af helt almindelige soldater, der, når
situationen kræver det, kan opsøge og tilintetgøre Taleban.
Det skal også understreges, at selv om danske enheder måtte løse mere defensive
opgaver, så skal de fortsat være initiativrige og kunne vinde over Taleban, når
det kommer til kamp.
Ud over uddannelse og holdningsbearbejdning af de militære chefer vil det også
være en støtte, dersom en stærk civil rådgiver på et højere niveau end
Udenrigsministeriets nuværende mere feltmæssige rådgivere blev tilknyttet den
militære stab.
En post, der med situationens fredelige udvikling kunne ende med et skift af
organisation, sådan at der reelt blev tale om en civilt ledet indsats støttet
af militæret, som det f.eks. sker i det langt mindre farlige nordlige
Afghanistan.
Uanset rådgivning vil både militære og civile chefer i felten fremtidigt skulle
bedømmes på deres evne til at virke i krydsfeltet af militære og civile
opgaver.
De, der ikke kan, skal ikke have kommando, og de, der kan, skal som nævnt
belønnes, men også udsendes hyppigere. Det vil være af stor betydning for en
kontinuerlig positiv udvikling i f.eks. Helmand (i Afghanistan er danske
militære chefer p.t. udsendt i seks måneder; den seneste danske ambassadør i
Kabul var udsendt i et år. En fordobling eller tredobling vil være ønskelig).
Konkret i Helmand vil nye krav til danske militære og civile chefer skulle ske
i sammenhæng med de overordnede britiske overvejelser om militære og civile
indsatser. Heldigvis er særligt briterne meget klar over disse nødvendige
sammenhænge.
Afslutningsvis vil nogle læsere måske efterlyse de ikke-statslige organisationer,
ngo’erne, og spørge, hvorfor ngo’erne ikke skal løse de civile opgaver. Svaret
er: Fordi ngo’erne ikke vil eller kan operere i krigszoner i tæt samarbejde
med militære styrker.
Der er to hovedårsager til, at det ikke kan lade sig gøre: For det første skal
den civile og militære indsats ske i en sammenhæng, hvilket de fleste ngo’er
vender sig imod. For det andet er det uomtvisteligt farligere at være ngo i en
krig, der handler om fundamentale omvæltninger, og hvor f.eks. Taleban og andre
negative kræfter bruger ekstreme midler for ikke at tabe og ofte retter deres
angreb mod civile og civile projekter.
Det betyder ikke, at ngo’erne ikke kan operere i Afghanistan; det må de selv
afgøre. Der er da også mange ngo’er beskæftiget i det vestlige og nordlige
Afghanistan, hvor den militære tilstedeværelse i højere grad har til opgave at
rykke ud og støtte civil indsats, hvis den bliver angrebet.
Det betyder heller ikke, at principperne for, hvorledes civil indsats skal
prioriteres og udføres, skal laves om – tværtimod. Ingen er formentlig i tvivl
om, at netop ngo’erne, sammen med udenrigsministerierne og større
rådgivningsfirmaer, har betydelig erfaring inden for dette område – og det vil
derfor være naturligt at tage ved lære heraf.
Endelig betyder det ikke, at humanitære principper skal gå i glemmebogen. Der
bør altid være plads til de udsatte humanitære organisationer, særligt Røde
Kors, og i situationer, hvor ingen humanitære organisationer kan operere, skal
militæret løse de nødvendige humanitære opgaver. Det er også vigtigt at
understrege, at militæret ikke bør involvere sig i projekter, der kan skabe
tvivl om aktive ngo’ers upartiskhed. Det sidste kan dog være svært og afhænger
i meget høj grad af, hvordan fjenden vælger at betragte situationen.
I en kamp om befolkningens gunst er det imidlertid også klart, at indsættelsen
af militære styrker i et fremmed land kræver et udbygget samvirke med
lokalbefolkningen.
Helt oplagt er behovet for at signalere, at man ingen onde hensigter har,
hvilket stiller krav om dialog med alle i samfundet. Lige så oplagt er det, at
man i en oprørskamp i et land uden fungerende politistyrker, hvor fjenden ikke
bærer uniform og gemmer sig blandt befolkningen, nødvendigvis må skaffe sig
efterretninger fra befolkningen.
Når jeg taler for en ny organisering af indsatsen i Afghanistan, er det reelt
et opgør med den opfattelse, at man i Danmark (og mange andre lande) har
militæret, udenrigstjenesten og ngo’erne til at tage sig af problemer i den
tredje verden.
Sådan er det ikke længere. Når vi går i krig som i Afghanistan, men også
fremtidigt andre steder og i andre rammer (f.eks. FN), skal der være garanti
for indsættelsen af de nødvendige midler. Den garanti kan ngo’erne af gode
grunde ikke stille, og derfor er der behov for at udpege og indsætte trænede
embedsmænd, motiveret af incitamentsstrukturer, eller betale private firmaer
for at løse opgaven. Formentlig vil der skulle være tale om en kombination.
Der bør ikke være tale om en prioritering fra indsats til indsats, men om en ny
struktur, der muliggør hurtig supplerende uddannelse og udsendelse – og en
organisation, der forstår sammenhængen mellem militær og civil indsats – og en
militær (og civil) ledelse, der forstår og accepterer at give plads til begge
typer indsats.
I Helmand har vi hen over sommeren i pressen kunnet læse om soldater, der
klager over, at de ikke er nok ude og skyde på Taleban; om soldater, der er
overraskede over, hvor lidt der er at lave; og historier om militære chefer,
der holder soldaterne tilbage for at undgå flere tab.
Måske er disse historier i realiteten et tegn på, at det i Helmand er ved at
lykkes at skabe et nogenlunde sikkert frirum i operationsområdet omkring byerne
Lashkar Gar og Gereshk. Det bliver nok ikke meget fredeligere, før den civile
indsats kommer op i omdrejninger.
Det er en udfordring, som det civile Danmark må tage på sig – og som kan betyde
relative forringelser for danskerne, når landbrugskonsulenten, politimanden,
dommeren, lægen, kommunaldirektøren, skattemedarbejderen, ingeniøren,
brandmanden og alle de andre fra tid til anden er indsat sammen med danske
soldater for Danmark. Hvis vi vil vinde, skal vi kunne holde til det.
Alternativt kræver Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, at der opbygges en
ekstra kapacitet, som andre lande formentligt ville skele misundeligt til.
At det bliver dyrt, er der ikke tvivl om, men det skal ses i forhold til
omkostningerne for hvert år ekstra, Taleban frit bevæger sig i Afghanistan –
for hvert år ekstra, flere hundrede tusinde afghanere må leve i usikkerhed, og
for hvert ekstra år, op mod 700 danske soldater og eksperter skal være indsat.
Printet fra
politiken.dk Søndag 12. okt 2008
Ophavsretten
tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel
brug.
Artiklen kan findes
på adressen: http://politiken.dk/debat/kroniker/article577347.ece