|
Der er utvetydige 'imperialistiske' mål i de
danske rapporter, som Forsvaret har bestilt
I sin klassiske fremtidsroman 1984 gav George Orwell
slagordene "Krig er fred" et dårligt ry. Måske vil den vestlige
verden være bedre tjent med et nyt slogan, som kan være: "Krig er u-landshjælp".
Sikkerhedspolitikken er endnu ikke blevet opsummeret så kort, men de nye
slagord kan anes i rapporter, som i den seneste tid er udgivet af det danske
institut for internationale studier, DIIS. Forskningen er betalt af
forsvarsministeriet.
Kernen i rapporterne er, at sikkerheds- og udviklingspolitik smelter sammen,
fordi den vestlige verden må påtage sig "statsbygning" i u-landene. Militære indgreb skal ikke blot være noget
fredsbevarende, som adskiller kamphaner. Indsatsen skal være
"fredsskabende". U-landshjælp skal ikke
længere være en neutral overførsel af færdigheder. Bistanden er bedst, hvis
den kan overføre en vestlig samfundsmodel.
Forskningsassistent ved DIISHenrik Breitenbauch har til grund for sit værk, Transition til statsbygning
efter intervention, lagt et meget omfattende akademisk studie af analyser fra
USA's væbnede styrker, FN og uafhængige eksperter. Nicolas Veicherts, som
også er major i det danske forsvar, anvender mere den praksis-orienterede
soldats indfaldsvinkel i sine foreløbigt to rapporter, Hvorfor samtænkning af
militær og civil indsats er kommet for at blive og Hvorfor samtænkning af
militær og civil indsats er nødvendig i felten.
Læren fra Irak
Irak-krigens forløb inspirerede i USA hurtigt til kritik af en
sikkerhedspolitik, som lægger hovedvægt på kampoperationer. I en strøm af
kritiske rapporter har forskere med nærkontakt til Pentagon fremhævet, at
overgangen fra krig til fred er den sværeste opgave, og håndtering af den
forudsætter vidtrækkende reform af militære samt civile redskaber. De to
danske forskere overfører disse overvejelser til dansk grund.
Breitenbauch fremhæver, at den danske stat skal
råde "over mandskab, der i krigslignende situationer kan udføre
genopbygning af basal infrastruktur, politi og juridiske funktioner, og kan
igangsætte og styre en lokal politisk proces med baggrund i kulturelle,
sproglige og administrative kompetencer".
Veicherts skriver: "Generelt er målene for anvendelse af militær blevet
skærpet fra at være et spørgsmål om at beskytte folk, neutralisere en
konflikt eller tilintetgøre en trussel, til at blive et middel til at skabe
en bæredygtig udvikling, der på kort sigt fører til sikkerhed og stabilitet i
et konfliktområde, og som på langt sigt kan skabe grundlag for
demokrati."
Det er formentlig mål, som i Danmark har en positiv klang. Dog vil regeringen
måske ikke være begejstret for rapporterne, fordi de klart markerer, at det
danske beredskab på dette felt er utilstrækkeligt.
Kritikken står mest markant hos Breitenbauch, som
mener, at denne type indsats skal være et dansk "kerneområde". Den
konklusion er i strid med indholdet af forsvarsforliget, som lagde hovedvægt
på danske styrkers kampoperationer. Mens amerikanerne er nået frem til, at
stabilitets- og genopbygningsopgaver i overgangsfasen skal være en
"kernekompetence" for USA's soldater, afviste regeringen
udtrykkeligt i et oplæg til forliget, at statsbygning skal være en del af
danske soldaters kernekompetence. Veicherts er vist ikke helt uenig med
regeringen, men han får dog gjort klart, at regeringens foretrukne redskab -
nødhjælpsorganisationer - ikke er egnede til opgaven.
Dette problem med Danmarks beredskab vil nok blive løst efter pres fra USA og
NATO, som har mere brug for stabilitets- og genopbygningsstyrker end danske Rambo'er.
Imperialisme
Den helt store udfordring for dansk opinion og beslutningstagere opstår i
forbindelse med de tilsyneladende positive mål. Filosofisk bygger de på
fremskridtstanken, som giver vestlige værdier og institutioner universel
værdi. Med 'bæredygtig udvikling' forstår de to danske forskere, at nye
stater skal integreres i verdensøkonomien og skal overtage OECD-landenes
model for god regeringsførelse. Direkte adspurgt siger Breitenbauch,
at det "naturligvis" kan kaldes imperialisme, men: Vil det ikke
være bedre for et afrikansk u-land, hvis det
fremover ligner Tyskland?
Måske. Men den amerikanske forsker Samuel Huntington
har ud fra en anden historiefilosofi kaldt denne udgave af fremskridtstanken
"falsk", "umoralsk", "farlig".
Især Irak-konflikten viser, at han kan få ret, fordi modtagere af den
vestlige udviklingsbistand, trods bajonetterne bag den, vil yde modstand.
Begge danske forskere erkender da også, at indgreb vil blive mødt af, hvad
Henrik Breintenbauch kalder "spoilers" -
guerilla, terror, uvilje osv.
Så det centrale spørgsmål, som DIIS ikke analyserer, er: Hvor stærk modstand
kan vi forvente? Og det rejser en stribe nye: Vil vestlige lande afsætte de
nødvendige ressourcer - både militære og civile - så modstanden kan blive
overvundet? Erfaringerne med både Afghanistan og Irak lægger op til et
utvetydigt nej. Fremskridtstanken nyder, filosofisk, bred opbakning i Vesten,
men man vil ikke slås for den, som var Vestens overherredømme - eller måske
endog overlevelse - på spil.
jodr@information.dk
Rapporterne kan læses på www.diis.dk
|
