|
[LEX FLACH]
I kronikken den 15. marts Hommel, Flach og krigens tåge
argumenterer Nicholas Veicherts for, at
Hommel-sagen ikke må føre til en 'Lex Flach', hvor fejl begået af danske
soldater pr. automatik skal undersøges af Forsvarets Auditørkorps. Chefen på
stedet skal vurdere en forseelses omfang og kun i graverende tilfælde henvise
sagen til Auditørkorpset. Dette under henvisning til, at danske soldaters
handlekraft skal beskyttes, til 'krigens tåge' og krigens natur.
Argumentationen er, i Hommel-sagens kontekst, et skråplan, der kan føre til
forråelse, manglende kontrol med vore udsendte styrker og en forplumring af
de, for en soldat, så vigtige begreber som moral og etik.
Krig er en kaotisk og farlig affære. Enhver ageren
bærer i sig risikoen for fejl, og fejl vil forekomme. Dette kan på ingen måde
bruges som argumentation i den aktuelle sag. Her var der ikke tale om
handlinger begået i affekt som følge af en direkte konflikt. Der var ikke
tale om, at soldaternes dømmekraft var påvirket af akut fare som følge af en
modstanders handlinger. Nej, sagen handler om, hvorvidt danske soldater,
overlagt og i et kontrolleret miljø, havde begået overgreb mod fanger. Dermed
holder argumentationen om krigens tåge og krigens brutale natur ikke i denne
sag.
Nuanceret billede
At handlekraft vinder krige er rigtigt. Men krig er
ikke længere krig. Ikke siden Anden Verdenskrig har man kunne forvente, at
militær magt alene kunne give en endelig løsning på noget som helst. I dag
anvendes militær magt til at skabe tilstande, hvor magtmidler såsom
diplomati, økonomiske tiltag m.m. kan løse det grundlæggende problem.
Paradigmet, fred-krise-krig-fred, er brudt sammen.
I dag indsættes soldaten for at hindre, at konfrontationer bliver til væbnet
konflikt. De grundlæggende konfrontationer kan ikke alene løses af militær
magt. I dag ses et nuanceret konfliktbillede, som den enkelte soldat hver dag
skal tage stilling til. Han opererer blandt civile mod irregulære
modstandere, der opererer skjult. Dogmet, hvorunder en soldat aldrig kan
tøve, og hvor handling altid er bedre end ingen handling, er under pres og
gælder derfor kun, når der skydes. Dette er der allerede forståelse for i den
militære og den politiske ledelse samt i den danske befolkning, der sjældent
har stillet spørgsmål, når danske soldater har dræbt modstandere i direkte
konflikt. Denne forståelse skal og må ikke anvendes til at legitimere
ulovlige handlinger under kontrollerede forhold. Argumentet om at Anne-Mette
Hommel udviste handlekraft i den aktuelle sag er derfor både farligt og
forkert.
At de anklagede i Hommel-sagen ikke havde de
nødvendige retningslinier, synes efterhånden at være bevist. At chefen altid
bør være, hvor risikoen er størst, er også rigtigt. Men gennem dette
ubetingede krav bliver chefen underlagt 'krigens tåge' i form af følelser og
'tunnelsyn'. At kræve denne grad af involvering er
utvivlsomt rigtigt, men når Veicherts så samtidig ønsker at give chefen ret
til efterfølgende at dømme om rigtigt og forkert, kræver han det umulige af
et menneske. Der skal derfor være instanser, der skrider ind i
tvivlstilfælde.
En afvejning
I den pågældende sag overses det, at der på højere
niveau var en række chefer, der udviste handlekraft i en sag, der om nogen
var tåget ved at trække de involverede hjem før tid, og før sagen var
endeligt klarlagt. Dermed risikerede man kritik på alle fronter. Det
omfattede blandt andet interne røster i forsvaret, der mente, at man ikke
bakkede op om sine soldater. I medierne, hvor der naturligt blev fokuseret på
sagen. Endelig løb man en risiko for yderligere kritik, såfremt det måtte
vise sig, at der faktisk ikke var blevet begået noget ulovligt.
Forsvarets ledelse handlede på det grundlag, der var
til stede på det aktuelle tidspunkt. Afvejningen af at danske soldater ikke
kan leve med beskyldninger om tortur uanset hensynet til chefers egne
karrierer, må således antages at have indgået i ledelsens overvejelser. I
dette perspektiv håndterede forsvarets øverste ledelse sagen med handlekraft
og konduite.
Jeg frygter ikke en Lex-Flach,
hvor enhver overtrædelse bliver en sag for auditørkorpset. Hvor tvivlen
råder, er der brug for en mulighed for, at forsvaret kan lade en uvildig
instans vurdere danske styrkers ageren. Dette vil netop sikre den chef, der
står med et ansvar for andres liv i komplekse konflikter.
|
