Berlingske Tidende, Opinion,

3. maj 2006

Hjemmeværnet kan bruges i Irak

Debatten om forsvarets brug af Hjemmeværnet i internationale opgaver og politiets brug af samme til nationale opgaver er et aspekt af tidens samtænkning af civil og militær indsats, der først nu synes at komme i fokus. Indtil videre har samtænkning af civil og militær indsats mest handlet om den modstand, som initiativet er blevet mødt med fra nødhjælpsorganisationer. Dels fordi samtænkning i deres øjne fører til en politisering af nødhjælpsindsatsen, dels fordi samarbejdet med militære styrker i sig selv øger risikoen for, at nødhjælpsarbejdere bliver mål for oprørere og terroristers angreb, som det er set i Afghanistan og Irak.

Nu er den spejlvendte debat ved at udfolde sig i hjemme i Danmark. Her er det de statslige organisationer, forsvaret og politiet, der vender sig mod muligheden for at anvende det frivillige hjemmeværn i flere opgaver. Man kan spørge sig selv hvorfor? Politiforbundets formand, Peter Ibsen, medgav i Berlingske Tidende tidligere på året, at hans forbund har en interesse i at begrænse muligheden for at frivillige overtager politifolks arbejde, men peger, sammen med formanden for Politimesterforeningen, Poul Løhde, også på de problemer, der kan opstå, når hjemmeværnsfolk indsættes i opgaver, hvor muligheden for konfrontation med civilbefolkningen er til stede.

Forsvaret argumenterer i disse dage for, at hjemmeværnsenheder ikke har den fornødne uddannelse til at kunne udsendes i internationale opgaver med mindre de gennemfører en komplet militær uddannelse, hvilket i realiteten er det samme som at sige, at man ikke ønsker de frivilliges støtte.

Ikke desto mindre handler samtænkning netop om at udnytte de mulige ressourcer bedst muligt. Ikke mindst i krise- eller terrorsituationer, hvor politi og beredskab ikke kan forventes ikke at kunne løse alle opgaver, eller internationalt hvor professionelle militære styrkers indsats bør fokuseres mod de skarpe opgaver og ikke på rutineopgaver som for eksempel vagttjeneste, transporttjeneste eller tjeneste i lejre i baglandet.

Det betyder ikke, at hjemmeværnsfolk skal bevogte Nørreport station efter et terrorangreb. Snarere tværtimod. De bør kunne supplere de politienheder, der i sagens natur må afgive folk til katastrofeberedskabet. Det må også være muligt at reducere de tusindvis af overarbejdstimer, som politiet oparbejder efter EU-topmøder, præsidentbesøg m.v. Eksempelvis ved at lade hjemmeværnsfolk supplere de steder, hvor politiindsatsen ikke kræver direkte kontakt til lokalbefolkningen.

På samme måde bør også forsvaret se nærmere på muligheden for at anvende den militært trænede del af hjemmeværnet til løsning af opgaver i Irak eller Afghanistan. Ikke i forreste linje, som politiet heller ikke ønsker det, men for eksempel til bevogtning af lejre eller etablering af de logistiske støttepunkter, der er en lige så væsentlig del af operationerne. Dermed bliver det muligt at lade de professionelle enheder koncentrere sig endnu mere om opgaven i felten.

Samtænkning bør afspejle alle det danske samfunds muligheder for at kombinere forskellige typer indsats. Både hjemme og internationalt. Skulle det medføre, at politiet, forsvaret og beredskabsstyrelsen (der mangler frivillige) får ansvaret for uddannelsen og uniformeringen af hver deres frivillige element til støtte for deres respektive opgaver – og dermed nedlæggelsen af Hjemmeværnet – så må det være at foretrække frem for nu, hvor ingen i realiteten ønsker at anvende de frivillige. Alternativt bør Hjemmeværnet nedlægges eller reduceres kraftigt, men dermed reduceres også mulighederne for at løse tidens komplekse opgaver på en hensigtsmæssig og økonomisk forsvarlig måde.

Nicolas Teodors Veicherts er major og ansat ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hans emneområde er samtænkning af militær og civil indsats.