Artiklen
kan læses på adressen http://www.information.dk/Indgang.php?pShow=TryktAvis/TAvVis.php&pTAvVis=192911
INFORMATION
- opinion
22. marts 2006
Ikke-skydning og ikke-ledelse
I en påtale af min kronik Hommel, Flach og krigens tåge konkluderer major
Kenneth Pedersen, at "Dogmet, hvorunder en soldat aldrig kan tøve, og hvor
handling altid er bedre end ingen handling, er under pres og gælder derfor kun,
når der skydes". Det er noget vrøvl. For det første er en ikke-handling jo
også en handling. For det andet ligger implicit i en ikke-handling, at
resultatet af handling ikke haster eller er vigtig, hvilket kan være svært for
den indsatte soldat at afgøre. For det tredje forudsætter ikke-handling, at den
tøvende soldat (senere) fra sine foresatte modtager de nødvendige direktiver, sådan at en rigtig
beslutning kan tages.
Uanset om der skal skydes eller ikke-skydes, handles eller ikke-handles,
spørges eller ikke-spørges, direktivgives eller ikke-direktivgives, er der tale
om valg, hvor af nogle til tider vil være forkerte. Jeg argumenterer i min
kronik for, at ikke alle de forkerte valg skal prøves i byretten eller på anden
måde straffes. I hvert tilfælde ikke uden at soldatens chef eller dennes chef
har vurderet de vilkår, hvorunder den ene eller anden beslutning blev taget -
uanset om det skete i krudtrøg eller i fraværet af direktiver.
Det virker da også en smule selvmodsigende, når Pedersen, på den ene side,
beskriver hvorledes krig er blevet betydelig mere kompleks og, på den anden side,
peger på, at fejl kun kan accepteres, "når der skydes". Selv vil jeg
konkludere, at mulighederne for fejl generelt er stigende.
Pedersens afslutter sit indlæg med at rose "forsvarets øverste ledelse for
handlekraft og konduite" i forbindelse med hjemtagelsen af oberst Flach
fra Irak. Heri er jeg helt enig. Ledelsen i Irak havde jo vist sig at være en
ikke-ledelse. Det hjalp desværre ikke Annemette Hommel og
militærpolitisergenterne, da manglende direktiver og mangel på ledelse i Irak
blev vekslet til en dom i Københavns Byret.
Nicolas Teodors Veicherts, major, DIIS